Der findes en alternativ virkelighed, der finansieres og understøttes massivt af regeringerne i den vestlige verden. Dette er en virkelighed, der ikke afspejler det, som kan ses på internettes medier, hvor videoer fra smartphones detaljeret viser verden minut fra minut.

Det er ikke tilfældigt, at den ukrainske præsident Vlodymir Zelensky få timer efter det russiske angreb på Ukraine 24. februar 2022 tonede frem på internettet i en nu berømt video, hvor han slog fast, at han og regeringen ikke ville forlade landet, men ville kæmpe til det sidste. Ligesom det ikke er tilfældigt, at den israelske statsminister Benjamin Netanyahu få timer efter terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023 også stod frem i en video på internettet, hvor han erklærede, at Israel nu var i krig.

For det er på internettet, at de rigtige nyheder findes.

Ikke på de massivt manipulerede kanaler, befolkningerne ellers stolede på for bare et årti siden. Det er ikke på CNN, man kan finde de nyeste informationer om en konkret situation. Hvilket også er en af årsagerne til at Twitter i perioden fra 2012-2022 var mediernes foretrukne og højt forkætrede tilflugtssted, når de skulle finde historier til deres nyhedsflade. Og på trods af det nu hadefulde forhold til Twitter / X, så citerer man fortsat flittigt fra platformen, fordi det er er her, man finder reportagerne. Ikke i form af meninger fra forskellige brugere. Men fordi der er direkte reportager fra der, hvor tingene sker.

De gamle medier har tabt deres seere i hobetal. Det sker overalt i den vestlige verden. Nyhedsværdien i at høre en fortolkning af hvad journalisterne har læst på Twitter, er ikke indlysende for alle. Men det interessante at bemærke i en historisk sammenhæng er, at de betydningsfulde aktører henvender sig direkte til befolkningerne, udenom de gamle medier. De gør det effektivt og med professionelle kommunikationsredskaber. I den aktuelle situation fra Israel anvender både Hamas og den israelske hær deres konti på “sociale medier” til at informere om deres intentioner. Det er at afgørende nybrud, at konflikter og krige nu dækkes direkte af aktørerne selv. En metode som Zelensky har perfektioneret. Han er en af verdens mest berømte skikkelser, efter at hans informationskampagne startede i 2022.

Internettet er ikke længere et nyt medie. Efter gennem 30 år at have vokset uhæmmet, er det blevet til en uundværlig del af den moderne civilisation. Med frihedsgrader vi i dag tager for givet, men som er under hårdt pres. Det europæiske kontinent var i det 20. århundrede centrum for menneskehedes største krige. Millioner af mennesker gik til i disse krige. Efter 2. verdenskrig, og på baggrund af truslen fra kommunisterne i Moskva, forenede man de vestlige lande i Europa. Men fra at være et samarbejde om handel er det moderne EU nu et sted, hvor mange teknokratiske politikere og embedsfolk vil bestemme over befolkningerne via teknokratiske reguleringer. Reguleringer med en meget svag baggrund i demokratiske processer. Et koncept der skaber stor splittelse i mange europæiske lande, hvor befolkningerne er knap så begejstrede for EU, som EU’s teknokrater gerne vil have de skulle være. En lektie man ikke lærte da englænderne stemte sig ud af EU. Beslutningen startede en bølge af reflektion hos teknokraterne, der definerede ondskaben som “misinformation”.

Også nu arbejder man ihærdigt på at regulere demokratiet ud fra denne meget tung, teknokratisk tankegang. En ideologi der ser borgere og vælgere som folk, der ikke forstår at danne meninger selv. Tankegangen er meget fokuseret på at se befolkningerne i medlemslandene som farlige elementer, der skal under kontrol. Men det hele handler om at kontrollerer, hvad folk må se, og hvad folk ikke må se:

“Disinformation is false or misleading content that is spread with an intention to deceive or secure economic or political gain, and which may cause public harm. Misinformation is false or misleading content shared without harmful intent though the effects can be still harmful”, skriver man i EU’s storslåede sandhedsdokument, der er skabt indenfor de seneste 3-4 år.

Hvem der konkret skal afgøre, hvad der er misinformation eller sandhed, er svært at tolke ud fra de officielle paroler fra Bruxelles. For det er helt implicit, at det skal teknokraterne.

Det samme forsøg på informationsundertrykkelse sker i USA. Joe Bidens administration har taget demokraternes målsætning om at slå ned på “republikanernes misinformation” så alvorligt, at administrationen nu er landet i et historisk sagsanlæg, der ender ved Højsteret. Retssagen er en af nutidens mest betydningsfulde opgør om ytringsfrihed. For det står klart, at amerikanerne under coronapandemien praktiserede en uhørt censur af synspunkter på “de sociale medier”, der ikke stemte overens med præsidentens politik. Men amerikanerne har, i modsætning til de fleste europæiske lande, en knivskarp lovgivning mod censur. Samtidig er stort set alle tech giganter amerikanske virksomheder. USA vil derfor også på dette punkt være toneangivende for resten af verden.

