Som romantiseret og dedikeret fodboldfan fra barnsben har jeg set meget, både på nationale fodboldbaner til de store europæiske arenaer. Ligeledes har jeg slugt næsten alt fodbold, jeg har haft inden for rækkevidde i tv. Egne oplevelser, EM-kampen på Wembley mellem England og Danmark og her sidst det store lokalderby mellem løverne fra FCK og drengene fra Vestegnen i skikkelse af Brøndby IF får mig til at stoppe op og tænke over om interaktionen fra publikum har nået et kritisk punkt.
Det er svært at skrive, fordi der er så mange følelser i spil, når det kommer til at holde med et hold, derfor vil jeg prøve at skrive det, så neutralt jeg kan, da næsten alle fodboldhold har brodne kar og ballademagere blandt deres fans.
Lad os starte med den meget unge version af mig, som i startfirserne så Tipslørdag med min far, kampene var tit kedelige, spillet i regnvejr og som jeg husker dem som meget målfattige. Det var også i firserne, at jeg første gang hørte om hooligans. Jeg har et specielt billede printet i min hukommelse fra en bog, det var tiden før internet. En mand står på en tribune og blodet løber ned ad hans kind, på siden af toppen på hovedet sidder en dartpil. Den er kastet fra modstanderholdets fans, manden ser lidt ud som om intet er hændt, men for mig gjorde det indtryk.
Lad os springe frem til 90’erne hvor jeg selv var gammel nok til at følge mit hold, her fik hooliganismen en opblomstring som faktisk var voldsommere, end den er i dag. Dengang var politi og vagter slet ikke gearet til at stoppe slagsmål og på et tidspunkt, var det ikke særligt trygt at gå til fodbold. Der var også fokus på det fra tv, hvilket var med til at få flere til at enten synes det var sejt eller at tage afstand til det. Der var fraktioner som tilhørte den yderligste højrefløj og trak spor til nazismen, det blev en tid, hvor de største klubber pludselig havde hooligans.
Min far arbejdede som vagt på Aarhus Stadion, og jeg husker, hvordan jeg nogle gange tænkte på ham, en ældre mand, hvordan skulle han kunne forsvare sig selv, eller beskytte nogle uskyldige fans som var endt midt i et voldsomt slagsmål mellem hooligans. Dengang var det ikke nødvendigvis, fordi grupperingerne var store, men frygten og volden fik frit løb, derfor fyldte det mere end det burde.
Vi springer helt frem til 2005 i mine erindringer, hvor min på det tidspunkt kæreste var gravid med vores søn. Jeg havde fortalt vidt og bredt om mit yndlingshold og de skal møde deres rivaler i en kamp, med næsten et fyldt Aarhus Stadion, så det må være en kulisse, der kan vise, hvorfor jeg er så betaget af at se fodbold live.
Vi har en fed oplevelse og der er gang i begge holds supportere med flag, farver og masser af sange og dumme tilråb som dengang var en stor del af det, man kunne grine af. Jeg havde solgt oplevelsen godt, lige indtil vi skulle hjemad. Vi var sammen men en kammerat og hans kæreste, sammen med flere tusinde fans fra hjemmeholdet gik vi ned af Stadion Allé. Der var god stemning. Familier, kvinder, mænd og børn gik i samlet flok mod indre by. Pludselig kom 6-8 fra modstanderholdet og stillede sig på række så de spærrede vejen, de svingede med kæder og var meget voldsomme. De var i undertal, lad os sige 8 mod 1000, med fordi de råbte, skubbede til folk, ja selv til voksne som havde deres børn i hånden, opstod der panik. Folk løb i alle retninger og jeg blev væk fra min gravide kæreste, hvilket jeg husker som en situation, hvor jeg selv var parat til at gøre alt. Ikke for det hold som jeg kan lide og følger, men for at forsvare min ufødte søn og vel i virkeligheden mig selv. Det var en seriøs nedtur, og slutning på en ellers super fodboldoplevelse.
Vi springer igen og der opstod en mere farverig tilgang til at være fodboldfan, tingene blev også mere organiseret. Hver klub med respekt for sig selv havde fået udebaneafsnit hvor man imødekom udeholdets fans, nogle hold havde selv vagter med på tur. Politiet holdt klubbernes fans adskilte og man kunne som hjemmebanefan vælge om man ville placere sig i et almindeligt, familie eller fanafsnit.
Flag, spilletrøjer, konfetti, pyroteknik i form af røg og ikke mindst sange, som folk lærte hjemme og dem kunne man råbe i kor. Klubberne var begyndt at samarbejde med deres fans og dem der ville slås, begyndte at aftale slagsmål på afsides steder og det var som om at volden forsvandt fra stadion. Man kunne også opleve at man stod i et stemningsafsnit og en form for selvjustits kunne regulere opførelsen internt. Måske er det en smule romantiseret men jeg havde og har mange super oplevelser uden vold og har ikke haft bekymringer med at tage min søn med til fodbold.
