Efter en længere pause fortsætter jeg artikelserien om ”kunsten at lede”. Serien handler om idéer og konkrete praktiske måder, både hvorpå du kan lede dig selv som menneske og lede andre mennesker bedst muligt i den kaotiske verden, der udvikler sig omkring os. I denne artikel sætter jeg fokus et af de allervigtigste værktøjer, som bør ligge øverst i vores ledelses-værktøjskasse.
Artiklen handler om, at det er vores valg af mentalt udgangspunkt, der rammesætter vores daglige adfærd, og det påvirker i høj grad kvaliteten af vores resultater. Evnen til at kunne tage et godt mentalt udgangspunkt, skaber de bedst mulige forudsætninger for at nå de mål, som vi hver især eller sammen ønsker at nå. Artiklen giver indblik i, hvordan du kan skabe det bedst mulige mentale udgangspunkt og dermed få de bedst mulige forudsætninger for at dine/jeres mål.
Indledning
Vores mentale tilstand påvirker i høj grad vores hjerners evne til at fungere optimalt for os. Sådan er det uanset, hvad vi udsættes for undervejs i hverdagens hektiske gøren og laden. Så hvis vi er bedre i stand til at styre vores mentale tilstand, så skaber vi endnu bedre arbejdsbetingelser for vores hjerner. Det styrker vores adfærd og dermed vores resultater, både når vi træffer vores beslutninger, og når vi gennemfører dem.
Urimeligt kort kan vi tale om to neurologiske tilstande i hjernen (nærmere bestemt i amygdala): En overlevelsestilstand (i Acuity World taler vi om at være i det røde område) og en OK-tilstand (her taler vi om at være i det grønne område). I den første tilstand lukker hjernen ned og har kun ”tændt” for de helt basale funktioner (kæmpe/flygte/fryse tilstanden). I den anden tilstand – når hjernen er i det grønne område – sker derimod det modsatte. Her bliver hjernen i stand til at ”tænde” for og bruge alle sine kapaciteter og kreative evner. Din hjerne bliver i stand til at operere optimalt. Og det er det sidste, vi som ledere, medarbejdere og mennesker har brug for. I den tilstand får vi lettere adgang til alle de ressourcer, som vi hver især besidder. Både dem du er bevidst om og ikke mindst alle dine ubevidste ressourcer. Det er også herfra, at du er bedre til at styre dit sind og sindstilstand, din adfærd og dermed dine resultater. Herfra er du i stand til at lede dig selv og andre allerbedst.
Den gode nyhed er, at vi alle er i stand til at træne os selv og andre op til at kunne styre vores hjerners mentale tilstand over i den åbne tilstand (det såkaldte grønne område), hvor vi kan udnytte alle hjernens kapaciteter og kreative evner og fastholde dem dér. Det kan vi gøre ved hjælp af at følge nogle relativt enkle principper og ibrugtage en række mentale værktøjer. I denne artikel vil jeg begrænse mig til to principper og et værktøj, som eksempler på, hvordan du gør det og straks efter at have læst artiklen gå i gang. Igen urimeligt kort, men jeg håber, at du alligevel lader dig inspirere, søger mere viden og indsigt og påbegynder din personlige mentale rejse, så du, uanset hvad der sker, altid er i stand til at handle og gøre noget ud fra din mentalt allerbedste tilstand.
Henimod – Princippet
Nogle mennesker og ledere ser og taler ofte kun om problemer. De taler om, leder efter og har næsten altid fokus på, hvad de ikke vil, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Ved at have fokus på det leder vi ubevidst vores hjerne ind i det røde område – den lukkede tilstand, hvor adgangen til vores mentale ressourcer og kreativitet er lukket af eller stærkt begrænset.
Andre derimod ser og taler mere om løsninger. De taler om, leder efter og har altid fokus på, hvad de vil, hvor de vil hen, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der skal til. Når vi taler om ledelse af mennesker, både ledelse af andre og os selv, så er det sidste (vi kan kalde det henimod-princippet) den mest effektive mentale medicin og brændstof for vores hjerner.
Det første princip (vi kan kalde det problem-princippet) kommer dog i spil, når vi taler om ledelse af non-humane systemer, men det er en anden historie. Henimod-princippet er med til at bringe vores hjerne ind i den føromtalt åbne tilstand (det grønne område), ind i den mentalt åbne tilstand, hvorfra vores hjerner virker og fungerer allerbedst.
