Torben Holt fra Fredericia vil med sin solbrillevirksomhed, James Ay, være kendt som et grønt alternativ til internationale masseproducenter, og torsdagens nervepirrende besøg i Løvens Hule kastede en investering af sig, der giver stifteren håb om efter tre år endelig at kunne udbetale den første reelle løn til sig selv.

Der er er tapet en lap papir med et håndskrevet ”James Ay” på postkassen i Erritsø. Indenfor er det tidligere børneværelse og kontor erstattet af stakkevis af papkasser, reolsystemer og pudseklude.

Torben Holt, grundlægger af James Ay. Foto: MUMILAB, Peter Ravnsborg

Stifteren bag James Ay, 38-årige Torben Holt, er født og opvokset i Fredericia, men bor nu med sin kæreste og søn i Aarhus, hvor han til daglig driver sin iværksættervirksomhed fra. Forældrene Kate og Palle agerer henholdsvis lagerchef- og assistent på tredje år fra barndomshjemmet i Erritsø.

Med håndlavede stilrene solbriller i plantebaseret materiale og tidsløst design vil det aarhusianske solbrillebrand James Ay fylde et grønt hul i et ellers tætpakket og mættet marked. Få selskaber råder over næsten hele verdensmarkedet, men stifter Torben Holt mener, at det bæredygtige solbrilleunivers har sin berettigelse. 

– James Ay skal ikke konkurrere mod de store masseproducenter, tværtimod. Vi laver solbriller til dem, der tager bevidste valg med udgangspunkt i kvalitet med omtanke for miljø og design, siger Torben Holt, stifter af James Ay.

James Ay er ikke en del af den masseproduktion, hvor smid ud-kulturen dominerer

– Vi er ikke en del af fast fashion-industrien, hvor masseproduktion og brug og smid ud- kulturen stadig dominerer. Vi producerer solbriller af høj kvalitet i et tidsløst design med ideen om, at de kan værdsættes resten af din levetid – og gerne i flere generationer.

James Ay har hovedsæde i Aarhus, hvor de til dagligt deler kontor med designbureauet og forretningspartneren BWD i lokaler, der før har huset et gammelt snedkerfirma i baggården i Klostergade. Torben vil med sit univers og fortællinger om forskellige menneskers vej til det gode liv inspirere andre til at følge solen – deraf ”Follow the sun”.

Torben Holt bad sammen med sin forretningspartner, Daniel Uggerhøj, om 250.000 kr. for 5 % af deres virksomhed i Løvens Hule. Iværksætterne kom derfra med en investering fra Christian Arnstedt på 300.000 for 15 %.

– Det er en kæmpe anerkendelse, at Christian Arnstedt investerer i James Ay og tror på os, når han af erfaring ved, hvor konkurrencepræget og monopoliseret solbrillemarkedet er, siger Torben Holt.

Daniel Uggerhøj (th), Christian Arnstedt (m) og Torben Holt (th): Foto: MUMILAB, Peter Ravnsborg

Christian Arnstedt tror på, at James Ay rammer noget rigtigt med deres mission.

– James Ay har lavet et rigtig godt arbejde med at lave en unik identitet. De har lavet et gennemarbejdet produkt med bioacetat og gode materialevalg, og en klar brandhistorie. Derudover har de et rigtig godt samarbejde med butikker i flere lande og har vist, de kan sælge. Det er nogle rigtige gode stiftere, som jeg glæder mig meget til rejsen med og til at udbrede deres mission i og udenfor Danmark, siger Christian Arnstedt, som altså var den af løverne, der endte med at bide på.

Foruden webshoppen på jamesay.dk, er der et sted i Fredericia og få fingrene i et par af de plantebaserede solbriller; hos Wiberg i Gothersgade.

Investeringen og opmærksomheden fra Løvernes Hule har øget iværksætternes mål om at nå flere butikker og nye internationale markeder, fortæller salgschef i James Ay, Daniel Uggerhøj.

– Vi mærker klart, at James Ay har ramt et hul i markedet med vores univers og identitet. Folk har manglet en solbrille, der er mere end ”bare” en solbrille, men hvor der er tænkt over alle aspekter som design, bæredygtighed og universet omkring dem – og så til en rimelig pris, siger Daniel Uggerhøj, der fortsætter:

– Inden årets udgang har vi et mål om at være i 150-200 butikker, på fem nye markeder og at fem-seks doble vores omsætning. Vi går efter organisk vækst, men James Ay skal ikke kunne købes på hvert et gadehjørne. Vi vælger vores samarbejdspartnere med omhu, og de skal vægte brandværdi, kvalitet og design højt. Vi skal ikke være hos dem, der holder udsalg hver måned.

I løbet af James Ay’s levetid på knapt to år, er der kommet 80 forhandlere til. Efter to år uden reel løn til stifteren og en turbulent start, er der mere ro i maven hos Torben Holt.

