I 1930’erne perfektionerede den nazistiske rigsminister for offentlig oplysning, Joseph Goebbels, propagandaens væsen og effekt. Udbredelsen af den nazistiske ideologi via massemedierne var et centralt element i Hitlers diktatur. Som politisk instrument blev massemedierne særdeles effektivt. Man kunne i hver en lille som stor by høre Hitlers taler, hvor han i flammende vendinger overbeviste befolkningen med retoriske argumenter. Resultatet af forbandelsen er fortsat en af historiens mest bemærkelsesværdige, da nazisternes grusomhed og menneskefjendske handlinger i stort omfang inkluderede store dele af den tyske befolkning.
Historisk har massemediernes ankomst til det civiliserede samfund haft en helt afgørende betydning for udviklingen af både demokratiet og diktaturet. Først var der den trykte presse, der senere blev suppleret af radioen, så fjernsynet og i vores tid de digitale medier. Det er ikke tilfældigt, at da man så kuppet mod kommunisterne i Rumænien i slutningen af 1980’erne, så gik revolutionisterne efter at få kontrol over landets tv-station.
Også i Sovjetunionen forstod man betydningen af massemedierne. Iscenesættelsen af de kommunistiske ledere og kommunismens selvretfærdige logik var omfattende. Hundredetusinder af kommunister var beskæftiget med at forme de propagandistiske budskaber, censurere indholdet og fremstille den kommunistiske stat som en succeshistorie. Man kan se metoden bliver praktiseret i det moderne Kina i dag, hvor man efter samme model bruger massemedierne til at forme bevidstheden om statens perfektion. Helt galt gik det dog for Sovjetunionen da atomkraftværket Tjernobyl eksploderede den 26. april 1986. For kommunisterne var vant til rutinemæssigt at skjule alt med stor effektivitet, hvilket de naturligvis også gjorde med katastrofen i Tjernobyl. Indledningsvist anerkendte man end ikke ulykken, og man informerede heller ikke borgerne om situationen. Men den radioaktive stråling rejste ud over grænserne og nåede også de vestlige lande, hvorefter man blev tvunget til at gå til bekendelse.
I vesten forvandlede amerikanerne også massemedierne til et effektivt redskab til at sprede amerikanske værdier til størstedelen af den vestlige verden. Efter anden verdenskrig var slut, dukkede den kolde krig op som en tyv om natten. Allerede ved fredsforhandlingerne om delingen af Europa under Potsdam-konferencen i perioden fra den 27. juli 1945 til 2. august 1945, krævede den kommunistiske diktator Joseph Stalin sikkerhedsgarantier mod en gentagelse af Tysklands invasion. Det skulle efter diktatorens ønske ske via oprettelsen af en bufferzone mellem Tyskland og Sovjetunionen, men i realiteten var det overtagelsen af hele Østeuropa, der var hans reelle dagsorden. Resultatet blev senere en jernmur gennem Europa. Da begge supermagterne udviklede atomvåben, var det udelukket at føre reel krig mod hinanden, med mindre man ville udslette hele menneskeheden. Derfor blev massemedierne en metode til at udbrede ideologier i befolkningerne, hvor der også i de vestlige lande eksisterede kommunistiske fraktioner, der bekendte sig til den kommunistiske verdensrevolution, og dermed reelt var interesseret i at vælte den demokratiske stat. Udbredelsen af amerikanske værdier blev især præget af spillefilm fra Hollywood, senere massive og succesfulde tv-serier, musik og anden underholdning. Den dag i dag er langt de fleste film i biografen amerikanske.
Den debat der i dag hersker omkring streamingtjenester og sociale medier, der fortrinsvis er styret af amerikanske virksomheder, kunne være lige så relevant for biograffilm og tv-serier på grund af den amerikanske dominans. Men den vinkel finder ikke tilsvarende plads i dækningen og debatten, selvom den kritik der rejses overfor de succesfulde streamingtjenester, hvor mange danske meningsdannere og politikere er modstandere af det store udbud af udenlandsk indhold, reelt har eksisteret siden 1950’erne på biograflærredet og senere tv-skærmene. Sagen er dog den, at den amerikanske underholdningsindustri er langt mere populær og evner at sælge billetter, end den Europæiske.
Også indenfor den trykte presse har konkurrencen fra de udenlandske virksomheder fjernet deres økonomi i en sådan grad, at man selv er blevet politiske. Annoncemarkedet finansierer Facebook, Youtube og Google, der har vokset sig til globale multikoncerner på rekordtid. Det vil en del kulturdebatører og politikere ændre ved at indføre en form for Robin Hood skat på amerikanske virksomheder, eller reelt en decideret kommunistisk planøkonomi, hvor man bestemmer hvad det rette indhold er. Altså ønsker man at stække det frie marked og få kontrol over massemedierne.
Den nyeste udvikling er dog allerede langt fremme i forhold til både gammelmedier og politikere. Senest har Facebook omdøbt deres virksomhed til at hedde Meta. Det sker ud fra den forudsætning, at et virtuelt univers er ved at blive skabt, hvor brugerne skal mødes i en virtuel verden. Det er en udvikling der går rasende stærkt, og som allerede om ganske få år kan afløse smartphones og den måde vi i dag agerer på de sociale medier. At massemedierne fortsat vil fungere som politiske instrumenter vil sandsynligvis være givet. Det handler om budskaber og hvem der kontrollerer dem. Derfor taler man også om at det er informationskrige, der lige nu raser. Som historien har vist, så betyder kontrollen over massemedierne nemlig alt, hvis man skal have eller beholde magten.
