Isabella Arendt startede som medlem af DSU i Fredericia, men tog tidligt skridtet til Kristendemokraterne. Hun trådte for en måned siden af som formand og meldte sig ud af partiet på grund af uoverensstemmelser. Nu er hun bekræftet som kandidat til Folketinget for Konservative i Hedensted.

På sin Facebook-side skriver Isabella Arendt, at hun søndag meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, samtidig med, at hun poserer på et billede med formand for Konservative, Søren Pape Poulsen.

Selvom hun først meldte sig ind søndag, var der hurtigt en kreds ledig til hende. Hedensted-kredsens bestyrelse indstillede hende allerede søndag aften som deres nye folketingskandidat. Dermed skulle der ikke engang gå en måned fra Isabella Arendt forlod Kristendemokraterne, til hun atter havde fundet sig en valgkreds i et andet parti.

Isabella Arendt meldte sig ud kort tid efter, at medlem af Folketinget, Jens Rohde, havde meddelt, at han ikke genopstiller. Begrundelsen var, at der var et dårligt arbejdsklima i partiet. Det er ikke en begrundelse som partiets konstituerede formand giver meget for.    

– Hun har vist sig at være mere karrierepolitiker end kristendemokrat. Det har vi godt kunnet mærke. Formanden bærer et stort ansvar for arbejdsmiljøet, og for at der er en god tone. Vi har haft et godt hovedbestyrelsesmøde i weekenden, uden problemer, siger Marianne Karlsmose.

Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, byder Isabella Arendt velkommen som nyt medlem af partiet.

– For mig har familiepolitik altid været en borgerlig mærkesag, og det er også hjerteblod for Det Konservative Folkeparti. Det er helt naturlige værdier for mig, at familien skal bestemme mere selv. At der skal være mere frit valg af pasning, frie skoler, og at man skal beholde lidt flere penge hjemme i familien, udtaler Isabella Arendt i en skriftlig kommentar til Ritzau.