FC Fredericia har haft et svingende 2022. Man spillede en rolle i oprykningsspillet inden sommerferien, men efterårssæsonen har været med pilen pegende ned ad og et nedrykningsspøgelse, der hænger over hovedet på FC Fredericia, der går et forår imøde, hvor målsætningen er at sikre sig overlevelse i NordicBet Ligaen.
2022 er et overstået kapitel for FC Fredericia. Efter efterårssæsonen stod den på træningskampe mod Kolding og AGF, som begge blev vundet. Status er, at holdet endte på femtepladsen i 2021/22-sæsonen, men til gengæld nu overvintrer på tiendepladsen á point med Hobro, der er under nedrykningsstregen og har en kamp i baghånden.
– Sidste sæson var godkendt, og vi levede op til målsætningen der. Længe spillede vi med om oprykning, men det er glemt nu, da vi havde en halvsæson, der ikke gik som håbet. Vi havde en stor udskiftning i sommer, og har haft store vanskeligheder efter vi ellers havde haft en god opstart. Det viser, at træningskampe er en ting, og turneringen er noget andet. Vi sluttede godt af med en sejr, men vi tager det alvorligt, hvor vi ligger i tabellen. Vi skal lægge på i foråret, så det bliver mere spændende end vi havde håbet på inden sæsonen. Vi tror på det, og vores hold sluttede godt af, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, og fortsætter:
– Vi synes egentlig, at når vi evaluerer på det, at holdet først satte sig i den sidste del af turneringen. Adam Jakobsen og Frederik Carstensen løftede sig blandt andet i den periode. Vi havde en ringe kamp i Næstved, hvor vi tabte 5-0, men ellers har de andre kampe været tætte. Det tager tid at spille et hold sammen, og det tager længere tid end, vi havde forventet.

Forude venter et transfervindue, hvor der kan komme både til- og afgange. Stig Pedersen forudser en noget mere rolig aktivitet end i sommer, hvor der kom ni spillere ud, og til gengæld kom ni spillere ind. Af afgange var der markante skikkelser i form af profiler som Kristian Kirkegaard og Samson Iyede, samt rutinerede spillere som Christian Ege og Anders Holvad. Netop sidstnævnte kategori mangler ifølge Stig Pedersen i den nuværende trup.
– Vi kigger ind i det, og vi vil gerne have en forstærkning eller to så de unge får lidt at læne sig op ad. Hvilken position det er til, handler det ikke så meget om, det er mere profilen og typen, vi kigger på. Det skal selvfølgelig være spillere til startopstillingen, og som har rutine, men hvor præcis på banen er ikke vigtigt. Det er ikke nødvendigvis en spidsangriber, men det kan være alt fra en en kantspiller, en central midtbane eller en forsvarer, fortæller Stig Pedersen.

Foruden spillere, der kigges på, har FC Fredericia allerede sikret sig en tilgang i form af Daniel Johansen, der er venstre back. Dertil kommer det, at Nicolaj Ritter efter et skadesplaget efterår, igen er skadesfri.
– Daniel kan i princippet også spille venstrestopper i et tremandsforsvar, så det er gode spillere at få. Ritter har stor rutine, og var en af vores bedre spillere i sidste sæson, så det er vigtigt, at han bliver klar. På den måde lysner det, siger Stig Pedersen, der kunne se Nicolaj Ritter få en halv times tid på banen i træningskampen mod AGF og derfor forventer, at han er fuldt med i opstarten.
Efter en efterårssæson, hvor det absolutte lavpunkt var blamagen med et 5-0-nederlag på udebane til Næstved, kunne en fyring af Michael Hansen som træner have været et tema. Det afviser Stig Pedersen.
– Det er klart, når det ikke kører, så kigger man på det, men vi evalurer spillere og trænere hele tiden. Vi synes ikke, det er der, at problematikken ligger. Det er mere det med, at det tog tid med, at holdet fik sat sig, udtaler Stig Pedersen.
Direktøren slår fast, at han har respekt for den situation FC Fredericia er i.
– Vi tager det alvorligt. Vi skal ud af starthullerne fra den 19. februar i første turneringskamp mod Hillerød, og når du er i slutspillet, så spiller du om oprykning og taber du, så er der ingen konsekvens. Det er der i nedrykningsspillet, hvis man ikke tillspiller sig sejre, slutter Stig Pedersen.