FC Fredericia er nummer et i NordicBet Ligaen efter, at holdet tirsdag aften vandt 1-0 over kriseramte Esbjerg.

FC Fredericia skulle tirsdag aften forsøge at følge op på sæsonstarten, hvor det i fire kampe er blevet til tre sejre og en uafgjort. Modstanderen var Esbjerg fB på Monjasa Park, og der ventede derfor et opgør mod et hold, der forsøger at finde sig selv efter en turbulent sæsonstart med Peter Hyballa som cheftræner.

I sidste uge sagde den kontroversielle træner op, og ind i stedet er kommet tyskeren Roland Vrabec, der sammen med Rafael van der Vaart nu udgør trænerduoen på vestkysten. Siden er blandt andet Kevin Conboy rykket op i førsteholdstruppen igen efter at have været degraderet til U19-holdet under Hyballa.

For første gang i rigtig lang tid var der udebanefans på Monjasa Park. (Foto: AVISEN)

Også hos FC Fredericia var der sket noget nyt i forhold til den seneste kamp. Ud af startopstillingen gled Oliver Olsen, Kristian Kirkegaard og Mikkel Basse, og det gav plads til Valance Nambishi, Anders Holvad og Christian Tue.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Fra start lagde Esbjerg et tungt pres på FC Fredericia, der blev presset tilbage i modvinden, men det kastede ikke farlige situationer af sig. Som første halvleg skred frem, kom FC Fredericia i stedet bedre med, og havde flere kompetente forsøg. Det første faldt efter fem minutters spil, da Christian Tue trykkede af fra distancen, men den tidligere FC Fredericia-keeper, Jeppe Højbjerg, reddede forsøget. Det samme var tilfældet efter 17 minutter, da Erik Nissen sendte Nicolaj Ritter i dybden. Ritter smækkede bolden ind i feltet til Anders Holvad, der satte hovedstødet på, men Holvads forsøg manglede fart.

FC Fredericia frontduo bestod af Anders Holvad og Samson Iyede. (Foto: AVISEN)

Chancerne fortsatte med at komme i en lind strøm. Efter 26 minutter var det Esbjergs tur til at byde sig til. Elias Sørensen slap igennem mod Alexander Nybos mål, og han fik lobbet bolden over FC Fredericia-keeperen, men Jeppe Gertsen nåede at afværge forsøget. Straks efter fik FC Fredericia bolden frem og fik fremprovokeret et hjørnespark, som Erik Nissen var tæt på at heade i mål, men Højbjerg reddede det nærgående forsøg.

FC Fredericia blev presset tilbage i modvinden. (Foto: AVISEN)

Få minutter før pausen skulle målet være kommet. Samson Iyede tog et af sine karakteristiske raids. I højre side kom han fri og spillede bolden bagud til en fremadstormende Mathias Kristensen, der var fri på kanten af feltet, men Kristensen sparkede bolden forbi mål. Mere skete der ikke i den ellers chancerige første halvleg.

Starten af anden halvleg kastede ikke det store af sig. FC Fredericia havde medvind, og det gav et spilovertag, men chancerne udeblev. Som konsekvens af det skiftede begge hold ud. Esbjerg tog deres farligste mand, Elias Sørensen ud, sammen med Viktor Tranberg, og ind i stedet kom Rudi Pache og Steve Simpson.  FC Fredericia skiftede også ud. Christian Tue, der bortset fra et skud på mål, havde været anonym blev erstattet af Patrick Egelund, der er kommet til det fredericianske fra Esbjerg i kølvandet på den kaotiske periode på vestkysten.

Straks efter indskiftningen kom Egelund i fokus. Den vævre offensivspiller fik bolden i dybden og fik muligheden for at trykke af i højre side af feltet, men Højbjerg var på sin plads og parerede forsøget ud til hjørnespark.

https://www.gfforsikring.dk/gftrekantomraadet

FC Fredericia fortsatte det tunge pres. Efter en times spil var Nicolaj Ritter lige ved at score efter en frisparkskombination, hvor han med et følt spark var ved at udplacere Højbjerg, men bolden røg forbi mål. Det gjorde den til gengæld ikke et par minutter efter. Alexander Jensen slog et hjørnespark ind i feltet, og mellem venner og fjender fik Valance Nambishi skovlet bolden i mål til 1-0.

Med 20 minutters tid tilbage af opgøret foretog begge hold en dobbeltudskiftning. Esbjerg skiftede Jonas Mortensen og Patrick Schmidt ud, og ind kom Emil Holten og Matty Wolfe. FC Fredericia skiftede Alexander Jensen og Anders Holvad ud, og ind i stedet kom Oliver Olsen og Kristian Kirkegaard.

Samson Iyede var en konstant trussel i bagrummet. (Foto: AVISEN)

Tilskuerne på Monjasa Park kom op i det røde felt med ti minutter igen. Først blev Oliver Olsen kantet i Esbjergs felt, og efterfølgende blev bolden sparket op på hånden af Esbjerg-spiller i feltet, men fløjten forblev tavs fra dommer Jonas Bæk. Det fik FC Fredericias assistenttræner Anders Clausen op i det røde felt, og han endte med at få en henstilling af fjerdedommeren.

I det 81. minut fik FC Fredericia chancen for at lukke opgøret. Kristian Kirkegaard fik bolden midt på banen og havde Samson Iyede med på siden, men Kirkegaard holdt for længe i bolden og spillede den for sent til Iyede, der fik et hjørnespark ud af situationen. Efterfølgende skiftede FC Fredericia ud for sidste gang, da Iyede og Ritter havde spillet færdig og blev erstattet af Jonathan Kjær og Andreas Lausen.

Efter kampen kunne FC Fredericia-spillerne lade sig tiljuble (Foto: AVISEN)

I slutningen af kampen forsøgte Esbjerg at etablere et pres, men det lykkedes ikke. I stedet var Patrick Egelund ved at score i kampens sidste minut, da Kirkegaard spillede ham fri, men ind kom bolden ikke. Det betød, at FC Fredericia vandt 1-0 og nu indtager førstepladsen. Næste gang FC Fredericia løber på banen er på søndag på udebane mod Vendsyssel.