FC Fredericias Oscar Buch scorede to mål mod Vendsyssel, men måtte lade sig udskifte i pausen med en skade. Han tror dog ikke, det er noget alvorligt.
Før denne sæson er Oscar Buch kommet til FC Fredericia, som han igennem længere tid havde haft kontakt med. Det endte med en to-årig aftale, som parterne formentlig er ekstra tilfredse med efter lørdagens kamp mellem Fredericia og Vendsyssel.
Oscar Buch scorede to mål mod sit gamle Vendsyssel. Derfor kunne det udefra set virke mærkeligt, at han blev hevet ud i pausen af opgøret.
– Man bliver næppe taget ud efter en halvleg, hvor man har lavet to mål, siger Buch og griner.
Den 27-årige kantspiller fortæller, at han fik problemer med låret, og derfor blev der ikke taget nogen chancer.
– Jeg mærkede det allerede lidt til træning i går, og da jeg fik et lille riv igen i dag, så tog vi ingen chancer. Men det var ikke sådan en episode, hvor der kom et ordentlig smæld, så jeg tror ikke, det er noget slemt, forklarer Oscar Buch.
Buch mener generelt, at der nemt kan opstå komplikationer efter en preseason, hvor man har forberedt sig på sæsonen.
– I den periode giver man den maks gas for at komme i bedst mulig form. Og faktisk føler jeg ikke, det er særlig lang tid siden, at jeg spillede sidste kamp for Vendsyssel, så pausen har ikke været lang. Derfor er det naturligt, at der kan opstå lidt småskvanker. Det ser man i alle klubber, slår Oscar Buch fast.
Et nærmere kig i statistikkerne viser, at det er den 2. juni, Oscar Buch spillede for Vendsyssel sidste gang. Det skete mod AaB, hvor Hjørring-mandskabet tabte 4-1. Kampen blev Buchs nummer 44 i Vendsyssel-trøjen, hvor det blev til fem scoringer og fire assists.
Med den start, som han har fået i FC Fredericia som dobbeltmålscorer i holdets anden kamp i NordicBet Ligaen, er der muligheder for at forbedre den målstatistik, som han kom fra Vendsyssel med.
De næste par dage vil vise omfanget af de problemer med låret, som Oscar Buch fik mod Vendsyssel. Sikkert er det, at FC Fredericia nu har vundet to kampe ud af to mulige, og på fredag skal i kamp igen i NordicBet Ligaen, hvor holdet møder Kolding IF på udebane.