Danmark genopbyggede fortet i Jyske Bank Boxen med en 32–29-sejr over Frankrig efter pausestillingen 12–11, hvor Mathias Gidsel, Simon Pytlick og Emil Nielsen bar holdet frem før næste kamp mod Spanien.

Danmarks 32–29-sejr over Frankrig blev en kamp, hvor murene blev slået i igen med vilje, stædighed og nerver af stål. Hvor støjen vendte tilbage, hvor grebet blev genfundet, og hvor Danmark – presset til kanten – fandt den version af sig selv, der nægter at give slip, når det hele begynder at brænde.

Det begyndte hektisk og kantet. Simon Pytlick satte Danmark i gang med kampens første mål, men indledningen bar hurtigt præg af franske straffekast, hårde dueller og dommerkendelser, der fik frustrationen til at boble. Emil Nielsen leverede tidligt redninger, men gang på gang blev de annulleret af fløjtet i den anden ende. Hugo Descat scorede på straffe, Elohim Prandi slog til på opløb, og Mathias Gidsel kæmpede med både sin timing og dialogen med dommerne.

Alligevel var der danske glimt. Johan Hansen var iskold fra fløjen, Gidsel scorede fra en umulig vinkel og vendte sig mod den røde mur i jubel, og i en fase stod det danske forsvar kompakt, så både Pytlick og Gidsel kunne score i tomt mål. Men rytmen blev aldrig helt dansk. Frankrig trak endnu et straffekast, Kevin Møller blev sendt ind, og selv om Emil Jakobsen fik Danmark på tavlen, blev chancerne også brændt i stimer. Ved pausen stod der 12–11 til Frankrig – et resultat, der sagde det hele: tæt, frustrerende og stadig helt åbent.

Efter pausen ændrede kampen karakter. Danmark justerede på fløjene for at få bedre styr på det defensive match-up, og Emil Nielsen lagde ud med en redning på Descat. Gidsel udlignede, Minne svarede, Kirkeløkke fandt nettet fra fløjen, og tempoet steg. Hver scoring blev fulgt af et modsvar, hver fejl straffet øjeblikkeligt.

Midt i anden halvleg begyndte kampen at vippe. Emil Nielsen hev en voldsom redning frem på Dika Mem, Gidsel scorede sit sjette mål og bragte Danmark foran, men et brøl fra overlæggeren i den anden ende blev fulgt af fransk udligning. Danmark misbrugte endnu et straffekast, Frankrig scorede, og kort efter lavede Simon Pytlick en teknisk fejl, der gav Frankrig føringen 23–21. Timeout. Stilhed. Pres.

Det var her, kampen for alvor blev en test af dansk modstandskraft.

Danmark svarede igen. Emil Jakobsen scorede på straffe. Andersson slog til under pres. Emil Nielsen leverede endnu en redning, selv om Rasmus Lauge kort efter blev udvist, og Boxen eksploderede i raseri. Alligevel holdt Danmark hovedet koldt. Jakobsen udlignede på kontra, Frankrig overtrådte, og pludselig var Danmark i front 27–26 med seks minutter igen.

De sidste minutter blev spillet på ren vilje. Andersson scorede igen. Gidsel brød igennem én gang, så én gang mere, og med 51 sekunder igen stod der 31–29. Frankrig tog timeout. Danmark stod samlet, vendte sig mod tribunerne, og da Saugstrup kort efter blev udvist, nægtede Frankrig alligevel at gå syv mod seks. Det sidste forsøg blev afvist. Tiden løb ud.

32–29. Danmark havde vundet.

Efter nederlaget tidligere i turneringen var der intet, der kom gratis. Men denne aften blev fortet genopbygget – ikke med uovervindelighed, men med vilje. Danmark spiller næste kamp lørdag mod Spanien, og denne sejr tog ikke bare to point med sig, men også følelsen af, at Jyske Bank Boxen igen er et sted, man skal slå Danmark.