Ruben og Maria er et kærestepar, der bor sammen, og ikke for lang tid siden fik en pige, Bianca, der er blevet deres lille guldklump. Parrets kærlighedshistorie er atypisk, da parret ikke følger de sædvanlige normer for, hvordan et forhold skal udvikle sig.

Maria Tobiasen er en 34-årig kvinde, som har oplevet en del modgang i sit liv igennem mange ustabile og usunde forhold, der fik hende til at tvivle på kærligheden.
Hun forsøgte derefter at udforske den digitale platform, Tinder, og her gav appen heller ikke pote til at starte med. Hun var lige ved at slette appen i sidste sommer, da en fyr ved navn Ruben Ibsen fangede hendes opmærksomhed.

– Jeg tænkte, at en date fra eller til kunne da ikke gøre den store forskel. Dermed havde jeg ikke de store håb ud fra, hvad der ellers havde været af dårlige fisk i havet, så jeg kastede mig bare ud i det. Det viste sig at være en god ide, siger Maria Tobiasen.

De havde deres første date 20. juli 2020, og der gik ikke en måned, før de var flyttet sammen. Nogle vil undre sig over, om det ikke er lige en tand for hurtigt at flytte sammen efter blot en måneds bekendtskab, men parret ser anderledes på det:

– Der gik omkring halvanden måned, fra vi havde første date, til vi flyttede sammen. Og jo hvis man skal følge normen og dating-reglerne, så var det hurtigt men hvorfor ikke bare springe ud i det? Det kunne jo kun vise os på en hurtig måde, hvorvidt det fungerede eller ej, og så var man i værste fald fri for at spilde tiden, uddyber hun.

De var dog ikke i tvivl, om at de ville hinanden, og de tilbragte alligevel største delen af deres tid sammen, og derfor gav det mening for parret at flytte sammen. For Ruben var det heller ikke en svær beslutning at flytte sammen efter kun halvanden måneds kendskab:

– Vi havde det jo godt sammen, og jeg havde ikke nogen tilknytning til den lejlighed jeg boede i, og da Middelfart stadig var en fin køreafstand til min arbejdsplads i Kolding, så skulle det naturligvis have en chance, siger han.

Der gik ikke lang tid, før forholdet tog endnu en positiv drejning, da Maria fandt ud af, at hun var gravid. Derefter flyttede de til en større bolig i Skærbæk, hvor de gjorde sig klar til at tage imod deres barn.

Det viste sig, at graviditet ikke altid er en tilstand, som man kan have den fulde kontrol over. Hendes termin var nemlig planlagt til midten af april, men barnet, Bianca, var klar til at komme ud i verdenen tidligere end forventet.

Hun meldte sin ankomst den 31. januar, og det understregede bare, at deres proces som kærestepar til forældre gik hurtig:Jeg vælger at tro på, at det var godt for os at blive forældre nærmest med det samme, og dermed fra start skulle finde vores roller som både kærester og forældre, siger moren, Maria og får tilslutning af farmand, Ruben:

– Som tiden skred frem, så blev det bare mere og mere naturligt, at selvfølgelig skulle vi være forældre sammen, og det valg har jeg på ingen måde fortrudt den dag i dag.

Nøgleordet har været kommunikation for parret, og de har holdt sammen, selvom der til tider har været undrende spørgsmål fra venner og familie om, hvorvidt forholdet gik for stærkt.

De er begge enige om, at de har klaret mange udfordringer sammen på så kort tid. Derudover er det også et bevis på, at alle procceser i forhold ikke behøver at være de samme.Ruben argumenterer også for, at man ikke nødvendigvis skal vente flere år på at finde sammen.
– Hvis det føles naturligt så spring ud i det, og tal om tingene undervejs, så står man stærkere som par, siger han og det bakker kæresten, Maria, op med:

– Der er en grund til, at man siger, kærligheden kommer, når man mindst venter det. Det er først, når du sænker paraderne, at du giver plads til den rigtige kærlighed. Det kan være med til, at du finder din bedsteven og ændrer dit liv for altid, uddyber hun.

Parret opfordrer med deres historie til, at man holder ud og ikke giver op, når man møder modstand på sin vej. De vil gerne inspirere andre til at springe ud i tingene med en masse håb i hjertet, da man selv er herre over sin egen glæde og lykke.