Det er værd at bemærke, at ingen af tech giganterne har valgt at forsvare borgernes ret til fri information, men stort set kun har accepteret kravene, på trods af at de censurerede i mange tilfælde hverken har overtrådt gældende lovgivning eller platformenes egne regler.

Hvis man skal forstå forskellen på de to fronter i kampen om censur på internettet, så må man først definere, hvilke fronter der er tale om.

Den første front er den gruppe, der ønsker censuren. Det sker ud fra en relativ naiv ide om, at censur ikke kan gå den modsatte vej, nemlig hvis man mister magten. I denne fraktion mener man implicit, at folk er bedst tjent med forbud, fortielse og umyndiggørelse:

Befolkningerne skal helst forskånes for information, som fraktionen bedømmer er skadelig for os. Befolkningerne har med andre ord ikke ret til selv at tage stilling til informationerne. Samtidig er befolkningerne farlige af natur, og derfor kan informationerne få os til at ændre adfærd. Som bevis for denne holdning argumenterer man ofte med konkrete valgresultater eller meningsmålinger. Da Donald Trump blev valgt som præsident i USA, var rationalet, at dette skyldtes “misinformation”: Ikke at vælgerne i almindelighed havde vurderet kandidaternes ønsker for samfundet og truffet en afgørelse om, hvad de helst ville. Eller ikke ville.

Kort tid efter at Rusland angreb Ukraine, forbød EU den statsfinansierede russiske kanal RT. Fordi den spredte propaganda. Det var ellers en væsentlig kilde til at finde ud af, hvad den russiske regering gerne vil have at folk tror. Men den information var tilsyneladende for farlig for den europæiske befolkning. Samtidig med at man fordømte det russiske statstyre, diktaturet, brugte man de samme metoder til at begrænse information selv.

Den anden front er svær at definere som en konkret gruppe. Der er dybest set tale om vidt forskellige grupperinger, hvis væsentligste fællestræk er, at de i et eller andet omfang har været ramt af censuren på internettet. Man kan heller ikke tale om en traditionel højre mod venstre gruppering. Når det lige nu i sær er folk fra det republikanske parti, der udtaler sig mod censuren på Twitter, Facebook, Google og Youtube, så skyldes det sandsynligvis, at de er blevet censureret af Biden-administrationen. Det kunne ligeså godt have fungeret den anden vej. Muligheden for at kunne styre den offentlige diskurs via censur, er ganske enkelt et alt for fristende tilbud for en politiker eller embedsmand. Men den samlede sum af denne fronts argumenter er, at de vil af med den censur, de er blevet ramt af.

Den tredje front består af en bred vifte af intellektuelle, der ser farerne ved censuren, hvis omfang er blevet mere og mere rabiat. Herunder censureres historiske værker, hvorfor der er en risiko for, at historien går tabt. Helt efter bogen “1984” af George Orwell:

“For, after all, how do we know that two and two make four? Or that the force of gravity works? Or that the past is unchangeable? If both the past and the external world exist only in the mind, and if the mind itself is controllable – what then?”

I den sidste ende kan historien være omskrevet i en sådan omfang, at ingen alligevel vil vide, hvad der var rigtigt eller forkert. Det er censurens ypperste katastrofe, at man ændrer på navne, steder og begivenheder, så det passer til Orwells berømte formulering om, at “sandheden er, hvad partiet har bestemt”.

Der har været “løgn og latin” længe før internettet blev opfundet. Men i de demokratiske landes historieskrivning, har censur primært været noget, man karakteriserede diktaturstater med. Sådan er det ikke længere. I vores tidsalder sværmer politikere fra næsten alle partier omkring censuren, som om der var tale om et fornuftigt og alment anvendeligt politiske greb. Det kaldes ganske vist ikke censur. Man kalder det for “misinformation”. Uden at beskrive tydeligt, hvem der skal bestemme, hvad der er “sand” og “falsk” information.

Demokratiets vigtigste funktion er at kunne rumme uenighed på en fredelig måde. Ved at indføre censur risikerer man at sætte denne afgørende mekanik ud af spil:

Hvis man alligevel ikke har tillid til at en befolkning selv kan tage stilling til de informationer, den præsenteres for, så hører man nok mere hjemme i et diktatur, end i et demokrati.

LÆS OGSÅANDRE ARTIKLER