Flåter er små, blodsugende parasitter, der kan overføre flere alvorlige sygdomme til mennesker. De kaldes ofte Danmarks farligste dyr, fordi de kan overføre infektioner til mennesker. SDU har to forskere, Nanna Skaarup Andersen og Anton Pottegård, til at belyse, hvad skovflåten er for en størrelse, hvordan man forebygger flåtbid, samt gode råd til udflugter i naturen – og hvorvidt vaccinen giver mening.

Der findes flere arter af flåter i Danmark, men skovflåter er de dominerende og foreløbigt de eneste, der bider mennesker.

På verdensplan er der andre insekter, der kan overføre sygdomme, for eksempel malaria via myg, men her i landet har vi indtil videre kun skovflåten, der kan gøre os syge.

“Flåter kan overføre sygdom, fordi de suger blod og gør det længe. Og de er generalister og kan bide på stort set alt – fra øgler til mennesker. Hvert værtsdyr kan bære forskellige sygdomme, og det er de sygdomme, som flåten kan tage med til dens næste vært. Sådan har det i øvrigt været i millioner af år. Man har sågar fundet flåter sammen med dinosaurfjer i rav,” fortæller Nanna Skaarup Andersen. Hun er speciallæge i klinisk mikrobiologi og forsker på Klinisk Institut og Klinisk Center for Vektorbårne Infektioner på Odense Universitetshospital.

Skal man vaccineres eller ej?

TBE (Tick Borne Encephalitis) – også kaldet centraleuropæisk hjernebetændelse – skyldes en virus, som ligesom Borrelia overføres til mennesker via bid fra skovflåter. I Danmark har de fleste tilfælde været forbundet med ophold på Bornholm, hvor TBE-virus og sygdommen har forekommet i over 50 år. Men siden 2018 er der også forekommet tilfælde uden for Bornholm, især i Tisvilde Hegn og enkelte andre steder i Nordsjælland.

Der er i Danmark fundet 7 tilfælde i 2021, 14 i 2022 og 12 i 2023. Ud over dette kommer der også enkelte danskere hjem fra især Sverige med TBE-infektion efter rejser. TBE har fået stor opmærksomhed i medierne, fordi den flåtoverførte virus kan give alvorlige hjerneskader.

Og der findes en vaccine.

“Mange er kommet i tvivl. Man tænker nemt, ‘det er vel bedre at gøre det end at løbe en risiko.’ Men vaccinen mod TBE er ikke noget, der kan anbefales til alle. Faktisk giver det nok kun mening for ganske få,” mener Anton Pottegård, professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning og forsker i lægemidler og bivirkninger.