Dansk Folkeparti i Fredericia havde generalforsamling onsdag aften efter et turbolent år med både valg til kommunalbestyrelsen og kampvalg om formandsposten til hovedpartiet. Palle Dahl afgik som formand for lokaldelingen på grund af helbredet, og istedet for valgtes Bente Rasmussen som ny formand.

Hovedattraktionen på generalforsamlingen var dog Morten Messerschmidt, nyvalgt formand for Danske Folkeparti, der tog sig tid til at forklare forsamlingen om det aktuelle politiske klima, kommende forandringer og nye tiltag, der skal bringe partiet ind i en ny tid. Efter at han er blevet valgt som formand er der kommet 3000 nye medlemmer, og der var tydeligvis begejstring for forandringerne var sat i gang.

Susanne Eilersen, der er Dansk Folkepartis spidskandidat til byrådet, havde sammen med det lokale hold af kandidater til kommunalvalget i 2021, sikret at partiet nogenlunde kunne holde skansen i Fredericia, på trods af at partiet på landsplan havde et meget dårligt valg. Palle Dahl roste dog Eilersen for at have været fremsynet så partiet var gået i valgforbund med de øvrige blå partier, hvilket havde hevet de sidste stemmer hjem til det andet mandat i byrådet. På landsplan var den populære viceborgmester nummer 7 i personlige stemmetal blandt Dansk Folkepartis kandidater. Efter kommunalvalget har hun sammen med det nye byrådsmedlem, Palle Dahl, fastholdt partiets indflydelse på det fredericianske bystyre ved at indgå i en bred konstitureringsaftale med Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, SF og Nye Borgerlige. Socialdemokratiet fik en svigende vælgerlussing, men beholdte med nød og næppe borgmesterposten efter et år med skandale efter skandale.

Det er en situation som Susanne Eilersen har udnyttet fuldt ud, ikke mindst da hun er kendt for at kunne samarbejde på tværs af partierne, og samtidig betragtes som driftssikker. Men uroen i Dansk Folkeparti gjorde i løbet af 2021 sæderne varme under de lokale kandidater og deres partiforening, da det stod klart at man risikerede voldsom tilbagegang på grund af de offentlige udmeldinger fra Christiansborg-politikere, der var voldsomt uenige med hinanden.

Palle Dahl gik af som lokalformand for Danske Folkeparti (Foto: AVISEN)

Palle Dahl lagde ikke skjul på hans frustration over denne periode i hans årsberetning. Men samtidig roste han lokalafdelingen for at være rykket sammen:

– Vi har i Fredericia været i stand til at holde sammen. Det er jeg enormt stolt af. Også at vi faktisk klarede os langt bedre i Fredericia end andre steder. Det synes jeg vi kan være glade for, sagde han.

Men den løbende negative dækning af uenighederne i Dansk Folkeparti på Christiansborg og andre steder i landet, hvor partiet har oplevet massiv tilbagegang i meningsmålinger og senest ved kommunalvalget i november 2021, har også fået Morten Messerschmidt til at opstille nye målsætninger for partiet:

– Vi skal ikke kun være kendt for campingvogne og rød-hvide duge. Ikke at der er noget galt med det. Men vi må også gerne forny os og få kigget på, om der er noget vi kan modernisere her efter 25 år. Derfor har vi iværksat et omfattende arbejde med at gennemgå vores program, og så skal vi ud og lytte til folk. Her taler jeg om at vi skal ud og høre, hvad folk oplever som problemer. Eksempelvis både læger, sygeplejersker og portører, hvis vi snakker sundhedspolitik. Vi skal hele vejen rundt.

Messerschmidt gjorde det dog klart, at det for ham og hans formandsskab var en afgørende faktor at få skabt kortere afstand mellem partiets medlemmer og ledelsen.

– Vi vil være tilgængelige. Jeg forsøger selv at svare på alle henvendelser jeg får, og langt de fleste er faktisk noget der kan bruges i vores arbejde på Christiansborg. Så I skal altid tage fat i os. Derudover har vi fået 3 nye medarbejdere, der skal binde de store områder sammen og sørge for at vi får alle med. En arbejder med Sjælland, en med midt og nordjylland og her i syd har vi jo så fået Susanne Eilersen.

I forhold til de lokale partiafdelinger arbejdes der konkret på at få udarbejdet et opslagsværk, hvor medlemmerne kan hente viden om de partimæssige og praktiske ting, hvilket Messerschmidt ønsker skal medvirke til at modernisere og styrke partiet.

– Forude venter der os utrolig meget arbejde. Der er masser af muligheder for Dansk Folkeparti. Ikke mindst kommer der jo en Folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og så skal man ikke glemme at minkkommisionen kommer med deres resultat. Det bliver ikke en sjov sommer for Mette Frederiksen, spåede Messerschmidt.

I dagens anledning blev der serveret stegt flæsk og persillesovs. Der var bred enighed og opbakning til den nye formand blandt medlemmerne, som også tog sig tid til at snakke med alle, der havde noget på hjertet. Susanne Eilersen, der har været en markant støtte til Morten Messerschmidt som ny formand for Dansk Folkeparti, var tydeligvis glad for resultatet af formandsvalget. Samtidig har hun smøget ærmene op i hendes nye funktion for partiet i det syddanske. De reformer og tiltag der nu iværksættes i Dansk Folkeparti, opsummerede Messerschmidt:

– Vi skal have styrket græsrødderne. Og når nogen spørger om, hvorfor de skal stemme på Dansk Folkeparti, så kan vi svare med vores sundhedspolitik, vores ældrepolitik eller vores udlændingepolitik. Men jeg vil godt have, at vi kan svare med at vi vil sætte danskere først.

Optimismen i forsamlingen var stor, hvor det nye medlem Sune Nørgaard Jacobsen glædede sig over den gode stemning, og også blev valgt til lokalbestyrelsen i Fredericia. Med løfter om at der skal være kort afstand mellem Christiansborg, ledelsen og det lokale partimiljø, har Morten Messerschmidt været i Fredericia to gange indenfor det sidste kvartal, og han lovede at den nye tilgang til partiarbejdet ville fortsætte, så det var ikke det sidste, man havde set til ham i Fredericia.

Foto: AVISEN