I Danmark elsker vi vores vindmøller og fejrer dem med prompt og pragt. De er blevet selve symbolet på den grønne omstilling. Og dermed for Danmark som foregangsland. Jeg kipper også gerne personligt med vindmølle-flaget og elsker vores danske mod til at gå forrest.
Men vi må ikke stoppe ved vindmøllerne og vores kærlighed til den voksende offshore branche, som så ofte bliver skamrost ovre i Esbjerg. Det er fantastisk, men det er slet ikke nok, hvis vi virkelig skal sætte turbo på den grønne omstilling.
Vi skal turde tænke større, tænke mere i sammenhænge og forberede os på det næste store eventyr.
Et af de eventyr udleves lige netop nu i Fredericia. 40 procent af alt Danmarks brændstof produceres her. Derfor er hele Danmarks grønne omstilling også direkte afhængig af Fredericia kompetencer, mod og velvilje. Men det skorter heldigvis ikke på mod og visioner i Fredericia.
Vi har med virksomheder som Everfuel, Crossbridge, ADP, Ørsted, Energinet, Google, TVIS, Fredericia Fjernvarme, Fredericia Spildevand, Fredericia Maskinmesterskole og mange mange flere helt unikke muligheder for at omstille Danmark til fremtiden.
Vi kan med vores unikke geografiske placering midt i landet, vores adgang til havet, nærhed til motorvej og jernbane, samt årelange erfaringer fra raffinaderiet gøre drømme til virkelighed. Men det kræver at vi kan sikre politisk opbakning fra Christiansborg til at øge de statslige investeringer i vores brintfabrik, investere i udvidelse af brintinfrastrukturen, opnå en langt hurtigere myndighedsbehandling (fast track på vindmøller er ikke nok), øge vores fokus på teknologiudvikling, skabe en infrastrukturplan der forstår vores havnes betydning, indføre større fleksibilitet til opstilling solcelleanlæg på lagerhallerne I Taulov og generelt skabe et langt større nationalt fokus på de grønne brændstoffernes infrastruktur i Fredericia.
Vi kan fejre vores vindmøller og vedvarende energi nok så meget, men hvis vi ikke har den tilstrækkelige infrastruktur til at fordele og udnytte den optimalt, så kommer vi ingen vegne. Derfor har den grønne energis hovedstad i Fredericia brug for stærkere stemmer. Stemmer der taler i fælles kor for at styrke vores grønne infrastruktur og stemmer der tør drømme stort om fremtidens grønne brændstoffer.
Og hvis man synes at mit debatindlæg om vigtigheden af den grønne infrastruktur lyder kedeligt, så skal man bare se på hvor meget ADP er vokset de sidste to år. Og ikke mindst kigge på hvor mange nye medarbejdere, der lige nu bliver ansat på havnen i Fredericia. Det går så hurtigt, at man får kuldegysninger af det.
I Fredericia er grøn omstilling ikke noget vi taler om, men noget som vi handler på.
Jens Jonatan Steen
Socialdemokratisk folketingskandidat i Fredericia