Regeringen nedskalerer hurtigtest-kapaciteten fra 500.000 til 200.000 test om dagen og reviderer Danmarks teststrategi i tæt dialog med sundhedsmyndigheder og eksterne eksperter.

Regeringen nedskalerer nu kapaciteten ved de private leverandører fra 500.000 til 200.000 hurtigtest om dagen over de næste to uger.

Derudover vil regeringen tilpasse Danmarks teststrategi for at sikre, at teststrategien fremadrettet matcher det aktuelle stadie i epidemiudviklingen. Det skal ske med inddragelse af og rådgivning fra eksterne eksperter inden for virologi, pandemier og økonomi og i tæt dialog med sundhedsmyndighederne.

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

– Testindsatsen er en konstant balancegang, hvor vi på den ene side skal sikre tilstrækkeligt med testkapacitet, så danskerne har adgang til test, når de har brug for det, og vi undgår lange køer til teststederne. På den anden side koster testindsatsen mange penge, som kunne være bedre brugt et andet sted, hvis ikke der er behov for at teste i ligeså stort omfang. Derfor tilpasser vi løbende testindsatsen, så den matcher den situation, vi står i. Nu er det tid til, at vi igen skruer ned for testkapaciteten – og fra regeringens side er vi klar til at justere yderligere ned, hvis eksperterne vurderer, at det er forsvarligt.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

– Vacciner og nem adgang til test har gennem hele epidemien været vores danske supervåben. Vi er et af de lande i verden, der har testet mest og hurtigt var længst fremme med 3. vaccinestik. Det har afspejlet sig positivt i antallet af indlæggelser, og giver os nu mulighed for at skrue ned for den store testkapacitet og op for selvtest, som er et godt alternativ.

Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns siger:

– Rigtig mange mennesker tester sig selv for corona, og det gør, at vi nu skruer ned for kapaciteten for hurtigtest i testcentrene. Vi har et robust og fleksibelt testsystem, og derfor kan vi reagere hurtigt og tilpasse kapaciteten efter situationen.

Fakta

  • PCR-kapaciteten er i dag på 200.000. Hurtigtestkapaciteten nedskaleres fra 500.000 til 200.000 test om dagen pr. 7. februar 2022.
  • Myndighederne betaler som udgangspunkt kun for det antal hurtigtest, som foretages. I den seneste uge er der i gennemsnit foretaget ca. 390.000 coronatest om dagen, heraf er ca. 200.000 hurtigtest om dagen.
  • Selvtest tilbydes allerede i grundskoler, dagtilbud, i ældreplejen, på sociale tilbud og i sundhedsvæsenet mv., ligesom der fra denne uge er indført selvtest på ungdoms – og voksenuddannelserne. Der er allerede sendt mange millioner af selvtest ud til kommuner og regioner, hvor testene bliver fordelt videre ud.
  • I lufthavnene lukker de offentligt betalte hurtigteststeder fra og med den 1. februar 2022 som følge af, at der ikke længere er krav om test af udvalgte ankomster i forbindelse med indrejse i Danmark.
[bsa_pro_ad_space id=6]