Mikkel Dragmose-Hansen har valgt at trække sig fra politik som følge af en ny arbejdsmæssig situation, og derfor overlader han pr. 6. september stafetten til Morten Thomsen i byrådet.

Morten Thomsen har siden 2017 været lokalformand i SF’s partiforening i Middelfart Kommune og har været storkredsformand for SF’erne på Fyn

Han glæder sig til at træde ind i byrådet og udfylde de store politiske sko fra Mikkel Dragmose-Hansen. Sidstnævnte politiker har taget sig af byrådet, mens Morten Thomsen har stået for arbejdet uden for Middelfart Kommune.

– Det er en helt anden rolle, som jeg kommer til at få. Det er en spændende rolle, og vi har også lagt den linje, som vi har fulgt de sidste fire år. Vi har haft et tæt samarbejde, og vores politiske retning kommer derfor til at fortsætte i samme spor. Vi har de samme målsætninger, siger han og uddyber, at de adskiller sig fra hinanden, når man ser på deres retorik.

Han anser sin tidligere kollega som mere diplomatisk, mens han selv er mindre fin i sine formuleringer, idet han har en baggrund som håndværker. Der ligger et stort ansvar ved at være i et byråd, og det er han klar til at påtage sig fra starten af september. Det var ikke forventet, at han allerede nu skulle være i byrådet, da meningen var, at han stillede op som nummer to på SF’s liste til kommunalvalget i efteråret.

Han vil forsøge at efterleve den standard, som kollegaen, Mikkel Dragmose-Hansen, har sat. Han roser ham for at være god til at gå efter bolden frem for manden, og han sætter sig grundigt ind i alle sager, før han præsenterer løsningsforslag. Han har været i politik i 12 år, hvor det kommende byrådsmedlem, Morten Thomsen, blot har seks års erfaring inden for politik.

Han glæder sig til at repræsentere borgerne i Middelfart, da det er en by, som i øjeblikket oplever stor vækst og udvikling. Byen tiltrækker nye borgere samt arbejdskraft, og det vil han gerne være med til at videreudvikle.

– Når en by bliver større, så kommer der automatisk også flere udfordringer. Her vil jeg gerne gøre mit bedste for at finde løsningerne til problemerne. Jeg vægter gennemsigtighed højt, og det kan altid blive bedre. Vi kan altid blive bedre til at informere lokalsamfundet om udfordringerne, vi kan blive bedre til forventafstemme og oplyse borgerne. Man kommer aldrig i mål med gennemsigtighed, da det hele tiden er i bevægelse, siger det kommende byrådsmedlem.

Der er en god politisk kultur i Middelfart ifølge ham, da partierne er gode til at samarbejde. Han mener, at aktørerne i byrådet er god til at parkere deres politiske uenigheder og i stedet indgå fælles og store kompromiser. Som lokalformand har han oplevet, at de andre partier er gode til at være høflige og overholde den gode tone, og derfor ser han frem til at samarbejde endnu tættere med de andre partier i kommunen.

Morten Thomsen fokuserer meget på socialpolitik, klimaet og lokalsamfundet, da han mener, at det er væsentlige områder. Han vil kæmpe for, at unge og børn har de bedste forudsætninger for en god fremtid, da det er dem, der skal bære landet i de kommende generationer. Derudover mener han, at klimaet ikke kan nedprioriteres, når man ser på de forfærdelige ulykker, som der har været hen over sommeren. For ham har det været klare indikationer på, at der skal handles på klimaforandringerne. Ydermere vil han fremme frivilligheden i byen, da der mangler frivillige i byen. Mange foreninger mangler borgere, som kan bidrage med frivillig hjælp, hvilket man har oplevet i fodbold, hvor man har manglet trænere. Derfor vil han sætte de ovenstående emner øverst på den politiske dagsorden, da det er samfundsmæssige emner, der vedrører mange mennesker.

Han ser frem til valgkampen, hvor han ønsker en masse dialog med borgerne i Middelfart, da han også gerne vil blive klogere på, hvad de føler og ønsker, at der skal ændres i byen:

– Dem, der bor i kommunen, skaber også kommunen. Vi har en opgave med at lytte til borgerne, og derfor skal vi ud og tale med dem. Det er spændende for mig, da du får indblik i nogle ting, som du muligvis ikke selv har tænkt over. Borgerne er med til at give nye nuancer og løsningsforslag på tingene, og dermed er det væsentligt, at vi inddrager dem, runder Morten Thomsen af med at sige.