odenseavisen.dk

← odenseavisen.dk

Christian Eriksen hjem til Fyn? OB er tredjefavorit hos Oddset

Ajax er favorit hos Oddset, men OB’s bånd til Christian Eriksen gør fynboerne til en opsigtsvækkende outsider, hvis landsholdsstjernen forlader den tyske nedrykker Wolfsburg.

Christian Eriksen hjem til Fyn? OB er tredjefavorit hos Oddset
Christian Eriksen er fortsat på kontrakt med Wolfsburg frem til sommeren 2027, men klubbens nedrykning fra Bundesligaen har åbnet for spekulationer om, hvad der venter landsholdsstjernen. Hos Oddset peger oddsene på Amsterdam som den mest sandsynlige destination, men i listen over kandidater dukker et fynsk navn op.
OB.

Forbindelsen til Odense er ikke kun historisk. Eriksen spillede som ungdomsspiller i OB, inden turen gik til Ajax som teenager, og efter hans hjertestop under EM-kampen mod Finland i juni 2021 var det netop på OBs faciliteter, han selvtrænede på vejen tilbage mod topfodbolden.
»Det er bestemt ikke usandsynligt, at Eriksen skal til OB nu,« siger Mathias Reimer Larsen, oddssætter hos Danske Spil. »OB var vores favorit allerede inden, danskeren skiftede til Wolfsburg, og OB-sporet er bestemt ikke blevet mindre sandsynligt i takt med, at Eriksen er blevet ældre. Han har stærke bånd til Fyn, og hvis han kan hentes uden overgangssum, er OB stadig et bud, vi tager meget alvorligt.«

Ajax er dog rykket forbi OB i oddsrækkefølgen. Amsterdamklubben, der startede Eriksens udlandskarriere, giver odds 1,95 og vurderes som det mest oplagte næste stop.
»Ajax er det mest oplagte bud lige nu. Eriksen startede sin udlandskarriere der, og han passer godt ind i et projekt, hvor rutinerede spillere kan hjælpe både på banen og omkring de unge spillere,« siger Mathias Reimer Larsen.
Wolfsburg selv er noteret til odds 6,50, fordi Eriksen trods alt stadig er kontraktmæssigt bundet til klubben.

»Vi er nødt til at forholde os til, at Christian Eriksen lige nu er Wolfsburg-spiller,« siger Mathias Reimer Larsen. »Alt tyder på, at et skifte kan komme på tale efter nedrykningen, men vi ved ikke, hvad der står i hans kontrakt, og det kan også være, at han selv føler et ansvar for at hjælpe klubben tilbage i Bundesligaen.«
FCK er noteret til odds 10,00, men oddssætteren vurderer, at OB vejer tungere end den københavnske mulighed.

»Eriksen har ikke samme personlige eller fodboldmæssige relation til FCK. Derfor vurderer vi OB som den mest interessante danske mulighed,« siger Mathias Reimer Larsen.
Odds på Christian Eriksens næste klub hos Oddset
Ajax Amsterdam 1,95 — Wolfsburg 6,50 — OB 8,00 — FCK 10,00 — Brentford 15,00 — Tottenham 15,00 — Celtic 15,00.
Odds kan ændre sig.