Danmark udspillede Slovenien i anden halvleg, og er klar til mellemrunden ved EM med maksimum point.
Efter en forholdsvis overkommelig opgave i den første kamp mod Montenegro skulle Danmark i ilden igen lørdag aften, men optakten til kampen var ikke som ventet. Jannick Green afleverede en positiv test og kunne derfor ikke glide ind i truppen, og det var derfor fortsat Kevin Møller, der var med som gardering for Niklas Landin i målet.
Foruden den positive test af Green, var der flere ting ,som ikke var som præsten havde prædiket. Sloveniens højre back, Jure Dolenec, der til dagligt spiller i FC Barcelona, sad ude med en skade, og det svækkede slovenerne markant til opgøret.

Forinden opgøret mellem danskerne og slovenerne vandt Montenegro overraskende mod Nordmakedonien, og det betød, at danskerne med en sejr ville være sikker på deltagelse i mellemrunden med maksimum point. Det gav opgøret et endnu mere spændende perspektiv, da en dansk sejr vil betyde, at spillere som Mikkel Hansen og Mathias Gidsel ville kunne få et kærkomment på mandag.
Danskerne var knivskarpe fra start. 4-2 var stillingen efter seks minutter, og der var mulighed for at komme foran med tre, men chancen blev misbrugt, og i stedet åd Slovenien sig ind i opgøret. Det danske angrebsspil sad ikke helt i skabet, og Mathias Gidsel lavede flere fejl end vanligt, mens Niklas Landin heller ikke havde det forventede antal redninger i målet.
Slovenien fik udlignet til 4-4, og kortvarigt lykkedes det slovenerne at komme foran 8-7. Offensivt gjorde storskytten, den tårnhøje Borut Mackovsek , ondt på danskerne. Derfor blev der rokeret rundt i det danske forsvar, da Slovenien specielt angreb på Gidsels noget mere klejne fysik. Den danske højre back kom til at være i direkte dueller med Mackovsek og det slovenske stregmonster Borut Blagotinsek.

Mads Mensah lagde sig over på Gidsels forsvarsposition, og det gav pote. Danskerne fik sat en prop i den slovenske defensiv, og i målet begyndte Landin at tage fra. Danmark erobrerede føringen tilbage, og endte med at gå til pause foran 16-14.
I anden halvleg var der slet ingen tvivl om, hvem sejren tilhørte. Niklas Landin storspillede og nåede op på i alt fire straffekastredninger. I de første ni minutter af anden halvleg lukkede danskerne blot et mål ind, og suveræniteten blev understreget af, at danskerne i flere perioder spillede uden Mikkel Hansen.

Alligevel trak Nikolaj Jacobsens mandskab fra. Bagkæden med Rasmus Lauge, Mads Mensah og Mathias Gidsel gjorde hvad der passede dem, og defensivt holdt Simon Hald og Magnus Saugstrup styr på slovenerne.
Hen mod slutningen af kampen kom Hansen igen på banen, og med to mål i sidste minut sikrede Danmarks nummer 24 de rød-hvide en sejr på 34-23, som betyder, at Danmark i suveræn stil er klar til mellemrunden.