Torsdag i denne uge mødes Region Syddanmarks forhandlere med Praktiserendes Lægers Organisation (PLO) for at forsøge at indgå en ny aftale, inden den nuværende udløber 1. oktober 2022, efter PLO opsagde aftalen tidligere på året. PLO går benhårdt efter en reduktion af antallet af konsultationssteder.

Der har været skrevet meget om lægevagtssituationen i Region Syddanmark, siden det gik op for befolkning, medier og politikere, at lægevagtens konsultationssteder var reduceret betragteligt under coronapandemien. Nu mødes parterne igen en sidste gang, inden aftalen udløber.

– Vi går ind til forhandlingerne med ønsket om en aftale med regionen. Vi antager, at regionen gør det samme. Lige nu har vi en holdning om, at vi ikke forhandler i pressen, og det honorer vi, men nu hvor det er lækket, at vi taler om antallet af konsultationssteder, så vil vi gerne sige lidt, siger Morten Svenning Nielsen for PLO i Syddanmark.

Han slår fast igen og igen under interviewet, at lægerne ikke har ressourcerne til at holde konsultationsstederne åbne som tidligere. Han mener heller ikke, at det giver mening, fordi lægerne allerede lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at være tæt på et akutsygehus og ikke mindst, giver borgerne mulighed for at kunne blive tilset hurtigt. De aspekter er for ham vigtigere end, at der er kort til lægevagten. Han siger også, at lægesituationen i Danmark er ændret meget, siden den nuværende aftale for 15 år siden blev indgået, hvilket har påvirket arbejdsmiljøet for lægerne i negativ retning.

– Ser vi først på, hvordan antallet af læger er faldet koblet med, at antallet af opgaver er steget, så er det en anden situation, vi befinder os i i dag. I dag er antallet af praktiserende læger faldet, nogen vil sige, at antallet er uændret, men dykker man ned i detaljen, så er det faldene tal. Imens er antallet af sygehuslæger eksploderet over de sidste 15 år. Endelig er arbejdsbyrden steget betragteligt i samme periode, både på sygehusene og hos de praktiserende læger, hvor flere og flere opgaver skal varetages. Når byrden er stigende, samtidig med, at antallet af hænder er faldene, læg dertil opgaverne i lægevagtssystemet, så ved vi fra undersøgelser, at 40 procent af de praktiserende læger siger, at de er udbrændte, trætte og lignende. Det er uholdbart, siger Morten Svenning Nielsen og uddyber:

– Det er paradoksalt set med mine øjne. Der er ikke mange arbejdsgrupper, hvor man historisk set har dokumenteret sygdom, at man så mødes med: I må arbejde noget mere alligevel. Derfor har vi i årevis forsøgt at genforhandle aftalen netop, fordi vi har svært ved at løfte den 15 år gamle aftale, set i lyset af ændringerne i sundhedssystemet.

En lukket dør

Morten Svenning Nielsen fortæller også, at lægerne gang på gang er blevet mødt af en lukket dør.

– Vi er blevet mødt af en lukket dør, hver gang vi har søgt dialogen om udfordringerne. Regionen har ikke ønsket at forhandle med os. Vi er blevet fejet af. I overenskomst 2022 blev det fastlagt, at der skulle være en decentral forhandling i 2022, men fordi vi er blevet mødt af en lukket dør, så valgte vi at opsige aftalen, fordi så kunne vi indgå en ny aftale. Det er vigtigt for mig at sige og slå fast, at der er ikke noget, vi ønsker mere end at lande en ny aftale med Region Syddanmark, men vi er også nødt til at møde en anerkendelse af arbejdsmængden, vi er blevet bedt om at løfte, siger Svenning Nielsen.

Er det derfor, at I vil ud af aftalen, hvor I skal have konsultation i eksempelvis Fredericia og Middelfart, samt andre provinsbyer?

– Egenligt ikke. Det er et forhandlingsaspekt. Man kan sige, at vi ønsker at få tilpasset opgaven således, at den kan løftes med de hænder, vi har. Det er måske et ikke-svar, jeg kommer med nu, men hvis man politisk ønsker at opretholde en masse konsultationsteder, fordi man har lovet vælgerne det, så er det ligesom, når børnene blander fredagsslik for 20 kroner, og ungerne tager for 15 kroner lakrids, så kan de ikke også få for 15 kroner vingummi. Så hvis man ønsker at bevare det store antal konsultationssteder, så er der andre områder, der skal nedprioriteres, siger Morten Svenning Nielsen, der minder om, at det faktisk er gået godt de seneste år, når det kommer til betjeningen af lægevagten.

