Hærværket er sket i tidsrummet mellem søndag aften og mandag formiddag på Gravene i Haderslevs centrum, og politiet søger vidner i sagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog mandag anmeldelse om hærværk mod valgplakater på Gravene i Haderslev midtby.

Der var klistret løbesedler fra Den Nordiske Modstandsbevægelse over flere valgplakater, klistret tilsvarende løbesedler op andre steder i området, ligesom en dukke var placeret i et springvand med samme type løbeseddel.

Hærværket er sket i tidsrummet mellem søndag aften og mandag formiddag. Der blev ryddet op på stedet umiddelbart efter, at hærværket blev opdaget. Efterfølgende modtog politiet anmeldelsen.

Politiet har vurderet, at der endvidere kan ligge en trussel i sagen og har startet en efterforskning op.

Politiet er interesseret i at tale med vidner, der måtte have set noget mistænkeligt på Gravene. De kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.