Da socialdemokraten og statsministeren Jens Otto Krag i 1966 ville genvælges, afviste han før valget, at Socialdemokratiet ville samarbejde med Socialistisk Folkeparti. Valget blev dog ikke, hvad han håbede. Det blev til et socialdemokratisk nederlag. Så straks efter valget var samarbejdet med Socialistisk Folkeparti alligevel en realitet. Denne kovending fik Ekstra Bladet til spørge Krag om, hvordan han så hurtigt kunne skifte mening, hvordan han svarede med de berømte ord:
Man har et standpunkt til, man tager et nyt.
Jens Otto Krags legendariske sætning er måske en af de mest ærlige formuleringer i dansk politiks historie. For han indrømmede uden at blinke sin egen og partiets dobbeltmoral. Den socialdemokratiske bevægelse og fagbevægelsen havde domineret Danmark i årtier. Nu stod man midt i en succesperiode, hvor frugterne af den fredelige reformrevolution kunne høstes. Danmark var i 1960’erne i konstant opblomstring. Det moderne og innovative samfund man ønskede sig var et utopia, hvor staten regulerede og sørgede for sine borgeres ve og vel. Man kan med nogen rimelighed påstå at den danske barnepigestat blev født i dette årti. For mange af de penge, der kom mellem hænderne på danskerne blev kanaliseret over i offentligt forbrug, hvor embedsværket voksede dramatisk. Fundamentet for den altomfattende og indgribende stat blev skabt i denne periode, hvor en kombination af teknokratisk tankegang og socialistisk åndsfællesskab blev stemplet i panden på borgerne af den socialdemokratiske bevægelse.
Paradoksalt nok ønskede den socialdemokratiske regering en mindre udvikling af forbruget i den offentlige sektor, men på trods af dette voksede det offentlige forbrug og de offentlige investeringer. Bedre blev det ikke af at Socialistisk Folkeparti blev en nødvendig del af det parlamentariske flertal. For ønskelisterne var lange. Det røde flertal skulle bruges til at sikre kernevælgerne, og de havde en forventning om at samfundet skulle give mere lighed mellem befolkningsgrupperne. I en tid hvor det havde været vanskeligt at finde en helt almindelig bolig, ønskede man sig naturligvis bedre boliger og billige husleje. Sundhedsvæsenet skulle være topmoderne og helt gratis at benytte. Udligningen af forskelle på rig og fattig var et kardinalpunkt i den røde bevægelse. For det var en periode af historien, hvor mange havde oplevet fattigdom som børn, og hvor man også ønskede noget bedre for ens eget afkom. Der blev investeret massivt i uddannelse. Omkostningerne for alle disse markante velfærdsforbedringer måtte findes et eller andet sted, og ellers kunne man jo låne pengene i udlandet.
Imens velfærdsstaten blev skabt og udbygget blev der behov for kontrol, styring og udførelse af al denne velfærd. I perioden fra 1950 til 1973 steg antallet af offentlige ansatte med knap 200%. For hver gang der i 1950 var 1 offentlig ansat, var der med andre ord nu 3 i 1973. Og lidt flere til. Dermed steg lønomkostningerne til driften af den danske stat markant. Og da de mange nye sociale love slog igennem, steg omkostningerne til de sociale udgifter naturligvis også. I 1958 var procentandelen af bruttofaktorindkomsten knap 12%, mens den i 1973 var næsten fordoblet til knap 21%. Udover at det betød stigende skatter og afgifter på virksomheder og borgere, så var der en langt mere fundamental problematik at spore i driften af den danske stat:
Når først man havde indført et velfærdsgode, var det næsten umuligt at fjerne det igen. Borgerne begyndte at betragte disse goder som rettigheder, godt hjulpet på vej af mange politikeres båltaler og belejlige påmindelser om gaverne, når der var valg. Så var det ellers ligegyldigt, at man fra 1960 og frem til 1973 havde øget de offentlige udgifter fra knap 25% af bruttonationalproduktet til knap 45%. I vores tid ville det være næsten utænkeligt, hvis man gennemførte så massive forøgelse af de offentlige udgifter. Det vidner om, hvor skelsætterne 1960’erne var for udviklingen af Danmark. De kommissioner man nedsatte i perioden med henblik på at undersøge forskellige interessegruppers behov definerede det, man kan kalde for nødvendighedsideologi.
Denne ideologi har dannet grundlag for danskernes selvopfattelse, samt den måde hvorpå man betragter samfundet og fællesskabet. Ideologien består af den grundantagelse, at der er noget man skal gøre politisk, næsten uanset hvad, ud fra devisen om, at det er nødvendigt. Bagved logikken står der ofte et fagapparat. Dette apparat leverer ikke blot argumenterne for, at noget skal gøres, men også en selvforstærkende argumentation af nødvendigheden i at gøre det. At stille spørgsmål ved om man overhovedet skal det ene eller andet, bliver som udgangspunkt ikke en del af den politiske virkelighed. Sektor efter sektor, område efter område, er blevet skabt og udviklet på denne baggrund. Derfor diskuterer man ofte kun fordelingen af det overskydende fedt, når finanslovsforhandlingerne kører. Fordi det er politisk umuligt at nedbringe den offentlige sektor. For alle områder er jo nødvendige.
