Foto: DHF

Danmark førte undervejs med fem mål mod i VM-semifinalen mod Spanien, men efter en nervøs anden halvleg blev det tæt. Danmark holdt dog hovedet koldt, og endte med at vinde 26-23.

Ingen nation har nogensinde før vundet VM tre gange i træk. Den mulighed får Danmark nu efter en kamp, som Nikolaj Jacobsens mandskab satte sig på fra start.

I målet var Niklas Landin særdeles veloplagt, og i angrebet sprudlede særligt Simon Pytlick. Danskerne kom i front med 10-6 midtvejs i første halvleg. Danmark spillede med en utrolig høj udnyttelsesprocent angrebsmæssigt, men som kampen skred frem, blev danskerne mere uskarpe i angrebet.

Trods det endte Danmark med at gå til pause foran med 15-10 efter en første halvleg, hvor danskerne havde lukket spanierne fuldstændigt ned angrebsmæssigt.

I anden halvleg lignede det i starten en dansk sejr, der ville blive kørt sikkert hjem, men sådan gik det ikke. Gonzalo de Vargas i Spaniens mål begyndte at lukke fuldstændig ned. Spanien fik reduceret til 21-20 efter en dansk målpause på ti minutter, og faktisk fik spanierne muligheden for at udligne.

Det danske angrebsspil var usikkert, men fire danske scoringer i træk lignede afgørelsen på kampen. Spanien ville det anderledes. Mikkel Hansen fik muligheden for at afgøre kampen på et straffekast med knap et minut igen ved stillingen 25-23. Den danske stjerne misbrugte forsøget, og i stedet endte Niklas Landin med at blive den store helt, da han i det næste spanske angreb pillede et straffekast. Efterfølgende fik danskerne bolden i kassen, og det gjorde, at Danmark vandt kampen og er i VM-finalen, der spilles på søndag.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her