I vesten er der blevet spekuleret meget over virkeligheden i Rusland. Ofte på baggrund af sparsomme oplysninger, gætterier og endeløse tv-indslag med journalister, der taler med journalister. Men bag den russiske facade gemmer der sig en kompliceret verden af intriger og brutal magt, der ikke tillader afvigelser eller kritik. Af samme grund ved man ikke ret meget om, hvad der foregår i Kreml.
Under Sovjetunionens storhedstid var det en særlig kunstart at kunne læse mellem linjerne i Pravda, kommunisternes statsautoritære nyhedsmedie. Her kunne man læse om alle de revolutionære glæder, der sikrede borgerne en perfekt tilværelse bag ved jerntæppet. 5-års planer, 10-årsplaner og andre store planer forsynede befolkningen med lykkelig og veltilpas perfektion. Det som magthaverne gjorde var tilsvarende perfekt, hvis ikke ligefrem genialt. Lederne i dette Sovettiske imperium var ophøjet til guder. Ganske vist var der enorm afstand mellem denne lille elite og resten af befolkningen, men man måtte forstå at de arbejdede på fuld tid på at sikre arbejdernes ve og vel. Samtidig skulle man holde den onde, kapitalistiske fjende i vesten i skak.
Men når den menige russer læste Pravda, så måtte man holde øje med hvem der ikke længere blev nævnt. Mellem linjerne kunne man læse om nogen var faldet i unåde. Partisproget og jargonen var fuld af bombastiske ord og fraser, der meget klart definerede livets rette gang på jord. Forrædere, fjender og andre uønskede elementer blev omtalt som rotter. Josef Stalin forstod dette særlige kommunistiske sprog godt. Han mestrede det. Og han udnyttede det maksimalt til sin egen fordel, hvor han i 1920érne og 1930érne udryddede hele den kommunistiske elite fra revolutionen i 1917. Stalin ønskede ingen konkurrenter. Derfor måtte populære skikkelser fra den russiske revolution forsvinde. Det vil sige personer, der selv var troende kommunister, og som havde gået forrest i de revolutionære kolonner under borgerkrigen.
Stalin var besat af kontrol. Alt hvad han ikke kunne kontrollere, bekymrede ham. På trods af at hans diktatur var topstyret og bygget på terror og brutalitet, så han fjender allevegne. Undervejs i hans styre endte magten på ganske få hænder. Reelt var Stalin enehersker. Han uddelegerede opgaver til en lille gruppe mennesker, der bedst kan betegnes som en bande forbrydere. Også denne forbryderbande kontrollerede og styrede han med hård hånd. Ingen kunne vide sig sikker. For man kunne falde i unåde og ende med en kugle i panden – eller endnu værre – ens famillie kunne blive udryddet. Denne djævelske ondskab holdt alle i skak. Stalinismen blev et modbydeligt eksempel på grusomhed, ondskab og elendighed for millioner og atter millioner af uskyldige mennesker.
Da Vladimir Putin trådte frem på tv-skærmen i februar 2022 og hånede sin efterretningschef foran kameraet, vakte det minderne frem om Stalins skueprocesser i 1930érne, hvor fremtrædende medlemmer af det kommunistiske parti tilstod bizarre forbrydelser. Det gjorde de for at redde deres familier. Selv måtte de acceptere at blive henrettet. Putins magtdemonstration og tydelige arrogance er et tegn på den styreform, der praktiseres i Kreml. Der er mange illusioner om, hvordan Rusland ledes. Og også mange danske politikere udtaler sig besynderligt naivt om forholdene. Eksempelvis når de taler om de russiske oligarker, som om de kan påvirke Putin.
Efter at Putin fik magten ved årtusindeskiftet har han på samme som Stalin arbejdet hårdt på at få kontrol med alt. Han tåler ingen konkurrence og heller ingen kritik. Oligarkerne er kun rige, fordi Putin tillader dem at have penge. Han kan med et fingerknips tage pengene fra enhver oligark. Og det ved disse russiske rigmænd udmærket. Derfor er de ikke nogen form for opposition eller trussel mod Putin. Tværtimod er de en del af hans røgslør, der dækker over den enorme rigdom han har anskaffet sig. Vladimir Putin har gjort både oligarkerne og teknokraterne i det russiske statsstyre til medskyldige. Hvis Putin falder, så gør det også. Derfor har alle på nøgleposterne kun en interesse:
At Vladimir Putin forbliver præsident og leder af Rusland.
Mange af de penge som Putin har hevet hjem til Rusland er blevet investeret i militær isenkram. Det er fordi Putins store ambition er at Rusland bliver en supermagt, sådan som man var det under det kommunistiske styre. Når man analyserer hans taler, hvad hans betroede rådgivere og nære forbindelser giver udtryk for, så er det at Rusland efter deres mening har en retmæssig plads i ledelsen af verden, ved siden af USA. Stort set alt hvad Rusland har gjort sikkerhedspolitisk siden midten af 00érne, har handlet om at få genetableret sig selv som supermagt. Investeringen i teknologi og systematisk manipulation af vestlige ledere har været en af Putins varetegn.
Putins problem er at han mangler noget fundamentalt. Det er den russiske befolkning. Det sovjettiske styre havde en statsreligion og et partiapparat der gennemsyrede alt. Det har det modern Rusland ikke. Der findes ikke partiskoler, der findes ikke lokale repræsentanter for en stærk ideologisk retning. Der findes kun nationalismen, der er centraliseret omkring Putin som den stærke leder. Den menige russer vil have McDonalds, Apple og H&M. Ruslands befolkning vil med andre ord være vestlige. Derfor er invasionen af Ukraine et problem for Putin. For efterhånden som sanktionerne slår igennem og Ruslands BNP falder, vil levestandarden falde. Spørgsmåler er hvor langt ned det skal falde, før den russiske befolkning får nok.