Af samme årsag kører diskussionen om statens størrelse i perioder under valgkampene. Men det er et meget lille antal politikere, der er villige til at tage den debat. Den er ganske enkelt synderligt upopulær. For det første bliver modsvaret på reduktion af det offentlige ofte til et spørgsmål om mindre velfærd til bestemte grupper. Hvilket altid er dårligt for et politisk parti. For det andet er faggrupperne fast forankrede i partierne. Reelt er den definition af velfærdsstaten, der blev skabt i 1960’erne, stort set ikke til diskussion. Under skiftende borgerlige regeringer har man set besparelser, privatiseringsinitiativer og tilbageholdenhed med offentlige udgifter. Men det er en kurs, der også er blevet til de socialdemokratiske regeringers varemærke. For det gamle Socialdemokatriet er stendød. Nu er der Socialdemokratier version 2.0. Her er de gamle kolonihavemanerer udskiftet med spindoktorer og selviscenesættelse, hvor der er lagt vægt på politikerne som mennesker, og ikke de vælgergrupper, de repræsenterer.
For det moderne menneske er anderledes end dengang, der fandtes en arbejderklasse. Der er i Danmark ikke længere et klassesamfund. Af samme grund leder de fleste partier efter deres stemmer i samme målgruppe. Det er den store gruppe af gennemsnitlige danskere, der vil beholde alle de goder, de har, men stort set ikke har ambitioner udover arbejdslivet, rejseaktiviteter og fritidsbeskæftigelser. Men det danske selvforståelse kan man ikke pille ved. Den handler om at staten står for det meste. Ganske vist kan man se mange journalistiske forsøg på at fremstille uhensigtsmæssigheder ved måden, hvorpå det offentlige arbejde er sammensat. Det sker ikke mindst i historier om at nogen ikke fik det, de havde krav på, eller historier om afstanden mellem den offentlige ledelse og den menige borgere. Men systemet består alligevel, valg efter valg, fordi borgerne stort set stemmer de samme partier og politikere ind hver gang.
Endeligt er afstanden mellem embedsværket og politikerne blevet voldsomt forkortet. Den moderne ledelse af det offentlige er bygget op omkring fagligheden, og netop derfor er politikerne helt afhængige af faggrupperne. Kompleksiteten i at have en så stor en offentlig sektor er omfattende. Men den historiske baggrund skal findes i velfærdsreformerne, for den kraftigste vækst i det offentlige er sket på disse områder af velfærdsstatens opbygning. Alle velfærdssektorerne er skabt som en konsekvens af de politiske ambitioner om et Utopia, hvor staten forsørger og forsyner. Da Jens Otto Krag fik et nyt standpunkt i 1966, blev nogle af de vigtigste elementer af den sociale arv (og her taler vi om den som embedsværket har) etableret. Ideen om, at det vi kan kalde for ”sociale operatører” definerer livskvalitet, vurderer behovet for den enkelte eller ligefrem bestemmer over individets ret til egen fri vilje, kan ses som en konsekvens af den markante drejning i retning af skabe lighed i samfundet. Forklaringen er, at når velfærden skal administreres, ender det i den sidste ende med at være et spørgsmål om knappe ressourcer.
Derfor kom man i løbet af 1970’erne ud i en alvor, økonomisk krise. Økonomien var løbet løbsk. I 1980’erne måtte statsminister Anker Jørgensen kaste håndklædet i ringen. Fattigfirserne kom til at handle om at spare penge og nedbringe gælden til udlandet. De mange utopiske drømme, der var blomstret i den kommunistiske og socialistiske have, havde svært ved at klare sig i en kapitalistisk verden, hvor en krone fortsat var en krone. Den venstreorienterede bølge i 1960’erne og 1970’erne var dybt præget af kommunismen, der udøvende betydelige bestræbelser på at fremme verdensrevolutionen. Og så var det tilmed populært. Da den kinesiske partileder og heltekommunist, Mao, kastede Kina ud i Kulturrevolutionen fascinerede det utallige unge i vesten, der også rendte rundt med den lille, røde Mao-bog. Mange kunne tro, at det var løgn, men det er muligt at finde de mest utrolige skrivelser og ytringer fra denne periode, hvor udbredelsen af den socialistiske revolution blev dyrket intenst mange steder i samfundet. Og ganske mange elementer af velfærdssamfundets faglighed blev skabt som en del af denne bevægelse. Idealet var at de bredeste skuldre skulle være vægten. Med tiden skiftede denne filosofi dog over til at være mere orienteret mod effektivitet end omsorg.
De færreste danskere stiller i dag spørgsmål ved de ydelser, der findes i det offentlige system. Velfærdssamfundet har reduceret den enkeltes behov for familie, men samtidig øget samfundets behov for at have velfungerende skatteborgere, der kan betale regningen. Det har betydet et markant løft fra fortidens kummerlige fattigdom. Men samtidig er uregerlig superstat, ledet af embedsfolk, hvor de demokratiske grundpiller spiller en meget lille rolle i hverdagen.
