Med en næsten 120 år lang historie som bagtæppe accelererer Salling Group fra årsskiftet sine strategiske prioriteter og hæver ambitionsniveauet for virksomheden markant.     
   
Efter mere end 60 års A.P. Møller – Mærsk ejerskab er Salling Fondene i dag 100 procent ejere af Salling Group – den virksomhed Ferdinand Salling grundlagde i 1906, og som sønnen Herman med årene udbyggede. I dag er Salling Group finansielt stærkere end nogensinde, og timingen for at løfte både mål og standarder har derfor aldrig været bedre for dagligvarekoncernen.    
   
– Salling Group står et historisk sted i tiåret for tilbagekøbet fra A.P. Møller – Mærsk, hvor vi siden har professionaliseret hele virksomheden og i dag står økonomisk stærkere end nogensinde. Det forpligter, og vi er klar til at hæve barren. Vi vil videreføre det, som Hermann Salling satte som mål – at tilbyde kunderne de bedste varer og løsninger. Det vil vi gøre ved at ekspandere yderligere gennem ambitiøse opkøb og ved at investere op mod 13 mia. kroner i at styrke kerneforretningen i alle led. Det lader sig kun gøre, fordi vi driver en økonomisk sund virksomhed, som netop er forudsætningen for, at vi kan realisere vores nye mål med et hidtil uset højt ambitionsniveau hen over de kommende år, siger administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh.   

Opkøb og fusioner på det europæiske marked skal gøre Salling Group endnu mere robust mod udsving på det danske dagligvaremarked.

Salling Group etablerer også Salling Seeds, som er en innovationspulje på en halv milliard kroner til investeringer i start-ups og små virksomheder med fokus på teknologi, bæredygtighed og produktudvikling. Udover økonomisk kapital kan iværksætterne også få adgang til dagligvarekoncernens maskinrum og støtte til at udvikle netop deres forretning.   

Hver dag bedre  
 
Kerneforretningen i Danmark, Tyskland og Polen skal styrkes. Konkret skal den historisk største vækstmotor, det danske marked, forblive robust gennem investeringer i bl.a. nye butikker og drift, mens alle tyske butikker skal opdateres til nyeste Netto-koncept. I Polen skal butiksantallet øges fra 650 til 1.000 inden udgangen af 2028. Samtidig vil der blive investeret massivt i nye løsninger og systemer til at understøtte 60.000 medarbejdere i Danmark, Tyskland og Polen.     
     
Ud fra de nye strategiske prioriteringer har Salling Group defineret et mål om at nå en årlig omsætning på over 100 mia. kroner.     

– Gennem de seneste år har vi bragt os selv i en unik position, hvor vi hurtigt kan gribe muligheder, når de opstår. Vi kan, og vi tør slå til. Det vil vi gøre henover de næste år, så Salling Group bliver en endnu større og vigtigtigere samfundsaktør, som gør en reel forskel i hverdagen. Jeg glæder mig til at gøre hver dag bedre for vores over 12 mio. ugentlige kunder sammen med alle mine kollegaer i Danmark, Tyskland og Polen, og jeg ser frem til fortsat at give en del af vores overskud tilbage til samfundet gennem vores ejere, Salling Fondene, siger Anders Hagh.      

Salling Group har i dag 1.746 butikker i Danmark, Tyskland og Polen og omsatte i 2023 for 70,3 mia. kroner.