Middelfart Volleyballklub vandt lørdag 3-2 over Gentofte Volley i den første DM-finale. Selvom det blev en tæt affære, og det blev endnu en kamp i fem sæt, mener Middelfart Volleyballklubs sportschef, Jacob Petersen, at holdet er gode i den slags situationer.

Alle Middelfarts tre opgør i semifinaleserien mod Marienlyst kom ud i fem sæt, og den tendens fortsatte i den første finalekamp, og igen var det Middelfart, der var det jagtende hold, men spørgsmålet er, hvorfor det skal være så tæt hver gang.

– Det er et godt spørgsmål. Jeg kunne tjene en højere løn, hvis jeg kunne svare på det. I det her tilfælde har vi ikke spillet i 14 dage og første sæt fik vi ikke gjort færdigt, og så kom vi bagud 2-0. Vi spillede en smule bedre, og det var nok til, at de lavede lidt flere fejl ovre på den anden side, siger Jacob Petersen.

Som vinder af har grundspillet havde Middelfart hjemmebane i kamp et, og de har også hjemmebane i kamp tre og i en eventuelt femte og afgørende kamp. Derfor var det vigtigt ikke at tabe den første kamp for, at fordelen i at kunne afgøre det på hjemmebane blev fjernet.

– Det betyder meget med hjemmebanerækkefølgen. Ved at vinde den første kan vi afgøre det på hjemmebane. Det betyder flere chancer i sidste ende. Vi er meget hook på at levere endnu mere på torsdag, når vi spiller derovre. Der har vi to spillere mere med. I dag (lørdag, red.) havde vi en ude af familiære årsager og en var ude med sygdom. Det giver flere muligheder for os, siger Jacob Petersen.

Gentofte kom med 12 spillere på holdkortet, og havde derfor en større bredde at spille med end Middelfart. Alligevel holdt middelfarterne kadencen til sidst.

– Det er, fordi vi har et godt sammenspil og de ved, hvad der skal til. når det gælder. Vi har været gode i den slags situationer, og det viste vi mod Marienlyst og det viste vi også i dag (lørdag, red.). Derfor skal vi ikke klage over, at vi kom ud i femte sæt, slutter sportschefen med et smil.