Tirsdag var der atter spørgetime med Statsministeren i Folketinget, og atter en gang handlede det om Ukraine og krigen der lige nu raser. Spørgsmålene fra partilederne drejede sig om alt fra varmeregninger til EU-engagement i Afrika og folkeafstemning.

Spørgetime i Folketinget er altid en begivenhedsrig oplevelse, særligt for politiske nørder. Her er plads til spørgsmål fra partilederne, spørgsmål som statsminister Mette Frederiksen i større eller mindre grad kan svare på. Tirsdagens spørgetime var ingen undtagelse, men det var ikke mange forskellige temaer der fyldte. Ukraine-krigen fylder, af naturlige årsager, rigtig meget. Det gør sig gældende både i statsministerens beretning og i de spørgsmål, der blev rettet imod hende.

– Det er en heftig tid at være menneske, og det er en heftig tid at være politiker i, lød det blandt andet fra Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, da hun skulle stille spørgsmål til statsministeren. Dette er meget rammende for den igangværende periode i dansk politik, hvor man gik fra to års corona-krisen direkte over i en krig på europæisk jord.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, brugte sin spørgetid på dels at spørge til de borgere i Danmark, der nu oplever højere energipriser – og endte med et klassisk Venstre-spørgsmål: Om nu ikke statsministeren ville love et skattestop. Men det ønsker statsministeren ikke at garantere.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, brugte tiden på at spørge ind til den folkeafstemning, som regeringen med et flertal af midterpartierne har vedtaget. Statsministeren slog gentagende gange fast, at hun ønsker både EU og NATO, selvom Morten Messerschmidt frygter, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet kan betyde en splittelse i NATO.

Spørgetimen i Folketinget giver alene mulighed for partilederen til at stille spørgsmål til statsministeren. Det er på forhånd ikke kendt af statsministeren hvilke spørgsmål der kommer. Dette er i modsætning til spørgetiden, der foregår om onsdagen. Her kan alle medlemmer af Folketinget stille spørgsmål til samtlige ministre i regeringen. Her er alle spørgsmål altså kendt på forhånd.