Lasse Svan spillede torsdag sin sidste landskamp. Til sommer indstiller han karrieren, og allerede nu har man kunnet mærke, at han synger på sidste vers, da han blev hyldet til træningskampen mellem Danmark og Polen.
Svans præstation til den følelsesladede kamp vil ikke blive husket. Langtfra endda. Han udtalte selv følgende til TV 2 efter kampen, hvor han lavede to mål på fem forsøg.
– Jeg sagde til Nikolaj Jacobsen under en timeout, at de kunne sætte en træklods derind, og så ville jeg også ramme den. Men publikum ville det anderledes, og tak til dem for dét.
Den 38-årig højre fløj er blevet et synonym med herrelandsholdet i håndbold, hvor han fik debut i 2003, og efter gårdagens kamp nu er oppe på 246 kampe og 572 mål. En imponernede bedrift af Svan, der forinden havde spillet 47 U-landskampe og lavet 141 mål, og på Y-landsholdet blev det til 22 kampe og 55 mål.
Slutrundedebuten fik Lasse Svan i 2009, og med undtagelse af EM 2020, har været med til alle slutrunder siden. Dermed nåede Lasse Svan op på 15 slutrunder, hvor meriterne taler for sig selv. To gange med Lasse Svan på holdet har Danmark vundet VM-guld, mens det er blevet til én gang OL-guld og EM-guld. I VM-regi er ydermere blevet til to sølvmedaljer, og derudover det blevet til en enkelt OL-sølv og en enkelt EM-bronze.
Til at starte med i landsholdsregi stod han lidt i skyggen af Hans Lindberg, der var førstevalget, men som årene gik blev Lasse Svan det fortrukkende valg. Da herrelandsholdet for alvor begyndte at brage igennem i Svans landsholdstid var det ved VM i 2011, hvor Lindberg blev døbt Hans Majestæt, men under Gudmundur Gudmundsson og Nikolaj Jacobsen fik piben en anden lyd, da det var Svan, der spillede de afgørende minutter.
Uanset hvad, har Svan dog altid været holdets mand, både på og udenfor banen. Han har aldrig brokket sig, og været en, der er vigtig at have i omklædningsrummet. Det understreges specielt af episoden i den vilde VM-kvartfinale mellem Danmark og Egypten, hvor Nikolaj Jacobsen koldt sagde: “Og så afgør du det, min ven.” Det skete i forbindelse med, at Jacobsen sagde til spillerne, hvordan rækkefølgen skulle være i straffekastkonkurrencen, der skulle afgøre kampen.
Og afgjorde det, det gjorde han. Svan satte iskoldt bolden i mål, og det er et moment, som står helt klart som et af de mest tydelige i Lasse Svans landsholdskarriere, som torsdag aften var forbi. Inden da havde han modtaget Royal Arenas hyldest, og var blevet taget med bukserne nede, da Nikolaj Jacobsen med kort tid tilbage af kampen forlangte timeout. Ikke for at komme med taktiske inputs, men for at hylde Lasse Svan, som til at starte med ikke måtte gå ind i klyngen. Straks begynder Jacobsen og resten af danskerne at klappe, og så fik Svan den rørende hyldest, som han havde fortjent, efter at have aftjent sin værnepligt i rød og hvid.