Simon Emil Ammitzbøll-Bille stopper i Folketinget efter næste valg, hvor han har været løsgænger, siden han meldte sig ud af Liberal Alliance i 2019.
Han har tidligere blandt andet været medlem af Radikale Venstre og Liberal Alliance, og senest stiftede han partiet, Fremad, som efter knap et år i den politiske arena blev nedlagt. Han havde en ambition med partiet om ’’at gøre op med nationalkonservative bølge i blå blok’’, men han måtte sammen med medstifteren, Christina Egelund, se i øjnene, at projektet ikke havde fået den ønskede opbakning. De blev udfordret af nye partier, og den tidligere økonomi- og indenrigsminister havde også svært med at balancere familielivet med den politiske karriere.
Han har siden nedlæggelsen af partiet været løsgænger, og i den forbindelse har han heller ikke lagt skjul på, at han har været tættere på udgangen end på indgangen til Borgen.
– Allerede da vi nedlagde partiet Fremad, tænkte jeg, at nu var det nok også ved at være tid. Men sådan en beslutning skal man ikke bare træffe. Det skal man lige lade bundfælde sig, siger han.
Han begrunder stoppet med, at han havde svært ved at se, hvilket parti, som han skulle stille op for. Derudover mener han, at han har aftjent sin samfundsmæssige værnepligt, og i stedet vil han prioritere familielivet højere end tidligere.
Den 43-årige politiker har været en stor aktør inden for den politiske scene, hvor han var tæt på at blive Liberal Alliances nye formand, efter Anders Samuelsen mistede sit folketingsmandat og gik derefter af som formand. Han kunne dog ikke skabe den nødvendige opbakning til sit kandidatur, og han var også utilfreds med Alex Vanopslaghs politiske linje, hvilket resulterede i et exit fra partiet.

Han formåede at have en stor indflydelse på den danske lovgivning, idet han var økonomi- og indenrigsminister i fire år. Her nåede han at samarbejde med nuværende viceborgmester i Fredericia, Susanne Eilersen. Hun var nemlig folketingsmedlem i samme periode, og hun erindrer samarbejdet med Ammitzbøll-Bille.
– Vi var et stykke fra hinanden, hvis man betragter det fra et politisk perspektiv. Men vi havde stadig et godt samarbejde, hvor vi var gode til at indgå kompromisser. Vi havde fortrolige samtaler, og han er derfor også en, man kan stole på, siger hun.
Hun var med til at ændre valgloven i fællesskab med den tidligere Liberal Alliance-politiker, hvilket var længe under opsejling. Nogle love kræver ifølge Susanne Eilersen at blive opdateret og forholde sig til en moderne kontekst, og derfor er hun stolt over, at hun blandt andet samarbejdede med Simon Emil Ammitzbøll-Bille, på at ændre på valgloven. Hun er godt klar over, at det måske er en lille ting for mange mennesker, da man ikke tænker over det i hverdagen, men hun synes, at det er ret stort, at hun var med til den aftale. Derudover beskriver hun ham som en minister, der var god til at lytte, at være rummelig og favne bredt. Hun kan dog godt se, at det kan være en udfordring at skifte parti i flere omgange, da den folkelige opbakning til de poliske projekter vil dale.
– Det er ikke let at blive ved med at have danskernes tillid, når man skifter parti flere gange. I Ammitzbøll-Billes tilfælde kom det til udtryk igennem partiet, Fremad, som aldrig formåede at blive en succes. Man skal dog ikke glemme, hvor dygtig en politiker, han er, da han altid sætter sig ind i tingene, slutter hun af med at sige.