Det 20. århundrede blev et særdeles konfliktramt århundrede, hvor intet mindre end to verdenskrige henlagde store dele af verden i ruiner og hvor millioner af mennesker blev slået ihjel. Europa var begge gange det største brændpunkt, hvor Tyskland som kontinentets store og stærke nation blev omdrejningspunktet for konflikterne. Hvor årsagerne til første verdenskrig kan forekomme mere omtågede og diffuse, for det var en krig få forventede eller kunne forklare årsagerne til, så var anden verdenskrig især ideologiernes krig.
Fællestrækket for disse ideologier var, at det enkelte menneske var ubetydelig og undværlig. For man dyrkede staten over alt andet. Men ikke mindst statens ledere, der blev transformeret til guddommelige skikkelser, højt hævet over almene mennesker. En del har den opfattelse at anden verdenskrig primært startede på grund af nazisterne i Tyskland og deres agressioner. Men det er en forsimplet forklaring. Årsagerne er mere komplicerede. En er den første verdenskrig, der efterlod Tyskland som et ydmyget og forgældet land. Især franskmændene nød sejrsrusen og krævede økonomiske konsekvenser for tyskerne. Resultatet blev, at tyskerne i 1920’erne blev fattige, inflationen eksploderede og arbejdsløsheden fulgte med. Dette blev grobunden for den tilslutning til det nazistiske parti, der i 1930’erne gjorde at tyskerne stemte Hitler til magten. På trods af, at man i Tyskland indførte demokratiet efter første verdenskrig, endte tyskerne med at stemme på en diktator. Weimar-republikken blev et sørgeligt eksempel på et fejlslagent demokrati.
Konflikterne lurede mange steder. Datidens brændpunkter var typisk nationalistiske. Det handlede om tilhørsforhold, sprog og kultur. Ganske som konflikten der i dag ulmer i Ukraine. Sovjetunionen opstod som en konsekvens af den russiske revolution. Det gamle Zar-rige blev overtaget af kommunisterne, der opbyggede en stærk ideologisk stat, hvor ikke kun Rusland, men også de omkringliggende folkeslag blev indlemmet i den kommunistiske verdensrevolution. Fra 1917 og frem til Sovjetunionens kollaps i 1991 herskede der en udbredt, russisk selvforståelse, hvor ikke mindst Stalins enorme flytning af store befolkningsgrupper betød, at der kom til at bo mange russere i andre lande end Rusland. Således også i de baltiske lande, der blev indlemmet i NATO efter at kommunisterne mistede magten og Sovjetunionen forsvandt. De konflikter vi i dag ser med Rusland og Putin handler i høj grad om geopolitisk selvforståelse og nationers placering i historien. Men de handler også om de etniske folkeslag. Ikke kun om retten til jord.
Danmark havde efter 1864 mistet Sønderjylland. Grænsen var trukket ved Kolding. Men som en konsekvens af første verdenskrig gik den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, i spidsen for fredsforhandlinger der skulle løse problemerne med etniske mindretal rundt omkring i Europa. For Danmarks vedkommende betød det danskerne i det dengang nordligste Tyskland. Ved en folkeafstemning i disse regioner stemte Sønderjyderne sig selv hjem til Danmark, mens resten ønskede at forblive tyske. I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Den dansk-tyske problemstilling blev derfor endeligt løst på en fredelig måde. Det nationale og etniske kan udløse enorme følelser og deraf handlinger.
Det er ikke kun Rusland, der ser med nationalistiske øjne på deres geopolitiske problembørn. Også Kina er svært optaget af det samme emne. Her er det Taiwan, Korea, Mongoliet og Hong Kong. Igen er det nationalistiske og etniske årsager, der driver konflikterne. Kommunisterne overtog i Kina et kæmpe territorium der under diktatoren Mao oplevede en ekstrem fattig og langvarig krise. Men efter at kineserne i 1980’erne begyndte at omfavne kapitalismen og fik en særlig kommunistisk kapitalisme, har Kina udviklet sig til en økonomisk supermagt. Man producerer og eksporterer i dag massivt til de vestlige lande. Samtidig fastholder man et antidemokratisk statssystem og en stærk militær magt.
