Det fortæller områdechef Michael Ebbesen fra Vejdirektoratet:

– Helt overordnet har vi fået rigtigt fornuftige tilbud på de mange forskellige opgaver, siger han.

– Formålet med udbuddet er at sikre, at det overordnede vejnet bliver drevet og vedligeholdt til den aftalte kvalitet, og at det sker på basis af en god konkurrence om opgavevaretagelsen. Og det mener vi er tilfældet med dette licitationsresultat. Der har været en god konkurrence mellem tilbudsgiverne i udbuddet, og det er vi meget tilfredse med

Helt konkret er Vejdirektoratet klar til at indgå 116 aftaler med virksomheder, der skal stå for den løbende drift af statsvejene og dermed løse så forskellige opgaver som for eksempel renholdelse, reparationer af asfaltbelægninger og skilte, drift af signal- og trafikledelsessystemer, græsslåning og mindre reparationer af bygværker samt saltning og snerydning af stier og rastepladser.

Den samlede årlige tilbudssum er landet på knap 300 millioner kroner. Aftalerne er dog skalérbare, så der er en mulighed for, at den samlede omsætning lander på et højere beløb.

De vindende virksomheder er netop offentliggjort på Vejdirektoratets leverandørportal, og efter en såkaldt ”stand still” periode på 10 dage, agter Vejdirektoratet at indgå kontrakter med virksomhederne.

Som noget nyt fokuserer kontrakterne på bæredygtighed, både i form af hvordan vi gennemfører driften af vores grønne arealer, så der skabes mere biodiversitet, og muligheden for at indføre CO2-reducerende tiltag.

– Vi har i Vejdirektoratet stor fokus på vores opgave med at medvirke til den grønne omstilling, fortæller Michael Ebbesen.

– Af samme grund vil vi have stor fokus på bæredygtighed i forbindelse med planlægningen og udførslen af de konkrete driftsopgaver. Vores kontrakter rummer oplæg til driftsopgaver, der både skal øge biodiversiteten langs vejene og give mulighed for at fremme CO2-reducerende tiltag, så vi hele tiden kan få løst opgaverne på en bæredygtig og klimavenlig måde.

Der vil være nye leverandører på mere end halvdelen af de mange aftaler, hvilket tyder på der har været en tilfredsstillende konkurrence om opgaverne.

– Det ser ud, til at der har været en god interesse om de mange opgaver, og vi kan se, at der kommer nye aktører på mange af aftalerne. Vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med de mange aktører om opgaverne, som skal holde de store veje i god stand – veje der binder landet sammen og er utroligt vigtige for det danske samfund. siger områdechef Michael Ebbesen.

En del af driftsudbuddet har omfattet drift og vedligehold af statens ca. 300 trafiksignalanlæg. Anlæggenes performance har en stor indflydelse på den samlede trafikafvikling.

Derfor har Vejdirektoratet et stort fokus på at vedligeholde trafiksignalanlæggene, så trafikken afvikles bedst muligt. Det daglige fokus på overvågning og udbedring af fejl i trafiksignalanlæggene medvirker til at sikre et godt trafikflow, unødige forsinkelser og dermed en begrænsning af CO2-udledningen.

Se det samlede licitationsresultat på Vejdirektoratets leverandørportal.

Fakta

Der er cirka 3800 kilometer statsvej i Danmark.

Udbuddet rummer 116 aftaler fordelt på 13 forskellige fagområder.

De nuværende aftaler udløber ved årsskiftet 2021/22. Dog udløber kontrakterne om vintertjeneste på stier og rastepladser først den 30. juni 2022.

I alt modtog Vejdirektoratet 335 enkelttilbud fra 35 bydende virksomheder. Herudover blev der givet 46 kombinationstilbud med rabat for samlet overdragelse af kombinationen.

Kontraktperioden er 4 år med mulighed for at kunne forlænge hovedparten af aftalerne til en samlet varighed af helt op til 6 år.

Der er udbudt følgende driftsopgaver:

· Vejmandstilsyn
· Renhold af arealer og udstyr
· Drift og vedligeholdelse af afvandingssystemer bl.a. rabatter, grøfter og brønde
· Drift af sideanlæg og toiletbygninger mv.
· Drift af beplantning
· Reparation af asfaltbelægninger
· Genmarkering af kørebaneafmærkninger
· Reparation af autoværn og skilte
· Vintertjeneste på stier og rastepladser ‘
· Drift af pumper
· Drift af fartvisere
· Drift af trafikledelsessystemer
· Drift af vejbelysning
· Mindre reparationer på bygværker
· Drift af signalanlæg
· Drift af tunnelbygværker og -installationer

Skriv en kommentar