Anden Verdenskrig efterlod en sejrherre. Det var USA. Det nordamerikanske kontinent var uberørt af krigens konsekvenser. Ingen kampe var foregået på amerikansk jord. Tværtimod havde amerikanerne fået opbygget et gigantisk industriapparat, hvor også kvinderne var kommet ind på arbejdsmarkedet. Soldaterne kunne vende hjem til et land i fremgang. Samtidig var de amerikanske styrker nu så overlegne, at den geopolitiske situation var forandret markant. Frankrig var tidligt blevet smadret af den tyske krigsmaskine. Storbritannien havde ikke længere evnen og styrken til at fastholde verdensimperiet og måtte til at indstille sig på både at opgive kolonier, interessesfærer og status som stormagt.

Sovjetunionen havde, med Josef Stalin i spidsen, formået at trænge ind i hjertet af det europæiske kontinent. De østlige lande faldt til kommunisterne, der oprettede dukkeregimer i landene, på trods af gyldne løfter om demokratiske afstemninger og nationernes ret til selvbestemmelse. I løbet af få år spærrede kommunisterne befolkningerne inde med en mur af soldater, tanks og fly. Det blev hurtigt klart for amerikanerne, at man nu stod foran en svær kamp med en fanatisk fjende, hvis ideologi byggede på ideen om at udraderer de vestlige lande og få dem ind i det kommunistiske paradis. Godt nok havde USA atombomben. Og det fik mange til at føle sig sikre. Men den tryghed forduftede i samme øjeblik Sovjetunionen pludselig havde en atombombe selv. Verden gik ind i en æra med våbenkapløb, pseudokrige og hård konkurrence mellem de to ideologiske ståsteder:

Kapitalismen eller kommunismen.

Med Marshall-hjælpen fik USA knyttet de vesteuropæiske lande tæt til sig. Man startede en periode med økonomisk integration. Liberalismen blev styrket i den vestlige verden via den amerikanske genopbygningspolitik, og mange af de internationale institutioner blev opbygget: OEEC, GATT, EPU, Kul- og Stålunionen og EF. Samtidig blev mange af de europæiske konflikter sat i baggrunden. De havde ellers havde været grobunden for den evindelige ufred på det europæiske kontinent. Men nu var truslen fra Moskva mere alvorlig, og samtidig havde de europæiske nationer ikke meget at stå imod med. Anden Verdenskrig havde smadret Europa godt og grundigt. Ikke mindst Tyskland lå i ruiner; den største nation, Europas lokomotiv, var tilmed blev delt mellem øst og vest. Frankrig var ikke interesseret i et nyt, stærkt Tyskland. På den måde accepterede man implicit opdelingen af landet. Tyskernes moralske gæld var stor efter nazisternes hærgen. Alligevel var det nødvendigt for Europa at se frem mod nye tider, og her var den amerikanske ledelse en betingelse for de vestlige lande, også Danmark.

Det lille land mod nord havde atter været forskånet for de store rædsler i krigen. Både første og nu også anden verdenskrig var overstået uden, at ret mange mursten var faldet ned. Det prægede den danske mentalitet. Hvor andre lande manglede unge mænd, der var dræbt i krigen, eller hvor hele byer var jævnet med jorden, der var Danmark et land med relativ velstand, stor tryghed og en tilpas hyggelig mængde selvtilfredshed. 1950’erne blev et årti med økonomisk fremgang. Arbejdsløsheden var relativ lav, især hvis man sammenlignede med de katastrofale 1930’erne, hvor ”den store depression” havde ramt verdensøkonomien. Der kom også mange børn til verden i Danmark. En periode med pæn befolkningstilvækst, det vi i dag kalder for boomer-generationen.

Som forløber for de gyldne 1960’ere, fungerede 1950’erne som en katalysator for den revolutionslignende forandring der kom. Den industrielle revolution var voldsom i disse år. Danmark havde været et landbrugsland, hvor mange var beskæftigede i landbruget. Men udviklingen fik folk væk fra landet og ind til byerne. Landbrugslivet for den jævne dansker var ved at blive afviklet, til fordel for maskiner der overtog arbejdet. Til gengæld blev danskerne rigere. I 1960’erne begyndte bilerne også at dukke op allevegne. Der skulle bygges motorveje for at få plads til dem alle sammen. Alle ville gerne have en bil, og også et sted at køre i den.

Forstæderne dukkede op. For til en bil hører også et hus. Det klassiske parcelhus blev moderne. Også nye betonkomplekser skød op allevegne. I 1970’erne var disse store, firkantede kasser af beton med billige lejligheder almindelige, så man kunne finde dem i stort set alle provinsbyer. Den almene boligsektor boomede.

Levestandarden steg. Der kom mere smør på bordet. Samtidig blev den sociale mobilitet forbedret markant. Der kom en konstant stigning i antallet af børn fra arbejderklassen, der fik en videregående uddannelse. Det betød noget for lønudviklingen. Der kom flere specialiserede jobs med endnu flere specialiserede områder. Troen på det moderne menneske udkonkurrerede gradvist religionens betydning. Færre og færre gik i kirke. Samtidig skød skilsmisseraten i vejret, og der blev indført bistandshjælp og offentlig forsørgelse til enlige med børn. Der var således tale om markante forandringer i familiemønstrene, hvor den klassiske model med far-mor-børn blev udfordret.

De materialistiske forbedringer betød også et stigende pres på de offentlige kasser. Kort sagt undervurderede man i 1960’erne, da man opfandt mange af velfærdsydelserne, hvor stort en efterspørgsel der ville komme på disse. Det kostede dyrt for statskassen og i løbet af 1970’erne var det offentlige forbrug løbet løbsk. Også hjulpet på vej af energikrisen der prægede årtiet. Perioden fra 1947-1962 var drevet frem af en generel frygt for Sovjetunionen, hvor vesten polstrede sig med tættere bånd mellem de vestlige nationer, overstatslige institutioner til regulering af økonomi og militær. Der var tale om en reel blokdannelse. Mange af de fundamentale institutioner i det internationale samarbejde, som Danmark i dag er en del af, knyttede landene sammen. Således var det en konsekvens af den vedvarende krise, hvis omdrejningspunkt var den kolde krig og konflikten med østblokken. Det er paradoksalt, at det i dag er en krise med Rusland, der atter driver de vestlige lande til at knytte tættere bånd og styrke samarbejdet. Det viser hvor stor betydning kriser har for at forme den økonomiske og geopolitiske udvikling.