BE–DO – Princippet
Det andet princip, som jeg vil omtale her i artiklen, handler om, hvad vi gør først. Mange af os er vokset op med den overbevisning, at vi skal GØRE NOGET for at VÆRE NOGET (DO før BE). Her er det adfærden, der får os til se, høre og føle, hvem vi er – vores identitet.
Men hvad sker der, når vi vender dette princip på hovedet? At VÆRE NOGET før vi GØR NOGET. Når vi begynder med at gå ind og VÆRE i den mentale tilstand, hvor vi er allerbedst (den bedste udgave af os selv og finder ind til vores sande identitet) (BE), og derfra GØR NOGET (DO), så sker der et mentalt SKIFT. Med det SKIFT tvinger vi vores hjerner ind i det grønne område, hvor den neurologiske åbne tilstand sætter alle vores mentale kapaciteter og kreativitet i spil, før vi begynder at gøre noget. SKIFTET styrker vores adfærd og dermed også lederens lederadfærd og medarbejdernes selvledelse betydeligt.
Men hvordan kan vi så lave, lære og udnytte dette mentale SKIFT, så det virker, også når verden omkring os ikke giver nogen god grund til at være i den mentalt bedste tilstand?
Den mentalt bedste tilstand
Den måde, som jeg vil anbefale, lærte jeg for over 15 år siden, da jeg i 2006 begyndte min mentale træningsrejse ved Acuity World, hvor jeg i dag er Associated Partner. Den er siden blevet dybt forankret i måden jeg leder mig selv og andre på, og jeg har skrevet om det i flere af mine bøger. I Acuity World kalder vi den bedste mentale tilstand for General Desired State (GDS).
Måden hvorpå du finder ind til din mentalt bedste tilstand, er ved at tænke tilbage på en helt specifik og unik oplevelse, hvor du oplevede, at du var mentalt allerbedst i lige præcis den situation. Og måden du tænker på den situation igennem på, det skal du gøre på en helt særlig måde ud fra en nøje fastlagt spørge/svar-proces. Du er velkommen til at lege med 😊
Kort fortalt handler det om at tænke tilbage på en helt specifik oplevelse, hvor du oplevede, at du fungerede allerbedst og var mentalt i den åbne tilstand. Når du har fundet frem til den specifikke oplevelse, begynder du at beskrive og tale om den ud fra en bestemt række spørgsmål: Hvor er du? Hvad gør du selv i situationen? Hvad gør andre? Hvad blev der sagt? Hvordan blev det sagt? Hvornår i oplevelsen oplevede du, at du er allerbedst? Hvis du skulle sætte en overskrift på, hvad vil du kalde oplevelsen? Hvad er det for en fornemmelse/følelse du har netop der, hvor du er allerbedst? Hvor sidder følelsen? Hvad vil du kalde den følelse, du har, dér hvor du er allerbedst? Hvad du kalder dig selv, når du er dér? Hvad er du i stand til, når du er dér?
Flere elementer og spørgsmål/svar hører med til at forankre den gode oplevelse og den mentalt bedste tilstand. Den non-verbale kommunikation, som er den allervigtigste informationskilde, skal naturligvis også kobles på, som en fuldt integreret del af helhedsoplevelsen. Men den del kan vi desværre kun få LIVE mens du fortæller om den fede oplevelse.
Kunsten er efterfølgende at træne dig selv i at gå ind i den mentale gode tilstand via den unikke oplevelse – hurtigere og hurtigere. Dette kan blandt andet ske ved at ”ankre” oplevelsen, der hvor du i situationen var/er allerbedst. Derved bliver du i stand til på et øjeblik at gå ind i din mentalt bedste tilstand ved at anvende det ”anker”, som du har sat dig, i alle de situationer, hvor du har brug for det. Og husk at gøre det før du begynder på det du egentlig vil (BE à DO princippet bliver her din vigtige medspiller).
Afrunding
Denne artikel er skrevet med baggrund i bogen ”Mental Fitness for Warriors – Bliv Væredygtig”, som jeg i 2020 skrev sammen med Direktør Henrik Wenøe, Acuity World. En bog baseret på Acuity Worlds personlige ledelsesværktøjskasse og på baggrund af vores erfaringer med mental træning af krigsveteraner og forebyggende mental træning af to hold soldater fra Fredericia Garnison udsendt til Afghanistan i 2013-2014.
Næste artikel i serien ”kunsten at lede” kommer snart og handler om ”God Kommunikation, hvordan det?”