Casper Troelsen er 41 år gammel og krigsveteran. Han har været udsendt for Danmark i Afghanistan, hvor han oplevede venner i kister, med sprængte lemmer, børn med granathuller i maven og meget andet. Men hans udslag med PTSD kommer for sent, siger Ankestyrelsen – modsat både Caspers egen psykiater og den af Ankestyrelsen udpegede psykiater. Nu skal sagen for Højesteret.

Der er et smil på læberne af Casper Troelsen. Ved sin side har han krigsveteran Karsten Byrgesen, der gerne vil hjælpe Casper på vej. Karsten har kastet sig over politik – og her holder han sig ikke tilbage med kritikken af systemet.

Casper Troelsen har været igennem et langt forløb. Et forløb med flere personlige tragedier og nederlag, til trods for, at han forsøger at få det bedste ud af hver dag. Han oplever, at Forsvaret gerne vil anerkende hans indsats og de skader, der er fulgt med, men at så snart sagen overgår til Ankestyrelsen, ændrer det sig. Her møder Casper kun nederlag efter nederlag.

Filmen knækkede og anerkendelsen forsvandt

Efter at have været udsendt til Afghanistan kom Casper hjem, med troen på, at han nok skulle komme ovenpå igen. Men sådan blev det ikke.

– Det er ikke ligefrem in at være psykisk syg i en dominerende arbejdsverden. Så forsøger man at arbejde det væk. Jeg forsøgte at stoppe behandlingen og tog uniformen på igen. På et tidspunkt kommer der andre hændelser og det gør, at filmen knækker. Mine mareridt om natten bliver til syn om dagen. Det bliver til lyde, til lugte og ja, indtryk der kommer konstant. Man er konstant i et højt alarmberedskab. Det er lyde der får mig til at falde sammen, blandt andet, fortæller Casper, alt imens smilet på hans læber er skiftet ud med en mere alvorlig og trist mine. Det er tydeligt, at det berører Casper meget.

– Det er ikke kun mig. Det er rigtig mange, der møder en accept og en anerkendelse når de kommer hjem. At de oplever opbakning fra Forsvaret, der fortjener en stor ros. Men så kommer der en anden styrelse på, hvor de sidder i skjorte og slips og afviser min diagnose alene ud fra en tidsmæssig sammenhæng. Det er en enorm nedtur, fortsætter Casper.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

– Det er mærkeligt. Man anerkender skaderne hos Balkan-veteraner, hvilket jeg kun synes er godt. Men alligevel bliver andres sager afvist alene ud fra en tidsmæssig sammenhæng. At de mener, at der er gået for lang tid fra, at jeg var i Afghanistan til, jeg knækkede. Det til trods for, at en ledende overlæge på OUH har sagt meget klart, at jeg har PTSD – og at det kommer fra min udsendelse, forklarer Casper med en tydelig frustration i stemmen.

Casper har været gennem en lang rejse. I mange år har han været i gennem en mølle af jobcenter, psykiatrien, Ankestyrelsen og domstolene. Ankestyrelsen bad om, at der skulle være en tredjepart med til at vurdere Caspers sag. Det stiller han ikke spørgsmålstegn ved, for han ved, hvordan han selv har det – og tror på, at en second opinion, vil se det samme.

– Ankestyrelsen udpegede selv en psykiater, der gav præcis samme diagnose og årsag som den ledende overlæge på OUH. Der var altså nu to anerkendte psykiatere, der begge fortalte, at min udsendelse er skyld i min PTSD, forklarer Casper om forløbet.

– Men, for ja, tro det eller lad være, det var ikke nok, at deres egen udpegede psykiater gav samme melding. Ankestyrelsen gjorde brug af en lægekonsulent, der blankt afviste konklusionerne med udgangspunkt i en tidsmæssig sammenhæng. Uden skelen til, at to af de førende inden for PTSD var klare i mælet. Det er helt vanvittigt, fortsætter Casper.

Domstolene kan ikke blive enige

(Foto: AVISEN)

Afslaget i Ankestyrelsen endte med en sag i byretten, hvor en dommer og to domsmænd ikke var enige. Her endte sagen til Caspers fordel med stemmerne 2-1. På den absolut sidste mulige dag for at anke dommen, valgte Ankestyrelsen at tage sagen videre. I landsretten endte Casper med at tabe med det omvendte fortegn: 1-2. Nu, tre år senere, skal Casper i Højesteret. Der er altså tale om en højest principiel sag, hvor Casper har fået fri proces.

