Nye Borgerlige og Enhedslisten i Middelfart i byrådssalen rejst en række problemstillinger omkring Brobygning Middelfart, der deler medarbejdere med kommunen og Brobygning, og ligeledes er der en medarbejder ansat, som er udlånt fra Jysk Fynske Medier til Brobygning. Det giver problemstillinger, som man blandt andet kan se i en række fakturer som Jonas Jensen (Nye Borgerlige) og Lasse Schmücker (Enhedslisten) har vist til Danske Digitale Medier A/S.
Spisebordet hjemme hos Lasse Schmücker er propfyldt. Der ligger den ene faktura efter den anden, hvor det er nøje opdelt, hvem fakturaerne er til. Fælles for fakturaerne er, at de er faktureret fra firmaer til Brobygning Middelfart. Der ligger blandt andet en håndskrevet papirseddel, hvor der er overblik over fakturaerne, som er sendt fra Jysk Fynske Medier til Brobygning.
Historien med Jysk Fynske Medier og Brobygning startede i august 2020. Der blev Anders Baagland præsenteret i en stilling, der skulle skabe kontakter mellem erhvervslivet og mediehuset, Jysk Fynsk Medier, der blandt andet ejer Melfar Posten og Fynske Stiftstidende. Hensigten var at knytte erhvervslivet og mediehuset tættere sammen, men den konstellation undrer Schmücker og Jensen sig over.
– Man kan blive i tvivl om, hvilken kasket han har på, og man kan tænke om Fyens Stiftstidende kan være den vagthund, som pressen vil være. Vi har oplevet flere gange, hvor de ikke har rørt kritiske historier. Man kan undres over hvorfor, når der er et samarbejde med JFM og Brobygning Middelfart, der er et kommunalt foretagende, som får tre millioner kroner i årlig støtte fra Middelfart Kommune, siger Lasse Schmücker.
Månedligt ryger der fakturaer fra Jysk Fynske Medier på 25.000 kroner til Brobygning. De dækker over den ydelse, som Anders Baagland yder til Brobygning. I tilgift er der fakturaer på kampagner, der typisk er lavet i forbindelse med folkeskolernes ferier i et forsøg på at fremme turismen i Middelfart. En faktura viser blandt andet, at der i oktober 2021 er en faktura på 42.846 kroner på en efterårskampagne, og i juli er der en faktura på 37.323 kroner. Derudover er Brobygning Middelfart partner til konceptet Byens Bedste, der arrangeres for at hylde det lokale handelsliv. Arrangøreren er Jysk Fynske Medier, der i den forbindelse har indgået et sponsorat med Brobygning på 10.000 kroner.
– Vi undrer os gevaldigt over, hvordan der kan sidde en, som er ansat af Jysk Fynske Medier i Brobygning og så indgå samarbejdsaftaler med dem. Det synes vi er et forkert signal at sende. Lad os sige, at Brobygning havde en ansat, som de deler med Jyllands-Posten, og vedkommende så pludselig kører på i Jyllands-Posten med kampagner, og indgår samarbejdsaftaler med dem. Så har vi samme problemstilling, forklarer Lasse Schmücker.

Habilitetsspørgsmål
Ved flere byrådssager har Enhedslisten og Nye Borgerlige fremsat et punkt vedrørende netop Middelfart Kommunes aftale med Brobygning Middelfart. De to partier ønskede at få ændret aftalen, men det var der ikke flertal for. Enhedslisten og Nye Borgerlige fik opbakning fra Venstre, men er flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod forslaget.
– Direktøren i Brobygning Middelfart refererer til Kommunaldirektøren, som også er tilforordnet Brobygning Middelfarts bestyrelse. Derfor kan der opstå forvirring om, hvilke kasketter parterne har på. Der er habilitetsspørgsmål i forhold til dem, der er involveret i Brobygning, sagde Jonas Jensen.
Han refererede blandt andet til habiliteten i, at Anders Baagland, der er ansat hos Brobygning Middelfart, ligeledes er ansat af Jysk Fynske Medier. På den måde kan der opstå interessekonflikter. Jonas Jensen ser det også en komplikation i, at Lene Lawaetz deles mellem Brobygning Middelfart og Middelfart Kommune, da der kan opstå tvivl om, hvem Lawaetz egentlig repræsenterer.
Indstillingen til Nye Borgerliges og Enhedslistens forslag lød på:
- At den sidste del af beslutningen fjernes fra Start ” Direktøren for udvikling Middelfart” og som slutter med ”del af driftstilskuddet.”
- At driftstilskuddet til Brobygning Middelfart, fortsat fratrækkes Direktørens løn indtil udlånsaftalen er bragt til ophør.
- At det fremadrettet er forvaltningen, som det er praksis, der administrerer evt. udlånsaftaler.
- At forvaltningen snarest indleder forhandlinger med bestyrelsen i Brobygning Middelfart om afvikling af udlånsaftalen.
- At udlånsaftaler kun forekommer i sjældne tilfælde, og hvor det giver mening, som f.eks. kunne være kritisk infrastruktur
- At udlånsaftaler er tidsbegrænsede og af kortere varighed
Forslaget var ifølge sagsbeskrivelsen tilpasset et ændringsforslag, som Venstre og Socialdemokratiet var kommet med på et tidligere byrådsmøde, men der var ikke enighed blandt partierne, da der skulle stemmes. Dog valgte Venstre at bakke om Nye Borgerliges og Enhedslistens nye forslag.
– Venstre kom med et ændringsforslag, der minder om det fremlagte fra Nye Borgerlige og Enhedslisten. Vi bakker op om det nye forslag, sagde Regitze Tilma (Venstre).
Ændringen fik dog ikke Socialdemokratiet til at bakke op om forslaget.
– Vi holder fast i vores beslutning om at stemme imod. Vi har tiltro til Brobygnings direktør og Steen Vinderslev (kommunaldirektøren, red.), sagde Kaj Johansen (Socialdemokratiet)
Efterfølgende skulle forslaget til afstemning.
Det endte med, at ni stemte for og 14 stemte imod, og dermed blev det ikke vedtaget.