Det 20. århundrede blev det amerikanske århundrede. For både første og anden verdenskrig efterlod de tidligere kolonimagter i Europa i ruiner. Amerikanerne førte krig udenfor deres eget territorie, og deres produktionsapparat forblev intakt, mens Tyskland, England og Frankrig blev smadret af især anden verdenskrig. Da den sluttede blev der behov for genopbygning. Det skete med amerikanske dollars. Det verdensherredømme som amerikanerne opbyggede blev et kapitalistisk eventyr, hvor den amerikanske, kulturelle indflydelse blev spredt ud over de vestlige lande. Da den kolde krig i slutningen af 1940’erne var en realitet, opstod der reelt to supermagter, USA og Sovjetunionen. Helt frem til Sovjetunionens kollaps i 1990’erne definerede konflikten mellem øst og vest verdenshistorien. Truslen om en altødelæggende atomkrig hvor interkontinentale missiler kunne udslette jordens befolkning mange gange var en fast del af hverdagens trusselsbillede.
Efter at den kolde krig sluttede opstod der en udbredt naivitet og et vakum i den sikkerhedspolitiske virkelighed. Ingen vidste hvad der skulle ske med de sovjettiske stater, der havde opløst sig selv. De baltiske stater var hurtige til at få fjernet sig fra Rusland og er i dag indlemmet i NATO. Polen genopstod som en selvstændig buffer midt i Europa, og fungerer som nationen mellem øst og vest. Her skal man huske på at Polen efter anden verdenskrig blev til et mærkeligt sammensat resultat af Stalins krav om sikkerhed mod Tyskland. Derfor blev en del af Tyskland indlemmet i Polen. Samtidig havde Sovjetunionen nappet en del af det østlige Polen. Og på ægte stalinistisk maner fik man tvangsflyttet befolkningsgrupper.
De brændpunkter vi ser i verden i 2022 skal ses i et historisk lys. Netop det 20. århundredes kamp om verdensherredømmet, samt de nationale og etniske konsekvenser heraf, har skabt et usikkert grundlag for fred. Hvor vesten i dag puster sig op til konfrontation med Rusland og Kina ud fra en universel ideologi om demokrati, så ser disse supermagter ikke USA, EU eller NATO som andet end agressorer, der vil diktere nationale og etniske vilkår på deres vegne. Og hvor vi i den daglige formidling i vesten løbende bliver tilbudt den opfattelse, at det er Rusland og Kina, der er ude på ballade, så ser formidlingen helt anderledes ud hos dem. Potentialet til store og ødelæggende konflikter er derfor tilstede. Men vesten er slet ikke i stand til at klare en konflikt. USA er ikke længere den dominerende verdensmagt, de var i 1990’erne. Det blev segmenteret med Donald Trumps præsidentembede, der endegyldigt afsluttede forestillingen om amerikansk storhed.
Både kineserne og russerne har også opdaget dette. De øjner nu deres chance for at genindtage en mere betydningsfuld rolle på verdensscenen. Samtidig har de også interne forhold at tage hensyn til, hvor en stor befolkning skal holdes under kontrol og forsynes med varer. Derfor vil et historisk tilbageblik på det 20. århundrede være nødvendig for de vestlige politikere, der ikke lader til at have forstået, hvad de er oppe imod. Når Putin slår fast, at han har trukket en streg i sandet i forhold til Ukraine, så skal man tage det alvorligt. Han – og rigtig mange andre russere – opfatter det forhenværende Sovjetunionens geografi som deres baghave. Vestlige forestillinger om at der er en demokratisk dagsorden for hele verden er forfejlet. For Kina og Rusland er magter, der råder over et stærkt militær og en mulighed for udslette jordens befolkning i en atomkrig. Derfor kan vi meget nemt ende med at en ny kold krig er ved at tage form.
2022 kan blive skelsættende for, hvordan styrkeforholdet mellem USA, EU, Nato, Kina og Rusland bliver afklaret. For vesten kan ikke vinde en konflikt med hverken militær magt eller økonomiske sanktioner. Det har ikke mindst den kinesiske succes på den kapitalistiske scene tydeliggjort for enhver.
