Skabelsen af de nye og store kommuner i midten af nullerne var måske ikke det første kapitel i historien om kassetænkning i det offentlige Danmark. Men det blev, sammen med nedlæggelsen af amterne, til kasselogik på speed. Sidenhen er sundhedsvæsenet gået fra det nære og trygge mod det fjerne og usikre. Ligesom den nære velfærd i kommunerne nu eksisterer under begrebet “fri kommune”, hvilket kun kan tolkes som en konkret indrømmelse af, at det normale er det modsatte: Ikke at være fri.
Det er gået galt. Den offentlige velfærd fungerer ikke. Der bruges masser af skattekroner på mange områder, men det offentlige har svært ved at levere noget, som borgerne befinder sig godt i. Selvom mange er beskedne og taknemmelige for enhver hjælp, så er vi langt fra at være så empatiske og grundige, som diverse valgplakater i tidens løb påstår. Vi kan tale om et fremmedgjort samfund. Ældre flytter fra deres huse eller hinanden, fordi de kan straffes for at eje noget eller være sammen med nogen. Kassetænkning. Ikke helhedstænkning. Mennesker indtænkes ikke som ressourcer, men som udgifter.
Hvad er et liv så værd? Mange er enige om, at de stærkeste skal hjælpe de svageste. At de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Og mange, ikke mindst de dårligt betalte i servicesektoren, påtager sig enorme opgaver for en lille skilling. Ofte ført frem af et system, der minder om, at det er værre at være ledig end at tage det værste job. Vi kalder det arbejdsmoral. Men på grund af denne moral har vi også skabt et samfund, der nådesløst forsøger at igangsætte selv døende borgere i moralens navn. Paradoksalt nok er det umoralsk.
Men det er kassetænkning. For det offentlige kæmper mod sig selv. Medarbejder mod medarbejder, afdeling mod afdeling, kommune mod region, region mod stat, direktør mod leder, leder mod faggrupper, faggrupper mod politikere. Og så videre. Det er en evig kamp om, hvem der skal have ansvaret, skylden og pengene. Ordet borger er blevet et negativt ladet ord. For borgeren, eller borgerne, ender med at være fjender af velfærdsstaten. Nogle, der optager medarbejdernes tid og bruger deres penge. Eller risikerer at kunne stemme på diverse politikere og politiske partier, der risikerer at ville ændre på status quo. Det kan man jo ikke have.
At systemet ikke længere fungerer, er ret tydeligt. Desværre er der ingen løsninger på vej. Vi ser det i kommunerne, når kassetænkningen afgør, hvilke kommuner der kan modtage eller give det ene eller det andet. Vi er langt fra en ordinær økonomi, der tager udgangspunkt i indtægter og udgifter. Der er en alternativ økonomi, hvor forskellige småting kan prioriteres i vilkårlig rækkefølge, ud fra hvad de forskellige politikere ellers måtte ønske at kæmpe for. Hvis der var tale om en virksomhed, hvor der år efter år blev lagt budgetter, der ikke holdt, ville man afskedige de ansvarlige i økonomiafdelingen og på chefgangen. En så risikabel økonomistyring ville få virksomheder til at reagere. Men i det offentlige er det måske anderledes.
Så hvornår skal en kommune spare? Det er et godt spørgsmål. For vi ved, at der er en række kerneopgaver, der skal løses ifølge loven. Vi ved også, at finansministeren spiller kortene ud over for kommunerne, der så må finde løsningerne lokalt. Og her er de konkrete sparemuligheder ofte styret af forvaltningernes egne prioriteter. Eller i hvert fald chefernes. For der er ikke meget at høre fra den store gruppe af medarbejdere. De skal ikke nyde noget af at blande sig i den debat. Det ville heller ikke være populært blandt cheferne. Der skal rettes ind, hvis man vil være ansat i det offentlige. Her kigger man på, hvilket løntrin man er på. Hvilket nummer man har på lederrangstigen.
Skatteborgerne forventer meget for deres skattekroner. De betaler dyrt for skoler, institutioner, veje, bygninger og infrastruktur. De ønsker sig velfungerende rammer til deres børn, ældre og pårørende, der er de bærende kræfter i deres tilværelse. De betragter også den ydede service ud fra et forsikringsperspektiv, hvor de tænker på, hvad der ville ske dem, hvis de selv fik behov for hjælp. En kommune sender et klart signal til hele lokalbefolkningen, når den skærer ned på vitale funktioner i den offentlige service.
Der er god grund til, at de folkevalgte politikere tænker sig godt om nu. Der er kun et års tid til næste valg. Dermed er man inde i sidste fase, før valgkampen reelt bryder ud. Med år efter år med budgetproblemer og sparemanøvrer kan det blive svært at overbevise vælgerne om, at det går helt så godt, som man gerne vil give udtryk for.
Sandheden er, at kassetænkningen ødelægger velfærdssamfundet og tilliden til det offentlige. Kommunerne bør gå forrest i forsøget på at sikre nære løsninger og tillidsvækkende processer i det offentlige. Derfor er det fællesskab og sammenhold, man gerne går til valg på, noget man skal demonstrere og leve op til. Og det kræver ansvarlighed i budgetter – også for næste år.