Hvis man er glad for samfundsfag, så er der ikke noget bedre end et folketingsvalg. Det var både elever og undervisere enige om i går, da to klasser fra Fredericia Gymnasium, med valgresultaterne kørende på en storskærm i baggrunden, arbejdede på at kunne danne regering.

Imens vælgerne stadig satte deres krydser i Fredericia Gymnasiums gymnastiksal, så fyrede gymnasieeleverne op under grillen, debatterne og dronningerunderne.

Gymnasielektor Niels Martin Vind, der også sidder i Fredericia Byråd for Venstre, var i hopla til arrangementet. Et valg må være en samfundsfagslærers drømmescenarium for praksiserfaring, slog han fast flere gange. Foto: AVISEN

For gymnasielektor Niels Martin Vind var valget i går en af de helt store dage og oplevelser, og hvad bedre er for ham, så kunne han bruge valget til praksisøvelser i samfundsfag, og selvom det kan lyde tørt i nogens øjne, så var det det modsatte. Der var popcorn, slush-ice, grillpølser og massevis af nysgerrighed, da eleverne efter DRs exitpoll klokken 20.00 var delt op i partier, der så skulle se, hvordan de kunne danne regering.

– Det bliver spændende at se, hvordan eleverne får kørt runderne nu. Jeg så lige, at De Konservative havde valgt at pege på Jakob Ellemann Jensen som forhandlingsleder i vores rollespil. Den havde jeg ikke set komme, men de skal kunne tælle til 90, så nu må vi se, hvor mange runder, de skal gå, sagde Niels Martin Vind med et smil tirsdag aften kort tid efter DRs exitpoll.

Selve det at arbejde med valget i praksis på denne måde giver noget helt særligt til faget. Det er en gave til enhver samfundsfagslærer, fortalte Niels Martin Vind.

– De skal prøve tingene selv, i stedet for at læse om dem. Når de arbejder med en dronningerunde som rollespile, så får de en helt andet føling med det og lærer meget bedre, sagde han.

DRs exitpoll blev nøje tjekket. Eleverne rettede alle blikket mod storskærmen. Foto: AVISEN

Gymnasieeleverne har da også nørdet valget. Flere havde haft mulighed for at stemme første gang ved valget, og fra summen på lærerværelset, hvor arrangementet blev afholdt, kunne man høre, at de havde sat sig godt ind i valget. Det glædede Niels Martin Vind.

– Eleverne var oppe at køre om over exitpollen, som vi så klokken 20. Derudover mærker jeg også, at de går op i det. Det synes jeg fandme er sejt, det vil jeg gerne kaste hands efter. Det er fedt, at de unge går op i politik. Det kan godt være, at de ikke er medlem af et ungdomsparti, men de går trods alt op i det, og særligt her, hvor der er valg. Det er jeg glad for, fortalte Vind og sluttede:

– Valget gør undervisningen sindsygt mere relevant og god. Det er en gave for enhver samfundslærer. De unge griber det med kyshånd. Det er fantastisk.

Ronja Albertsen fra 3.J og Bavisa Uthayakumar fra 2.K var begejstret for aftenens undervisning. Foto: AVISEN

To af de unge elever, der var med i går, deler begejstringen for faget og valget. Det var en særlig aften, og det var spændende at følge valget med gymnasiekammeraterne, sagde de.

Ronja Albertsen fra 3.J og Bavisa Uthayakumar fra 2.K var ikke i tvivl. Det er en god måde at arbejde med faget på, og det giver noget andet til faget.

– Det giver os et andet overblik over, hvad et valg og hvad politik er. Det har været hyggeligt at være her, selvom det har taget fem timer. Man får noget andet, når man taler om valget med nogen på sin egen alder. Vi har fået en stor praksiserfaring i dag, og det er noget, vi kan bruge til noget, sagde Bavisa Uthayakumar.

Ronja Albertsen er meget enig.

– Først og fremmest så er det hyggeligt med sådan et valgarrangement, som det vi deltager i i dag. Vi får et meget bedre indblik i alt fra politik til, hvad vi selv skulle stemme. Vi har virkelig arbejdet med valget og faget i dybden. Det har været en vild valgkamp at følge, også for os unge, fortalte Ronja Albertsen.

Et af valgets fænomener, som måske har ændret den traditionelle fordom om, at flertallet af gymnasieelever stemmer rødt, er Liberal Alliances Alex Vanopslagh. Det bekræfter Ronja Albertsen.

– Der er ingen tvivl om, at han med sin facon, humor og metode har fået fat på de unge vælgere. Han er også på TikTok, der har mange set ham, og det har helt sikkert givet pote. Han har også fået et fokus under valget, som man normalt ikke ser. Når det er sagt, så tror jeg faktisk, at det er meget 50/50, hvordan de unge har stemt, slutter Ronja.

De to klasser var samlet til 22.00, og efter to runder havde de fundet en statsminister.

– De valgte Lars Løkke som statsminister, hvilket der også var belæg for på DR indtil samme øjeblik det endelige resultat tikkede ind. Vi kørte to dronningerunde, og Løkke fik ikke andre ministerposer, da de andre partier tog sig godt betalt, oplyste Niels Martin Vind til AVISEN onsdag morgen.