Fredericia Tennisklub sikrede sig lørdag oprykning til landets næstbedste række. Det skete efter, at holdet selv vandt 5-1 mod Risskov, og Tarup/Pårup vandt 4-3 mod Nyborg.

Fredericia havde skæbnen i egne hænder med oprykning. For at være helt sikker på oprykningen skulle Fredericia vinde med 6-0 på hjemmebane mod Risskov, der ligger nummer sidst i 2. division vest pulje 2.

Hjemmeholdet overlod intet til tilfældene på banerne på Baldersvej, der dannede rammerne om den afgørende kamp. Lukas Dupont lagde ud med at besejre Risskovs Ole Kjær sikkert i to sæt med cifrene 6-1 i begge sæt. Det fulgte Jonas Dupont op med at vinde 6-2 i begge sæt mod Morten Nielsen, og da Jacob Jessen og René Dupont også sikkert vandt deres singler, så begyndte der for alvor at blive tro på tingene på Baldersvej.

Fredericia Tennisklubs formand, Frans Dupont, begyndte at tro på det kunne lykkedes at afgøre det hele selv med sejre i de sidste to doubler. Lukas Dupont og Jacob Jessen vandt 6-0 i begge sæt mod Ole Kjær og Morten Nielsen, og så var det op til Magnus Ambye og Jonas Dupont at vinde mod Peter-Oscar Hald og Søren Højgaard.

Der var god grund til at sende en knyttet næve i vejret. (Foto: AVISEN)

Efter to tætte sæt gik det dog galt. Begge sæt gik i tiebreak, og begge gange slap Risskov bedst fra det, og det betød, at de vandt begge sæt 7-6. Det betød, at Fredericia var afhængige af opgøret mellem Tarup-Pårup og Nyborg, der havde kampstart klokken 13:30.

Fredericias kamp sluttede omkring klokken 14:00, og der var derfor fuld spænding i klubhuset, hvor man afventede en melding på, om Tarup/Pårup tabte minimum en af kampene. Det skete allerede i første sæt, da Allan Madsen i tre sæt tabte til Mark Thøge Pedersen fra Nyborg, men da resultatet først er tilgængeligt efter kampen måtte Fredericia afvente indberetningen fra opgøret.

Klokken 16:30 oplyser Frans Dupont, at meldingen kom fra Tarup/Pårup-kampen og så brød jublen ud i Fredericia-lejren.

– Der var en kæmpe jubel i klubhuset, alle fløj op af stolene, siger formanden og fortsætter:

– Det betyder at vi er i den næstbedste række og skal spille mod nogle af de store klubber på Fyn og i Jylland.

Lukas Dupont og Jacob Jessen vandt i sikker stil deres double. (Foto: AVISEN)

Fredericias spillere på det nyoprykkede hold bor i Aarhus, men kommer oprindeligt fra Fredericia.

– Det er fedt, at de stadig gider spille for os. Vi håber, at når vi nu er rykket op, at vi kan få tiltrukket flere medlemmer siger Frans Dupont og oplyser, at klubben har i omegnen af 140 medlemmer.

At det hele endte lykkeligt med en oprykning glæder Frans Dupont, der selv traskede rundt og håbede på det bedste.

– Det har været med masser af spænding og nervøsitet. Den sidste kamp blev lige lovlig spændende, og pludselig var vi afhængig af et andet resultat, så det var med en vis nervøsitet, siger Frans Dupont.

Med oprykningen til 1. division følger der nye krav til Fredericia Tennisklub om, at der skal være et bestemt antal baner, som man kan spille på. 

Skriv en kommentar