Søndag morgen dansk tid var det en kendsgerning, at Taliban havde overtaget store dele af Afghanistan, hvilket er sket med et drastisk tempo. På kort tid har Taliban vundet stærkt frem i Afghanistan. Det er sket, efter at NATO–koalitionen, som Danmark har været del af, har trukket sig tilbage. Det blev så dramatisk, at Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, forlod landet. Nu er magten vendt tilbage til den militante gruppering, Taliban. Det bekymrer Nesar, der i dag, bor i Fredericia.
Udviklingen startede allerede tilbage i april, hvor den amerikanske præsident, Joe Biden, fortalte, at amerikanske tropper vil trække sig ud af Afghanistan fra 1. maj. Det markerer dermed afslutningen på en 20 år lang krig, der blev indledt efter angrebene mod World Trade Center 11. september 2001. Det gav fodfæste til den militante bevægelse, Taliban, som i maj-måned igangsatte aktioner, der havde det formål at genvinde magten i landet igen.
Overordnet set har det været en hård periode for afghanere, uanset om de er bosat i landet, eller om man bor uden for landets grænser. En af dem, der har afghanske rødder og er bosiddende i Danmark, er Nesar. Han kom til Danmark som seks-årig i 2001 i perioden efter terrorangrebet på World Trade Center i USA. Han får associationer til angrebet på tårnene, når han ser på de tragiske hændelser, der i øjeblikket udspiller sig i hans hjemland.
Han mener, at konfliktens største taber er civilsamfundet, som har mistet deres trygge og vante rammer, da Taliban har igangsat kaos i landet.
Derudover reflekterer han over, at borgerne i civilsamfundet er heldige, hvis de formåede at komme ud af landet, før massakrene for alvor satte ind.
– Der sker det samme i dag, som der skete tilbage i 2001. Mange mennesker fanges i kaotiske tilværelser, og de lever i en uvished, hvor i morgen ikke er garanteret. Der er intet overblik, og man ved ikke, hvornår uroen stopper, hvilket må være det mest skræmmende som afghansk borger lige nu, siger Nesar.
Han sympatiserer udelukkende med det afghanske civilsamfund i den komplekse problemstilling, hvor det ifølge ham er svært at anskue, hvem der er helte, og hvem der er skurke. Han mener, at civilsamfundet betaler den store pris, da menneskers sikkerhed og tryghed er på spil.
Han har erfaret, at mange afghanere er bange for, at konfliktens varighed bliver så lang som tilbage i 2001, hvor frygt og kaos blev almen hverdag for mennesker i det asiatiske land. Der er dog også befolkningsgrupper, herunder de religiøse segmenter, som har håb, da Taliban har markeret igennem pressemøder, at de vil give tryghed, opbygge landet og indgå i åbne dialoger med civilsamfundet.
– Der er dem, som har svært ved at stole på Taliban, og så er der de religiøse befolkningsgrupper, som er villige til at give dem en chance. Faktisk er der en del i Afghanistan, som er troende og ønsker sharia-lovgivning, og derfor ser man det ikke som en negativ ting, at de har magten. Dog ligger problemet i, at kvinderne er udsatte i deres samfundsfortælling, og dermed vil det være ligesom at tage nogle skridt tilbage, hvis man ser på det med lighedsbrillerne på, uddyber han.
Herudover er det for mange afghanske borgere ikke en let handling at glemme Talibans drab på uskyldige i fortiden, og derfor vil man blot tilgive dem, hvis de lover tryghed og opbygning af landet.
Endvidere er afghanere et stort folk bestående af mange stammer, og nogle af de traditionelle individer har svært ved at give slip på deres stammetankegang. Det betyder, at der er dem, som ønsker demokrati, ligestilling og et moderne samfund, mens der også findes befolkningsgrupper, som er fortalere for et regressivt samfundsbillede. Det betyder, at der eksisterer mange holdninger og ideer på, hvordan landet skal indrettes, og denne forskellighed kan ifølge Nesar ophøre, da der er sandsynlighed for, at landet forenes i højere grad i kølvandet på de tragiske hændelser i landet.
– Det har aldrig været afghanernes krig, da det er USA selv, som kom ind i landet og ledte efter Osama Bin Laden. Derudover brugte amerikanerne demokrati-argumentet, selvom borgerne i landet ikke var til en demokratisering og de helt store forandringer i landet. Derfor var det også nødvendigt, at Vesten trak sig ud, men det er bare sket på en forkert måde, idet man har efterladt civilsamfundet uden et sikkerhedsnet, uddyber han.
Selvom det er en ulykkelig situation i landet, så er han glad for, at der er kommet et stort fokus på problemstillingen. Han håber, at det vil give et mere nuanceret, kritisk og objektivt syn på tingene, at det har store konsekvenser at invadere andre lande. Han er ikke sikker på, hvad den korrekte løsning er på problemerne i hjemlandet, men han mener, at det handler om tid. Det er nemlig tiden, der viser, hvorvidt Taliban overholder deres løfter, og derfor går den afghanske befolkning en skelsættende tid i møde, der vil definere deres fremtid.
