Danmark havde chancen for at vinde til sidst mod Kroatien, men endte med at spille 32-32.

For første gang under VM-slutrunden kom danskerne for alvor under pres. Kroatien kom med fremskudt bryst, og den kroatiske fysik fik nedbrudt den danske defensiv, der slet ikke kunne stå imod trykket. Defensivt fightede kroaterne alt de havde lært, og der blev særlig gået hårdt til Mathias Gidsel, der havde en svær dag på kontoret.

De to hold fulgtes ad til stillingen 8-8, men så fik Kroatien momentum. Fire scoringer i træk bragte Kroatien i front med 12-8, men Nikolaj Jacobsens mandskab viste, hvad de er gjort af. Anført af Simon Pytlick fik danskerne kæmpet sig tilbage i kampen og reduceret til pausestillingen 16-15 til Kroatien.

I anden halvleg var der åben slagudveksling. Danmark fik udlignet til 19-19, og for første gang siden 1-0, kom danskerne foran ved stillingen 22-21. Kroatien var dog ikke sådan lige at ryste af. Den danske defensiv havde det fortsat svært, og manglede fysik til at stå imod det kroatiske tryk.

I slutfasen var der skiftende føringer, men i sidste angreb var det Danmark med muligheden for at snuppe sejren. Danmark havde i slutningen af kampen spillet syv mod seks, men i sidste angreb gik danskerne væk fra det. Det gjorde dog ikke noget, da Mikkel Hansen spillede Emil Jakobsen helt fri med tre sekunder igen. Venstrefløjen greb dog ikke bolden i fri position, og i stedet var kroaterne tæt på at få scoret i allersidste sekund. Det skete dog ikke, og derfor endte kampen 32-32.