FHK løb mandag aften på banen til den første træningskamp forud for 2021/22-sæsonen, og det endte med et nederlag til Tønder på 27-29 efter en kamp, hvor særligt FHK’s forsvar blev udfordret.

FHK spillede mandag aftne sæsonens første træningskamp efter, at den første blev udskudt pga. coronatilfælde i FHK’s trup. Derfor var der også ekstra stor opmærksomhed omkring træningskampen, hvor flere hundrede tilskuere havde taget plads i thansen ARENA, hvilket ellers ikke er et normalt syn til en træningskamp, når modstanderen er et 1. divisionshold som TM Tønder.

FHK stillede op til kampen uden flere spillere. Mishels Liaba, Kasper Young, Anders Kragh Martinusen, Kristian Olsen Martin Bisgaard sad alle ude. Det gav til gengæld plads til U19-spilleren Lukas Karlskov, der erstattede Bisgaard.

Til gengæld var der uofficiel FHK-debut til Jens Fredsgaard, Lasse Balstad, Nikolaj A. Nielsen, Mads Christiansen og Cornelius Kragh. De tre sidstnævnte startede på banen, og iøjnefaldende var specielt Mads Christiansen, der i sin seneste tid i Aalborg ikke var kendt som nogen målkonge. Hvis billedet fra Tønder-kampen fortsætter, når der er point på spil, så er der tale om en sulten Christiansen, der vil byde sig til angrebsmæssigt.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Til gengæld haltede forsvaret noget efter. Med enkelte midler splittede Tønder FHK-forsvaret ad, og særligt kendetegnede var, at FHK ikke fik tacklet af, hvilket gav svære betingelser til både Emil Tellerup og Jens Fredsgaard. Det gjorde, at Tønder var foran 8-10 efter 16 minutter, og selvom FHK-træner Jesper Houmark forlangte timeout ændrede det ikke på det.

Tønder var foran 16-17 ved pausen efter, at det lykkedes FHK at afværge det sidste Tønder-angreb før pausen. Fra anden halvlegs start benyttede FHK sig af Lasse Balstad angrebsmæssigt efter, at han i første halvleg kun havde været på banen defensivt.

Nordmanden er udset en rolle, hvor han ikke kun skal have en rolle som forsvarsspecialist, men kombinationerne sad ikke i skabet til at starte med, og det gav Tønder en føring på 19-22. Prompte reagerede Jesper Houmark ved at forlange timeout igen, men det ændrede ikke på Tønders fremmarch.

Sønderjyderne kom på 21-26, og endnu ikke en gang måtte Houmark kalde tropperne sammen. Denne gang fik det effekt, da Jens Fredsgaard med flere redninger fik sat en prop i, og samtidig fik FHK hul på bylden angrebsmæssigt igen. Med fem scoringer i træk fik FHK udlignet til 26-26, men i de efterfølgende angreb brændte Cornelius Kragh for FHK.

adp-as.dk

Da der resterede 30 sekunder forlangte Tønder timeout ved stillingen 27-28 efter, at Kristian Stoklund havde fået reduceret. Tønder kørte bolden rundt, og den endte hos Kristoffer Vestergaard, der gik på kant og afgjorde kampen til slutresultatet 27-29 til Tønder.

FHK drager på torsdag afsted på træningslejr i den svenske by, Lund, hvor der står flere træningskampe på menuen inden, at holdet spiller den sidste træningskamp den 19. august på udebane mod Ribe-Esbjerg.