– For tre år siden var jeg i byretten og vandt. Jeg tabte i landsretten – og nu skal vi i Højesteret. Jeg har fået fri proces og ny advokat. Han har vundet sager, der er yderst vigtige. Det har gjort, at man ser anderledes på det her veteranområde. Han har fået WHO’s ord på, at PTSD kan ikke forældes. Men det bliver først implementeret i 2022-2023. Men sagen er berammet til nu, så det kan jeg ikke bruge til det store, forklarer Casper om situationen som den ser ud lige nu.

Caspers sag er berammet i Højesteret til mandag d. 28. februar kl. 09:00. Højesteret er den øverste domstol i Danmark. Her afgøres f.eks. sager, der har betydning for, hvordan lignende sager skal afgøres, eller sager, der har særlig samfundsmæssig interesse.

Systemet mod krigsveteranen

Casper Troelsen er ikke i tvivl om, at der er dele af systemet der er til for veteranerne og andre dele der er til for at sikre flest mulige penge i statskassen – uden skelen til menneskerne går ud over. Forsvaret har altid været på Caspers side, men Ankestyrelsen oplever Casper kun som en modstander.

– Hvis ikke man er syg, så bliver man syg af det her, lyder det tørt fra Casper.

– Det er systemet mod mig. Det er ikke Forsvaret, de gør noget. Veterancentret støtter. Men det er den her del af systemet, Ankestyrelsen, der modsiger deres egne valgte læger og psykiatere. Havde jeg ikke haft min kone og børn, så havde jeg ikke stået her i dag, siger Casper og fortsætter:

– Den hjælp jeg har fået gennem foreningen for traume og torturoverlevere, psykiatrien og gode folk som Karsten (Byrgesen, red.). Det kan ikke beskrives hvor hårdt det er og hvor nedbrudt man bliver. Jeg prøver at være en god far, en god ægtemand. I vores lille familie er det mig der græder. Der er heldigvis gode perioder med dårlige dage, men det har i lange tider været dårlige perioder med enkelte gode dage.

Først blev Casper anerkendt for sit arbejde og konsekvenserne herved af Forsvaret. Det gav ro og overskud, at Forsvaret som arbejdsgiver havde Caspers ryg. Men så snart sagen overgik til Ankestyrelsen gik det galt. Forsøgergrundlaget er væk, og alt han har fået af anerkendelse er væk.

– Rigtig mange kommer dertil, hvor de giver op. Jeg har valgt selv at betale mine advokater, for det er så stor en sag, der betyder så meget for mig. Så har jeg heldigvis fået fri proces, fordi nogen i systemet kan se, at det her er forkert. Men det er sgu op ad bakke. For den ene del af systemet giver gerne anerkendelse, men den anden del trækker modsat, siger Casper.

– Der burde der være nogen, der har lidt mere hjerte og indsigt. En minister eller andet, der må sige, at det her er forkert. Vi må og skal anerkende vores soldater og psykisk syge. Ingen skal gennemgå det her. Jeg ønsker det ikke for min værste fjende, slår Casper fast.

Tør ikke tænke på et nederlag mere

Nu er sagen sat i Højesteret og Casper skal med sin advokat kæmpe for både ham selv, men også for fremtidens veteraner. Sager i Højesteret danner præcedens for fremtiden, så der er meget på spil.

– Jeg ser frem til det på den måde, at det er spændende. Min advokat siger, der er en god sag. Vi har fået fri proces. Der står 3-3 i afgørelse. Selv advokaten fra Ankestyrelsen siger, at havde det været menneskeligt var den stoppet ved byretten, for de er ikke i tvivl om at jeg er blevet syg af Afghanistan. Men der er en lovgivning, der kan bøjes på to måder. Jeg tror, at min advokat har fem flyttekasser på det her. Det her med at se frem til noget, der har taget så lang tid og bølget så meget. Man kommer dertil at det bare skal overstås. Man frygter det værste og håber det bedste, forklarer Casper.

– Hvad der sker hvis det går galt tør jeg ikke tænke på. Det er i familiens skød. Forhåbningen er at det går så godt, at det ikke er nødvendigt. Men min advokat har været der, hvor vi skal overveje hvad der skal ske hvis det går galt. Men det kan jeg slet ikke tænke på, siger Casper.

