Fredagen byder på enkelte byger, som især rammer den vestlige og sydlige del af landet.

Mellem bygerne er der plads til solen, men med temperaturer på moderate 16 til 20 grader og stedvis ret blæsende vejr kommer det nok ikke til at føles særligt sommerligt. Årsagen til det lidt sørgelige sensommervejr er det lavtryk, der tidligere på ugen gav os en del regn og kraftige byger, men som nu ligger over det nordlige Finland og er ved at svækkes.

Weekendens vejr ser mere lovende ud. Vi får nemlig tørt og roligt vejr med nogen sol og temperaturer på 16 til 21 grader. Det vil derfor føles helt sommerligt, og med havtemperaturer mellem 15 og 19-20 grader kunne enkelte vandhunde måske fristes til en tur i bølgen blå.