For mig fik fodboldfeberen et ordentligt hak i tuden igen i januar 2020, da jeg havde givet min søn billetter til KMD Cup i Odense som er Danmarksmesterskaberne i indendørs fodbold. Året før havde vi oplevet et intern slagsmål mellem 3-4 af vores egne tilhængere, noget vi havde talt om derhjemme og regnede med var en enlig svale. I Odense havde man valgt at isolere et af holdenes fans, så de ikke kunne komme i kontakt med de mange andre fans. Det endte på skrækkelig vis, allerede fra start blev der af de marginaliserede fans kastet med kanonslag, simpelthen inde i en sportshal. Jeg husker, at jeg var gået ned under tribunen for at hente øl og sodavand, mens min søn stod med nogle af vores kammerater. Da jeg var på vej op ad trappen, kom folk løbende mod mig, det var hovedsageligt børn og familier. Jeg skyndte mig op til min søn og så, at en stor flok fans af dem, der var isoleret prøvede at forcere vagterne. De havde sågar deres egne vagter med, en af dem fik et hegn i hovedet. Heldigvis var min søn tryg, men det stoppede ikke der og efter alle i det afsnit blev sendt ud af hallen, forsøgte de efterfølgende at storme hovedindgangen. Det blev ikke til en konfrontation mellem fans, men jeg sad med følelsen af ikke at gide se den sport jeg elsker, hvis det er vilkårene for at afvikle et hyggeligt stævne.
Det er en lang smøre for at nå frem til min indledning. Efter Coronanedlukningen og næsten ingen fans på de internationale stadions, kom så det ventede EM 2020. Christian Eriksen faldt om i Parken, Danmark spillede sig ind i vores hjerter igen og samlede nationen. Det var umuligt at opdrive en rød hvid trøje og folk i alle aldre klædte sig i nationalfarverne. Da Danmark så skulle møde England på Wembley i London, begyndte idiotien i mine øjne at melde sig igen. Der kom historien om, at folk var blevet spyttet på, truet og simpelthen blev nødsaget til at skjule hvilket hold de holdt med. Måske var det nogle enkeltstående tilfælde men frygten levede igen.
Jeg læste om en dansk 16-årig dreng som fik revet sin holdtrøje fra et Superligahold i stykker af en voksen mand i Ølstykke, et par dage senere oplevede jeg selv at blive antastet i Fredericia. Min søn og jeg var ude til et musikarrangement og bar med stolthed et par udebanetrøjer fra det hold, vi holder med. På vej hjem blev vores trøjer kommenteret af tre gutter som havde synlige tatoveringer fra et andet Superligahold, de gjorde ikke som sådan noget, men gik og skulede og holdt øje med os. Det måtte simpelthen være et enkeltstående tilfælde. På vej hjem gik vi i Føtex og nogle meget unge småfulde unge mænd gik og handlede. En af dem var tydeligvis fan af samme hold som de andre, vi lige havde mødt.
Han lagde ud med at komme med et par dumme kommentarer som jeg ignorerede, det blev efterfulgt af en slags venlig kommentar om at man skulle holde med det hold man ville. Alligevel begyndte han midt inde i Føtex at synge en sang om, at vi skulle dø, lad mig slå fast med det samme, at jeg ikke følte mig truet eller jeg også er sikker på, at hans intention ikke var at slå nogen ihjel.
Det sad i hovedet, alt dette på grund af et stykke bomuld med logo på. Hvad nu hvis det ikke var mig og en anden person med kort lunte, kunne der så have opstået et slagsmål inde i Føtex i fordi man holder med et hold.
Da jeg så skulle se det ultimative største derby i dansk fodbold i søndags, godt nok hjemme i stuen, så slog det mig pludselig, har fankulturen nået kogepunktet. Jeg holder ikke med nogen af de to hold, der skulle spille, men jeg elsker god fodbold og stemning og det bringer begge mandskaber.
Parken var fyldt og det er den største højrisikokamp der findes på dansk jord så det undrede mig, at så meget pyroteknik havde fundet vej til tribunerne. Hjemmeholdet havde så meget røg bag deres tifo, at kampen simpelthen måtte midlertidigt afbrydes. Kanonslag er ligesom pyroteknik forbudt på danske stadions, men det blev ved med at give store brag ud over stadion. Speakeren prøvede at få fansene til at stoppe med kanonslagene, men det fortsatte. Et kort øjeblik sad jeg faktisk og frygtede at dommeren ville afblæse kampen helt. Kampen kom i gang igen selvom, hverken tv-seere eller flere af tilskuerne ikke kunne se, hvad der foregik.
Efter en scoring bliver en spiller ramt i ryggen at en bonrulle, sådan en der sidder i et kasseapparat og er forholdsvis hård og fast. Der er kastet to styk ind på grønsværen fra tribunen, hvor hjemmeholdets fans står, hvem har i det hele taget bonruller med til en fodboldkamp. Senere går det så den anden vej, nu er det udebaneholdets tur til at bruge kasteskyts, da en spiller bliver ramt af et afbrændt romerlys.
Selve kampen var super fed, det var faktisk en god fodboldkamp med en super stemning. Men min pointe er, om det nu ikke længere er fodboldspillerne som bestemmer om kampen skal afvikles, men nogle få individer som ødelægger det for alle andre.
Men der er ting jeg har i mente, hvordan kan så meget pyroteknik og kanonslag smugles med ind til en højrisikokamp? Flere steder læser jeg om tilskuere som slet ikke er blevet kropsvisiteret fra begge hold, er det som jeg husker fra barn, næste gang en dartpil der sidder i panden af en spiller. Kan det passe at man ikke længere kan holde med et hold og bære deres farver i offentligt rum?
Jeg er faktisk vild med tifoer, tilhænger af pyroteknik, hvis det kan arrangeres og bruges i områder hvor det er aftalt. Måske er jeg for romantisk omkring fodbold, men kan vi ikke skabe nogle rammer hvor fodboldspillerne kan løbe sikkert rundt inde på banen og vi fans både kan lide at juble med hvert vores hold, uden at skulle kigge os over skulderen.
Jeg elsker fodbold og håber ikke mine observationer er starten på noget, der eskalerer.
