Fredag brager Silkeborg IF og FC Fredericia sammen i den første semifinale i Oddset Pokalen. FCF-direktør, Stig Pedersen, mener, at det er imod alle odds, at fredericianerne for anden gang på seks år står i en pokalsemifinale.

Nu gælder det første akt.

FC Fredericia drager fredag til Søhøjlandet, hvor Silkeborgs Superliga-mandskab venter. Alt andet end videreavancement fra Silkeborgs side over to kampe ville være en overraskelse af dimensioner, men optimismen er til stede i Fredericia. Der er en fodboldfeber som sjældent set. Semifinalen er på alles læber, også folk, der normalt ikke er sportsinteresserede.

https://byens-broed.dk/

Sidst FC Fredericia var i semifinalen, var tilbage i 2018, hvor Silkeborg blev endestationen i semifinalen. Til forskel fra dengang har strukturen i pokalturneringen ændret sig, idet kvartfinalen nu spilles over to opgør – det var den ikke tilbage i 2017/18-sæsonen, hvor FC Fredericia undervejs blandt andet slog AaB og AGF ud. I denne sæsons turnering har FC Fredericia sendt AaB, OB og Lyngby ud blandt de større klubber.

– Det er en vanvittig bedrift, og at det sker to gange inden for seks år, det er imod oddsene normalt, at vi kommer så langt, ikke mindst efter at vi har slået et Superliga-hold ud over to kampe. Vi har vundet fortjent mod Superliga-holdene. Det er fortjent, hvor vi er landet, selvom pokalturneringen tilfældigt afgør, hvem man møder, men vi har spillet os til det på en svær måde, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

https://andresens-vvs.dk/

At FC Fredericia går videre virker som en utopi på papiret, men et nærmere kig på Silkeborgs formbarometer viser, at de slet ikke har vundet i Superligaen i 2024. Deres seneste sejr i en gældende kamp var den 6. december 2023, hvor Silkeborg besejrede FC København i den første pokalkvartfinale, og i Superliga-regi har silkeborgenserne ikke vundet siden den 1. november 2023.

– De spiller i en anden liga end os. Det er væsentligt nemmere at tabe end i NordicBet Ligaen. Der er ingen tvivl om, at de har kvalificeret sig til mesterskabsspillet, men de vigtigste kampe for dem er pokalkampene mod os. Så de kan lægge alt ind i det, og det er et godt hold med en dygtig træner. Silkeborg har set bedre ud end i øjeblikket, men vi har mødt dem i testkampe, og de er gode, og det ved vi alt om. Vi skal ramme dagen, og de skal ikke toppe, siger Stig Pedersen og slår fast:

– De har ligget i top-6 hele sæsonen. Der er ingen tvivl om, at det er den største udfordring i pokalturneringen. Det er nemmere med en kamp, da man på dagen kan vinde uden nødvendigvis at være bedst. Over to kampe skal man vise stabilitet i 180 minutter i stedet for 90. Mod eksempelvis AaB spillede vi en rigtig god kamp, så hvis vi rammer niveauet, kan vi drille dem.

Man vil formentlig komme til at se FC Fredericia i en anden udgave end normalt, når holdet løber på banen på Jysk Park. Det er med det i mente, at det skal afgøres over to kampe. Derfor er succeskriteriet at have noget at spille om i returkampen på Monjasa Park.

– Vi skal spille en lige kamp og forhåbentligt få uafgjort med hjem. Vi håber på, at vi kan bevare spændingen, og det er den første målsætning. Silkeborg vil gøre tingene færdige fra deres side med en klar sejr, forklarer Stig Pedersen.

Stort pres på administrationen

Interessen er ikke til at tage fejl af til både ude- og hjemmekampen mod Silkeborg. Til udekampen forventes der mindst 600 FC Fredericia-fans på plads, og returkampen i Fredericia har også stor interesse.

– Det er vi rigtig glade for. Der kommer mange fans til Silkeborg, og det er også sjovere for spillerne, når de får sådan en opbakning. Der kommer rigtig mange ud over busserne – mange kører selv. På hjemmebane er der solgt rigtig mange billetter. Der vil også komme en del mennesker der, og jeg tror, vi er tæt på, at begge vores lounges er udsolgte. Det betyder, at vi bespiser omkring 575 personer, siger Stig Pedersen.

Den massive interesse betyder også, at en administration som FC Fredericias er presset i forhold til normalt, hvor interessen fra både medier og tilskuere er større end normalt.

– Det lægger et stort pres på os. Vi har lidt ekstern hjælp, og to praktikanter, der hjælper til. Vi har kaldt alt disponibelt mandskab ind. Når vi skal bespise 575 mennesker på hjemmebane, så kræver det ekstra mandskab, slutter Stig Pedersen.

Der er kampstart mellem Silkeborg og FC Fredericia klokken 19:00.