– Man skal huske, at den ændring vi kigger ind i den 1. oktober, er meget lille, men fordi man politisk ønsker at ridse ændringer op, på baggrund af den tidligere aftale om 21 lægevagtssteder, bliver der uro, men man skal huske, at vi siden coronapandenamien startede, har kørt 10 konsultationssteder. Vi startede i øvrigt med at lukke alle ned, fordi vi ikke måtte se hinanden fysisk, samtidig har flere læger trukket sig fra opgaven. Det er altså en anden tid i dag, derfor vil ændringen være meget lille. Det er mange år siden, at der var bemanding 21 steder i Region Syddanmark. De forgangne år med 10 steder, har borgerne ikke oplevet en dårligere service, de er blevet betjent ganske tilfredsstillende. Der har i hvert fald ikke været klager over ændringen, hvilket fortæller mig, at borgerne i Region Syddanmark har været godt tilfredse, siger han. Han forstår dog godt, hvis borgerne synes, at der er langt til konsultationsstederne, men det er vigtigere med den rette og hurtige hjælp, slår han fast:

– Jeg kan sagtens forstå, at borgerne synes, at det er træls at køre længere, men så skulle man have givet lyd for to år siden, men det har folk ikke gjort. Jeg kan godt forstå, at det er besværligt at skulle køre længere for at komme til lægevagten.

Morten Svenning Nielsen slår også fast, at det er direkte anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, som PLO læner sig opad. Derfor forstår han ikke Region Syddanmarks standpunkt på området.

– Vi støtter os op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at konsultationssteder skal ligge i relation til akutsygehusene, altså steder, hvor der er bemanding omkring lægevagten, der kan hjælpe, hvis der kommer en meget dårlig patient ind. På de lokationer er der hurtig adgang til diagnotiske undersøgelser, hurtig adgang til indlæggelse og lægefarlig backup. Det er årsagen til, at vi ønsker færre konsultationssteder, fordi vi gerne vil sikre en faglig sikker lægevagt jævnførende Sundhedsstyrelsens anbefalinger, siger Svenning Nielsen og tilføjer:

– Det ønsker regionen ikke, hvilket er paradoksalt, fordi man altid lytter meget nøje til de anbefalinger, vi får fra Sundhedsstyrelsen, idet vi betragter dem som en meget troværdig organisation i det danske sundhedsvæsen. Hvis man vil noget andet, så må man bringe det med til bordet i forhandlingslokalet, hvor man tager nogle andre punkter med, så man kan fjerne nogle af de arbejdsmæssige belastninger, dog set med vores øjne, bruge hænderne på en dårligere måde, men så kan man tilfredsestille de politiske ønsker.

Hvilke konsultationssteder ønsker I at lukke, dem der har været lukket de seneste år? 

– Den 1. oktober har vi ikke længere en aftale om, hvordan lægevagten skal drives. Vi har stadig et ansvar for at løse det. Det vi har gjort er, at vi har skåret det ned til syv konsultationssteder i modsætning til tidligere, hvor man havde mange små steder. Mange borgere og borgmestre har haft en ide om, at vi har siddet der hele tiden, men virkeligheden er, at vi måske var et sted i 30 minutter på et døgn, og hvis man blev syg på et andet tidspunkt, så kunne man ikke blive tilset der. De steder vi har åbent nu, er bemandet fra morgen til aften, hvilket vil sige, at når man ringer til lægevagten, så vil man kunne få en tid meget hurtigt. Man skal bevæge sig efter det, men når man er i en akutsituation, så er det vigtigere at blive tilset hurtigt, end at man bliver set lokalt, fordi vi må antage, at lægevagten bliver brugt til akutte problemstillinger, og patienterne skal ikke vente mange timer, de skal ses hurtigst muligt, slutter Morten Svenning Nielsen fra PLO Syddanmark.  

Danske Digitale Medier har været i dialog med Region Syddanmarks chefforhandler, Bo Liebergren (V), men han vil første stille op til interview efter torsdag.