Det kan være svært at se, hvem der er de klare bud på en statsminister efter næste folketingsvalg. Der er flere bud i spil, interne kampe i den blå blok og et Radikale Venstre der ikke kan beslutte sig for den ene eller den anden. Vælgerne ved ikke, hvem de stemmer ind i statsministeriet, når valgdagen kommer.
Hvem er det største dyr på savanen når danskerne næste gang har talt? Det spørgsmål er der nok mange vælgere og politiske analytikere der gerne ville kunne se allerede nu. Men det bliver ikke let denne gang, for der er op til flere bud. Og det kan vise sig at være statsministerens helt store fordel, hvis ikke de to blå kamphaner finder ud af hvem af dem der er det største dyr på savanen.
Der kommer et folketingsvalg, det er givet. Folketingsvalget kommer senest juni næste år, men måske der vil være taktik i at udskrive det snarest. Men det er måske også et dumt træk af statsministeren, der lige nu ser på de dårligste meningsmålinger i flere år. Det er et spil, og det ender nok med at komme bag på de fleste hvornår det næste folketingsvalg skal udskrives.
Ellemann eller Pape?
Der er to bud der begge er gode på en statsminister i den blå blok. Både Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (C) er kandidater til statsministerposten, såfremt vælgerne skulle sikre et blåt flertal efter næste valg.
Jakob Ellemann-Jensen har flere gange været ude for kritik af hans mulige evner som statsminister. Han er meget formel i sin tone, han er meget rank i sin holdning og for nogen kan han meget vel virke som en kende arrogant. Ellemann-Jensen har efterhånden en del tid i bagagen som formand for Venstre, et parti der traditionelt går efter statsministerposten. Men Ellemann-Jensen står ikke til den store opbakning hos vælgerne, og samtidig er der stor fremgang til Det Konservative Folkeparti. Det svækker Jakob Ellemann-Jensen i hans drømme og ambitioner om at overtage kontoret i Statsministeriet.
Han har ikke lykkedes med at skabe den opposition til Mette Frederiksen, som man ellers ville forvente af en leder af Venstre. Han har ytret kritik i løbet af corona og har kastet med påstande om løgne og manglende tillid, men om det virker i befolkningen er tvivlsomt. Viser det sig i minkkommissionen, at der ikke er noget at komme efter hos Mette Frederiksen, ja så står Jakob Ellemann-Jensen tilbage med en næse der ikke bare er lang, men nærmere meget lang. ¨
Det gør sig også gældende for Søren Pape Poulsen. Han har været ude med en lignende kritik – og han holder sig ikke tilbage for at kritisere regeringen hver gang han har chancen. Men når Søren Pape Poulsen er i spil som statsminister skyldes det en lang kamp for at få Det Konservative Folkeparti tilbage på højkant. De har været helt nede hvor man frygtede for spærregrænsen, men med Pape ved roret har skibet kurs op mod en stærk vælgertilslutning og en reel chance for at gøre Schlüter kunsten efter og sikre en konservativ statsminister. Søren Pape Poulsen har vist nogle af de takter, som man kan savne ved Ellemann. Men om det er nok, det er usikkert.
Den store udfordring for de to er, at de er nødt til at melde ud hvem der er blå bloks statsministerkandidat. En væven og en tøven heri kan blive katastrofal, for vælgerne har brug for at vide hvem deres stemme går til, hvis de stemmer på et andet parti end nødvendigvis Konservative eller Venstre. Der er stor usikkerhed om hvorvidt Søren Pape Poulsen tør tage magten fra Jakob Ellemann-Jensen, selv hvis Konservative skulle ende med at blive større. Vi så med Dansk Folkeparti for år tilbage, at når man har chancen for at gå i regering og få magt, så skal man tage den. Ellers bliver man straffet af vælgerne. Det kan blive statsministerens fordel, at de blå ikke ved hvem der er det største dyr på savannen.
Radikale Venstre kan koste den rød-grønne alliance livet
Der er slingrekurs hos Sofie Carsten Nielsen. Ikke fordi hun slingrer i sine udmeldinger om fremtiden, men fordi det virker noget utroværdigt. Hun har meget klart meldt ud, at Radikale Venstre efter et folketingsvalg ikke vil ligge mandater til en socialdemokratisk et-partiregering. Det vil de ikke, fordi den nuværende regering, ifølge Sofie Carsten Nielsen, har ageret egenrådigt og magtfuldkomment.
Det er der som sådan ikke så meget tvivl om. Hun afviser ikke at støtte en S-SF-regering, så det er ikke fordi hun nødvendigvis går med ministerdrømme i maven. Men fordi hun ikke vil støtte en regering som den der er nu. Men hvorfor vil man støtte dem nu, hvis ikke man vil efter et valg? Det virker meget spøjst, at man kan have tillid nu, men ikke efter et valg – endda efter et valg hvor vælgerne har haft muligheden for at pege på de politikere og den retning de ønsker, et valg hvor coronahåndteringen kommer til at spille en rolle. Ender det med opbakning til Socialdemokratiet her, så har vælgerne talt. Men der vil Radikale Venstre ikke støtte dem. Men det vil de nu? Det virker besynderligt.
Meldingen fra Sofie Carsten Nielsen har naturligvis flere ben, blandt andet et ønske, a la Lars Løkke Rasmussen, om at holde yderfløjene fra indflydelse på midten af dansk politik. Men det kan ende med at koste den rød-grønne alliance livet. For lige nu er Radikale Venstre, sammen med SF og Enhedslisten med til at presse den førte politik i en grøn retning. Selvom alle partier slår sig op på at være grønne, så virker det bare ikke til at der reelt er andre grønne partier end de tre partier der lige nu presser regeringen.
Sofie Carsten Nielsens ønske om en mere midtsøgende politik hvor det ikke handler om rød eller blå, men om det politiske indhold. Hvor det er lighederne der skaber politik. For hun har helt ret i, at der er mange lighedspunkter mellem Radikale Venstre, Socialdemokratiet og Venstre. Men der kan der også sagtens blive lavet politik. Det er det der sker nu. Regeringen laver politiske aftaler til både højre og venstre.
Det er klart, at der er perspektiver i et lave regering over midten. At politik laves her. Det er også her det holder længst. Lars Løkke Rasmussen har lavet et helt politisk projekt med dette ønske. Yderfløjene kan holdes uden for indflydelse, hvis partierne i midten laver politik. Men her skal man også huske på, at der er mange der stemmer yderligt, fordi de ønsker nogen der kan presse en regering. Demokratiet er for alle valgte, ikke kun for dem der kan tælle til 90 mandater. Det er klart, at der er mange mandater på midten af dansk politik. Det er klart, at det er her det meste politik skal laves. Men der er også brug for at høre yderfløjene.
Radikale Venstre udmelding kan blive katastrofal for Mette Frederiksen. For skal hun, som ønsket, fortsætte med en et-partiregering, så skal hun finde 90 mandater uden Radikale Venstre. Og det bliver meget svært.
Det er svært at spå om hvornår der kommer valg. Mette Frederiksen har lagt kursen om – og det plejer at indikere et valg. Men hendes egen position er ikke voldsomt gunstig.
