Den grønne omstilling og planlagte digitalisering af Danmark er truet af lavere optag på it- og ingeniøruddannelserne.

Årets opgørelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at antallet af unge der har fået en plads på landets ingeniøruddannelser, falder i forhold til 2019, og det vækker bekymring hos Ingeniørforeningen, IDA.

I 2020 og 2021 havde regeringen sikret flere pladser til de studerende på grund af corona-situationen, men årets optag viser, at otte procent færre er blevet optaget på diplomingeniøruddannelsen, mens seks procent færre er kommet ind på civilingeniøruddannelsen sammenlignet med sidste år.

I forhold til optaget i 2019 har ni procent færre endda fået en plads på diplomingeniørstudiet, mens en procent flere kan starte på en uddannelse som civilingeniør. Det samlede billede er en tilbagegang på fire procent, og er derfor et kraftigt benspænd for Danmarks vækstmuligheder, mener formanden for Ingeniørforeningen, IDA Laura Klitgaard, der understreger, at kandidater med en it- og ingeniøruddannelse allerede i dag er eftertragtede på arbejdsmarkedet.

– Danske virksomheder sukker allerede efter arbejdskraft på disse områder, og er hensat til at stjæle medarbejdere fra hinanden. Med den forestående grønne omstilling og den omfattende digitalisering af hele samfundet, vil efterspørgslen på ingeniører og it-uddannede kun stige. Nu er man hensat til at tænke tilbage på corona-perioden, som en positiv periode, hvilket ikke giver mening, siger hun

Laura Klitgaard ærgrer sig over, at der skal en pandemi til for at få øget optaget på ingeniøruddannelserne, og hun havde gerne set, at man kunne fastholde niveauet fra 2020.

– Det ville være det mest logiske. Derfor giver det ikke mening, at vi nu står med et lavere optag. Om det er nedlagte engelsksprogede uddannelser eller ej, er underordnet. Realiteten er, at et lavere optag på it- og ingeniøruddannelserne, vil komme til at gøre ondt, siger hun,

Ifølge en prognose udarbejdet af IRIS Group og HBS Economics Ingeniørforeningen, IDA, vil Danmark i 2030 mangle 13.000 uddannede kandidater indenfor områderne ingeniør, teknik og it. Hertil kommer en mangel på 7.000 personer med en mellemlang teknik- eller it-uddannelse.

Derfor er Laura Klitgaard, der også er formand for den teknologiske alliance Engineer the Future bekymret for udviklingen, hvis der fra politisk side ikke bliver taget seriøst hånd om udfordringen.

– Der skal noget politisk handling til, for det er et dystert billede, der tegner sig. Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi også kommer til at se et stigende optag, hvis erhvervslivets efterspørgsel skal imødekommes. Står der bare én kvalificeret ansøger til it- og ingeniøruddannelserne tilbage, er det udtryk for manglende klarsyn, siger hun.