POLITIK. Odense Byråd har netop vedtaget Kommuneplan 2024-2036, der sætter den overordnede retning for Odenses fysiske udvikling de næste 12 år. Planen omfatter strategiske satsninger på boligområder, erhverv, natur, infrastruktur og grønne tiltag. Dermed er der sat rammer for vækst med fokus på livskvalitet, natur og bæredygtighed.
Planen er blevet til efter en omfattende offentlig høring, hvor flere hundrede borgere og interessenter har bidraget med input. Mange forslag er allerede integreret i planen, mens andre vil indgå i fremtidige lokalplaner og projekter.
Storby med omtanke
Odense Kommuneplan 2024-2036 understøtter byrådets ambitioner om at gøre Odense til en moderne storby, hvor hensynet til vækst, erhvervsliv og miljø går hånd i hånd. Kommuneplanen bygger på Bystrategi 2023 og udlægger arealer til nye boliger, erhvervsområder, rekreative arealer, klimatilpasning og naturprojekter.
Ifølge by- og kulturrådmand Søren Windell afspejler planen en ambitiøs vision for fremtidens Odense:
»Odense er både en grøn by og en by, der skaber velfærd via vækst. Det handler ikke om enten-eller, men om både-og. Odense skal udvikle sig som en stærk erhvervsby med høj livskvalitet og grønne værdier.«
Stort erhvervsområde ved Tietgenbyen
Et af planens store projekter er etableringen af et 400 hektar stort erhvervsområde nord for Tietgenbyen. Området skal understøtte kommunens erhvervspolitiske ambitioner og tiltrække virksomheder, der vægter bæredygtighed og kvalitet højt.
Det nye erhvervsområde vil blive udviklet med stor opmærksomhed på grønne løsninger som naturbaseret regnvandshåndtering, øget biodiversitet og grøn mobilitet. Erfaringerne fra Glisholm Sø – der fungerer både som regnvandsbassin og rekreativt naturområde – vil blive anvendt og videreudviklet.
Før byggeriet kan gå i gang, kræver projektet dog omfattende tværgående planlægning, herunder inddragelse af interessenter samt grundig afdækning af behovet for ny infrastruktur.
Grøn ring skal gøre Odense grønnere
Som en del af kommuneplanen vil Odense etablere en »grøn ring« omkring byen. Omkring 1.000 hektar ekstra udlægges til natur og rekreative områder, som via en sammenhængende stiforbindelse vil øge biodiversiteten, forbedre mulighederne for rekreation og styrke byens klimatilpasning.
Skovrejsningsprojekter ved Elmelund og Lindved er allerede sat i gang og danner grundlaget for den grønne ring, der skal bidrage til visionen om at gøre Odense til Danmarks grønneste storby.
Samarbejde og engagement afgørende
Selvom kommuneplanen nu er vedtaget, kræver realiseringen fortsat tæt samarbejde mellem kommune, borgere, erhvervsliv og øvrige interessenter. Odense Byråd understreger, at planen er første skridt på vejen mod en ambitiøs fremtid, og at det videre arbejde vil ske gennem dialog og bred inddragelse af lokalsamfundet.
Med Kommuneplan 2024-2036 sætter Odense retningen for byens udvikling med klare visioner for vækst, grøn omstilling og høj livskvalitet.