FHK var ved at sætte en føring over styr i slutminutterne mod SønderjyskE, men til sidst blev hovedet holdt koldt, og fredericianerne endte med at vinde 34-32.
Kampen mellem FHK og SønderjyskE startede med et sandt festfyrværkeri i begge ender. Der var ikke meget hjælp til de to holds keepere, Thorsten Fries og Rasmus Bech. De blev skudt fuldstændig i sænk, hvilket specielt skyldtes at ingen af forsvarene fik fat.
For FHK’s vedkommende blev de nemt sat i deres offensive forsvar, og for SønderjyskEs vedkommende blev der ganske enkelt begået for mange straffekast i kampens indledning. Efter ni minutter scorede Stoklund for tredje gang på straffe til stillingen 6-5, men efterfølgende kom han ned på jorden, da han først skød ved siden af på et straffe, og i et andet tilfælde blev pillet af Kasper Larsen.

FHK kom foran 8-7 efter 12 minutter, da Reinier Taboada scorede for første gang, men efterfølgende gik FHK helt i stå angrebsmæssigt. FHK tog en scoringspause på ni minutter, og i den mellemliggende periode var SønderjyskE kommet foran med 8-12. Det skyldtes især, at FHK havde svært ved at holde styr på den svenske højre back, Andreas Lang, der scorede på alt hvad han rørte ved.
Som konsekvens af de manglende redninger blev Thorsten Fries pillet ud, og ind kom Emil Tellerup. Samtidig steppede FHK-defensiven op, og det gav bolderobringer. Samtidig fik FHK hul på bylden igen. Særligt Martin Bisgaard og Kristian Stoklund bidrog på det punkt med vigtige scoringer. FHK åd sig stille og roligt ind i opgøret, og fik reducere til 12-14 med seks minutter tilbage af første halvleg. Det fik SønderjyskE-træner Klavs Bruun Jørgensen til at forlange timeout. Lige lidt hjalp det. FHK’s optur fortsatte, da Kasper Young udlignede til 16-16, der også var stillingen ved pausen, da Emil Tellerup reddede det sidste skud fra August Wiger.
Fra anden halvlegs start fik SønderjyskE vendt billedet. De kom foran med 16-18, men så fik FHK sat en prop i. Thorsten Fries kom tilbage på kassen, og efter 37 kommer kom FHK i front med 22-21, og der tegnede sig et billede af, at hjemmeholdet var et skridt foran gæsterne.
Flere gange var FHK foran med to mål, men hver gang lykkedes det SønderjyskE at løbe op og score. En af mulighederne for at komme foran med tre mål bød sig med ni minutter tilbage af opgøret, da Kasper Young blev tildelt et straffekast. Kristian Stoklund blev sat til at tag det, selvom han forinden havde brændt to forsøg i træk, og igen brændte han, da han ramte stolpen.

Det brændte straffekast ændrede dog ikke på, at FHK bevarede momentum. Med fem minutter tilbage af opgøret lykkedes det at få en føring på tre mål. Nikolaj A. Nielsen fik kæmpet sig fri på stregen, og bankede bolden i mål til 32-29. Dermed synes kampen afgjort, men det var ikke tilfældet. Ved stillingen 32-30 med knap tre minutter igen forlangte Gudmundur Gudmundsson timeout, og det var ved at give beslag. Først lavede Stoklund en teknisk fejl, og i det efterfølgende angreb brændte Junior Scott. Samtidig scorede SønderjyskE to mål, og så var det hele lige, da der var præcis to minutter igen.
Anders Kragh Martinusen tog sagen i egen hånd i det efterfølgende FHK-angreb og bankede bolden ind bag Rasmus Bech. I den anden ende lavede Noah Gaudin en teknisk fejl, og så kunne Martin Bisgaard efter et rodet FHK-angreb lukke kampen med en scoring til slutresultatet 34-32.
Sejren betyder, at FHK går til landsholdspause med fire sejre i syv kampe, og er på en foreløbig fjerdeplads inden rundens øvrige kampe. Næste gang FHK skal i aktion er den 20. oktober på udebane mod Mors-Thy.