– Før har jeg kunnet holde det i periferien, men nu står det helt inde ved ansigtet. Nu er det knald eller fald. Det tog min tidligere advokat syv år og hun har kæmpet med næb og klør. Hun måtte ikke komme i Højesteret, så jeg har fået en ny advokat med en del erfaring i det her. Han har kæmpet sager for veteraner. Han har vundet en sag, der gør, at man netop ser anderledes på disse sager. Han har vundet for veteraner, hvor det er belyst, at det er systemet der tager fejl. Det er ikke lovtekst, det er menneskeligt, siger Casper.

Hverdagen med PTSD er svær

Det kommer næppe bag på nogen, at en hverdag med PTSD er svær. Det er den også for Casper, der har fået tilkendt førtidspension efter en tur gennem beskæftigelsessystemet.

– Jeg har været fleksjobber og gennem hele jobcenterets palette af ikke spiselige ideer. Jeg er førtidspensionist og forsøger at finde indhold i livet og få en hverdag til at gå. Vi har et dejligt hus. To dejlige hunde. En datter på 9, en papdatter på 21 og en dejlig kone. Jeg kan ikke forsørge min familie som tidligere, forklarer Casper.

Det er tydeligt at mærke på Casper, at det kommer tæt på. At det ikke er rart at tale om, endda slet ikke til en journalist. Men han gør det, fordi han vil kæmpe for andre veteraner. Særligt når det kommer til hans familie, kommer der dug på ruderne hos Casper.

– Jeg har en datter, der slet ikke forstår, hvad der sker. Jeg kan ikke fortælle hende, at jeg tog af sted på arbejde og blev syg. For det vil systemet ikke anerkende. Hvordan skal jeg forklare en pige på ni år hvordan det her fungerer? Det kan man jo slet ikke, siger Casper og synker en klump.

– Når min datter fortæller om, hvad hendes far laver, så siger hun at mit arbejde er at gå på jagt eller ordne ting ved huset. Det er da helt vildt trist, at det er sådan det er. Jeg bliver ked af det, når hun siger det. For ja, det er de ting, jeg laver nu. Men jeg ville gerne forklare hende hvorfor – og kunne vise hende en anerkendelse. Men den har systemet taget fra mig, siger Casper.

– Jeg kan ikke lave aftaler. Eller det kan jeg, men det er altid med et ”måske”. For jeg har gode dage, men jeg har også dårlige dage. Jeg kan have en nat, hvor jeg drømmer om raketangreb og sårede kammerater. Så kan jeg ikke tage af sted. Så skal jeg bare være hjemme. Det er utilregneligt og svært. Men det ved mine venner og familie heldigvis godt, forklarer Casper.

Politiker: Samfundets forståelse er afgørende

Karsten Byrgesen er blevet dybt rørt af Caspers sag. Han blev det også flere gange under samtalen, hvor han sad stille ved siden af Casper. Bare som en tryghed. Som krigsveteran forstår han følelserne, oplevelserne og skaderne. Som politiker er han ikke i tvivl om, at noget er galt med systemet, når en mand som Casper ender, som han gør.

– Samfundets forståelse er afgørende. For man kan ikke se, at Casper fejler noget. Det er det, der er svært at forstå, hvorfor det måske er svært for Ankestyrelsen at anerkende. Havde han mistet begge ben, var det tydeligt, men det her foregår indeni soldaten her, det holder hele livet. Hans skade er der for evigt, siger Karsten Byrgesen.

– Det her er helt sort. Det er småpenge. Vi skal ikke diskutere om forsikringen virker eller ej. Hvis noget sker, så skal der altid være nogen til at hjælpe. Vi har som samfund selv sendt Casper afsted. Så må vi tage konsekvenserne med, fortsætter Karsten Byrgesen.

– De mennesker der bliver sendt ud og kommer hjem efter tjeneste i en krigszone. De oplever traumerne, de bliver mere tydelige og mere klare jo længere væk. Casper har været befalingsmand, det har lykkedes ham at undertrykke det indtil nu. Det her er forfærdeligt. Hvorfor kan Ankestyrelsen ikke se det? Man gør dem simpelthen uret, lyder det fra Karsten Byrgesen.

– Det skræmmende er den manglende anerkendelse. Der er en mand, der er meget syg, for det er han. At de bare siger, at der er en tidsmæssig grænse der gør at man ikke mener det hænger sammen. Det her er regel over menneske. Der er en styrelse der for alt i verden vil undgå den her sag. Det her er bare en dråbe i havet, lyder det afslutningsvist fra Karsten Byrgesen.

[bsa_pro_ad_space id=6]