FC Fredericia var presset massivt i bund mod HB Køge, men på en scoring syv minutter før tid sejrede FC Fredericia 1-0.
FC Fredericia var søndag eftermiddag på jagt efter en sejr, der for en stund ville give dem lift luft i bundkampen i NordicBet Ligaen, hvor fredericianerne inden kampen blot havde et enkelt point ned til Hillerød, der er under nedrykningsstregen på 11. pladsen.
Betingelserne var dog ikke i top for FC Fredericia. Simon Bækgård afsonede karantæne, og Nicolaj Ritter var fortsat ude med en skade, og det samme var tilfældet med Patrick Egelund. Til gengæld kunne Michael Hansen glæde sig over, at Valance Nambishi var kommet sig over en skade, og derfor gled ind i startopstillingen i stedet for Bækgård, der ellers har været en af de fortrukkende spillere i starten af sæsonen. En, der også startede inde, var FC Fredericias anfører, Jeppe Gertsen, som i start 11’eren afløste Oliver Olsen i midterforsvaret.
Netop Gertsen viste sig at spille en nøglerolle. Han lå forsvarsmæssigt over for HB Køges brølstærke angriber, Yousef Salech, der i tre kampe har scoret fire mål. Derfor var der nok at se til for FC Fredericia-anføreren, der fra start valgte at gå aggressivt til ham, og det gav pote, da lejesvenden fra Brøndby ikke kom frem til det store.
Netop et hårdt pres på Salech fra Gertsen gjorde, at FC Fredericia fik deres første chance. Efter nogle kombinationer havnede bolden hos Alexander Jensen, der havde taget turen med frem, men Jensens forsøg røg over mål.

Efter en halv times spil fik FC Fredericia et massivt spilovertag. HB Køge lignede et hold, der var en anelse groggy. Holdet var flere gange knækket midt over. Hver gang FC Fredericia fik spillet sig ud af det første pres, var der en motorvej fri til fredericianerne. En af de muligheder, der opstod var til Frederik Heiselberg efter 33 minutter. I en situation, hvor FC Fredericia var tre angribende spillere mod to HB Køge-forsvarer, blev Heiselberg spillet fri midt i feltet, men med et knaldhårdt venstrebensspark, der var for tæt på Oskar Snorre i HB Køge-målet, blev forsøget reddet.
Det var den ene chance, som FC Fredericia ventede på ville opstå, og som skulle udnyttes, men det skete ikke. Derfor var stillingen ved pausen 0-0 efter en første halvleg, hvor FC Fredericia havde de største chancer.
Fra anden halvlegs start ændrede kampbilledet sig markant. HB Køge pressede FC Fredericia i bund, og allerede to minutter i anden halvleg var hjemmeholdet tæt på at score. Det var Pierre Larsen, der med et forsøg fra kanten af feltet testede Valdemar Birksø, der fik reddet forsøget. Det blev starten på en periode, hvor HB Køge pressede massivt på, og gang på gang fik hjørnespark, men FC Fredericia stod imod trods det store pres.
Efter 66 minutter var det ved at gå galt for FC Fredericia. Denne gang var det HB Køges tur til at være tre mod to i en omstilling. Bolden havnede hos Joachim Rothmann, der tornede bolden i sidenettet så det lignede, at den var i kassen. Det meste af Capelli Sport Stadion jublede, men bolden var ikke inde. Minuttet efter fik Rothmann en endnu større chance, han fik en friløber fra midten af banen, men det lykkedes Valdemar Birksø at slå bolden væk fra ham. Den løse bold fik FC Fredericia efterfølgende sparket væk.

Det massive HB Køge-pres fortsatte. Næste mand i rækken til at få en stor chance var Jubril Adedeji, der blev spillet fri på venstrekanten og trak ind i banen. Med et hårdt spark ramte han stolpen, og endnu en gang slap FC Fredericia med skrækken.
Konsekvensen af kampbilledet blev klart. Med et kvarters tid igen lavede Michael Hansen om på boldværket på den centrale midtbane, der ikke kunne stå imod HB Køges pres. Ud gik Valance Nambishi og Mikkel Wohlgemuth, der blev afløst af Jeppe Brinch og Andreas Lausen, og det fik sat en dæmper på tingene.
Bedst som FC Fredericia var inde i en god periode var HB Køge igen tæt på at score. Det skete med 11 minutter tilbage af opgøret, hvor utrættelige Joachim Rothmann sprintede fra FC Fredericias Mathias Kristensen, der ikke havde mere i tanken. Rothmann kom i en god position på kanten af feltet, og sendte et brag af et skud mod mål, men forsøget ramte stolpen.
Stik mod spil og chancer var det FC Fredericia, der kom først på måltavlen. Indskiftede Jagvir Singh lavede et skarpt træk i feltet, som satte HB Køge-forsvaret af. Inde foran mål havde Oliver Olsen taget et løb, der gjorde, at han stod helt fri, og sikkert kunne han sparke bolden i mål til 1-0. Det lykkedes ikke HB Køge at etablere et pres, og derfor endte FC Fredericia med at vinde kampen, hvilket betyder, at de fredericianerne nu er på ottendepladsen.