Med bare tre dage til VM-premieren er landsholdsprofilen nu foreløbig sendt i isolation efter en positiv coronaprøve.

En enkelt spiller mangler, når Håndboldherrerne tirsdag træner for næstsidste gang på dansk grund, inden turen går til Sverige.

Mads Mensah Larsen er testet positiv for corona i forbindelse med den obligatoriske test, som Det Internationale Håndboldforbund kræver, at alle spillere og ledere tager inden for de sidste 72 timer før ankomst til VM.

Den rutinerede bagspiller er nu sendt i isolation og afventer yderligere test, der endegyldigt vil afgøre, hvorvidt han kan være med i VM-åbningen mod Belgien eller ej.

– Det er selvfølgelig enormt frustrerende ikke at vide, om jeg kan være med fra start til VM. Især når corona hverken herhjemme eller i værtslandet Sverige betragtes som nogen kritisk sygdom, og jeg i øvrigt føler mig helt frisk. Men der er ikke andet for, end at vi må se situationen an, siger Mads Mensah Larsen.

Alle øvrige spillere og ledere testede negativ. Under VM testes der igen for corona efter det indledende gruppespil og efter mellemrunden.