Danmark tabte EM-semifinalen til Spanien, og nu er det op til de danske stjerner at vise deres værd i mere end en forstand mod Frankrig.

De to forhåndsfavoritter i begge semifinaler blev sendt ud. Danmark blev taktisk overmatchet af Spaniens offensive forsvar, som danskerne ikke kunne finde en løsning på. Det til trods for, at der blev forsøgt med alt lige fra lynhurtige Jacob Holm til syv mod seks, men intet ville lykkedes.

Det er sjældent set, at danskerne bliver slået taktisk. I OL-finalen spillede Danmark heller ikke særlig godt, men den måde spanierne besejrede Danmark på er på en facon, som ikke er set meget længe. Danskerne virkede rystede, og spillede forbavsende usikkert, siger sportsreporter på Danske Digitale Medier A/S, Patrick Viborg Andersen og fortsætter:

– Vi må tage hatten af Spaniens præstation. Det er deres fjerde EM-finale i træk. Det er ikke set siden Sveriges storhedstid, og det aftvinger stor respekt. Man skal også have stor respekt for danskernes præstation på det generelle plan. Det er den tredje semifinale i træk ved et mesterskab på under et år. Det er en svær mental udfordring i en håndboldverden, hvor kampprogrammet nærmest bliver mere opslidende for hver sæson, der går.

At Frankrig nu er modstanderen i bronzekampen er en kærkommen revanche mulighed for danskerne.

– De danske stjerner vil være opsatte på at besejre franskmændene, som vandt over Danmark i mellemrunden. Dengang sad Magnus Saugstrup, Mikkel Hansen og Mathias Gidsel helt ude – det kommer de ikke til søndag eftermiddag. De vil være opsatte på at vise, at de kan vinde over Frankrig, og at kampen mod Spanien var en enlig svale. Derudover skal man også huske på, at kampen formentlig er den sidste landskamp i Lasse Svans karriere, og de danske spillere vil gøre alt for, at han slutter af med en medalje, slutter Patrick Viborg Andersen.

Bronzekampen mellem Danmark og Frankrig spilles klokken 15:30.