– Jeg havde en hård start, idet solbriller var nyt for mig, og jeg startede virksomheden på den anden side af jorden, mens jeg var på rejse i Australien. Når jeg ser tilbage, så må jeg erkende, at jeg ikke ligefrem havde gjort det nemt for mig selv, men jeg tror ikke, det er urealistisk, at vi indenfor få år er et anerkendt og reelt grønt alternativ til de store verdensomspændende mærker, siger Torben Holt.

Hvordan opstod ideen til James Ay? – Og hvor kommer navnet fra?

– Jeg har altid elsket solbriller, så jeg har en mangeårig interesse for dem som produkt. Jeg er meget inspireret af stærke koncepter som Daniel Wellington, Rapha og Rains, og jeg havde en ide om, at plantebaserede solbriller kunne blive til en god business case, da indtjeningen er fin, og det fysiske produkt ikke kræver store lagerhaller at opbevare, så det blev min passion, jeg kastede mig over.

James Ay er en hyldest til den moderne opfinder af solbrillerne; James Ayschough (1720-1759).

En sand pioner i sin tid. Han eksperimenterede med alle typer glas for at forbedre, hvordan mennesker kan se i forskellige lysforhold. I modsætning til andre turde han at gå ned ad en utraditionel vej og var konsekvent i sin tro på, at briller ikke kun ville forbedre vores syn, men også kunne indebære farver. Det er derfor ikke kun hans arv, der har inspireret vores solbrillekollektion, det er også James’ meget stålfaste og utidige væsen. 

Solbriller – det er noget, vi alle har i skuffen, så hvorfor er I anderledes?

– James Ay adskiller sig fra andre brands på stort set alle parametre. Vi leverer den bedste kvalitet i bæredygtigt dansk design med stærk identitet til en fair pris. Forretningsmæssigt har vi derudover en snorlige salgsstrategi og verdens bedste service, så James Ay kommer forhåbentligt til at sidde på mange næserygge den kommende sommer.

Hvordan var det at være med i Løvens Hule?

– Jeg har set alle afsnit, så det var lidt surrealistisk, at vi pludselig var en del af det. Jeg havde det som om, at jeg skulle spille en vigtig fodboldkamp. Jeg var spændt, men også klar. Da vi først kom ind og stod foran Løverne, var kampen i gang, og så tænkte jeg ikke meget mere over det. Vi havde forberedt os godt og kunne svare på det meste. Det var virkelig spændende at være med. Og det er det nok vores 15 minutes of fame, fortæller Torben Holt med et smil.

Hvordan er det, at hele familien er inddraget, når mor og far er på lageret – og din kæreste ”trækker” slæbet på hjemmefronten?

– Hele familien bliver inddraget, når man forfølger sin drøm som iværksætter. Det kan ikke undgås. Uden deres opbakning, så ville rejsen ikke lykkes. De er en stor del af James Ay’s succes. Jeg tror, at alle iværksættere, der ikke har en pengetank i baghaven, ville kunne skrive under på, at familiens opbakning er essentiel, så det sætter jeg enormt stor pris på, siger Torben Holt, der også er blevet far.

– Jeg er også blevet far, og jeg må ærligt indrømme, at det er en hård kombination. Det kan ikke anbefales at få sin førstefødte samtidig med, at man starter virksomhed.

Hvordan er dit iværksætter-gen opstået – du er jo gammel fodboldspiller?

– Min far har været selvstændig, og derudover har jeg en del venner, der er selvstændige. Det tror jeg, har smittet af på mig. Jeg har også tidligere været selvstændig i 6 år med et lille webbureau, og jeg har et stort vindergen, så hvis jeg sætter mig noget for, er det meget sjældent, jeg giver op. Det kommer nok fra min tid i fodboldverdenen, som har været en stor del af min opvækst, fortæller han.

Hvordan finder man modet til at kaste sig ud i sin drøm?

– For mig handler det om den rigtige plan og om at kunne skære udgifter ned til et minimalt niveau, så det ikke presser unødvendigt i processen. Derudover brænder jeg rigtig meget for at skabe noget på egen hånd, men det skal være noget, jeg kan se mig selv i, siger Holt, der også fortæller, at det dragende er at lykkes, mens det svære er økonomien.

Hvad er next level og fremtidsplanen for James Ay nu?

– Next level er at skalere James Ay ved at åbne nye markeder og lande. Vi har et rigtig stærkt fundament til at kunne gøre det. Derudover skal vi hele tiden gøre vores processer mere effektive og gøre produktet endnu bedre. Vi kigger også på, om vi skal udvide vores produktsortiment. Vi håber, at vores deltagelse i Løvens Hule kan få solen til at skinne lidt mere, slutter Torben Holt med et stort smil.

I dag forhandles James Ay i Wiberg i Gothersgade i Fredericia og på jamesay.dk.