Mikkel Knudsen har skrevet kontrakt med FC Helsingør, som betyder, at han skifter med øjeblikkelig virkning fra FC Fredericia.

FC Helsingør har indløst en klausul i Knudsens kontrakt, der gør, at han fra dags dato skifter til klubben på Sjælland.

Knudsen nåede 112 kampe for FC Fredericia fordelt over fem sæsoner. Han kom tilbage til FC Fredericia fra Viborg FF i sidste sæson, efter han skiftede til dem i 17/18-sæsonen.

– Da Mikkel Knudsen kom tilbage til klubben for godt et år siden, var begge parter indforstået i, at vi lagde en klausul ind i forhold til, at Mikkel bor i København. Hvis det viste sig at være en for stor belastning, var der en vej ud af kontrakten et år for tid. Det er vi enige i, at er godt for begge parter. Mikkel kommer til en god klub i FC Helsingør. Det er en konkurrent, men vi forstår selvfølgelig hans situation. Vi tror på, at det er en rigtig fin løsning Mikkel, og vi ønsker ham alt held og lykke med skiftet, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen i en pressemeddelelse.

FC Fredericia spiller klokken 18:00 mod Esbjerg fB, og det bliver altså uden Mikkel Knudsen i truppen.

Skriv en kommentar