Efter at Rusland i februar 2022 invaderede nabolandet Ukraine er energipriserne i hele verden steget voldsomt. Det er en stigning, der ser ud til at fortsætte. Især Europa har gjort sig afhængig af gas og olie fra Rusland, hvilket dermed finansierer Vladimir Putins styre i Moskva og hans krig mod ukrainerne. Det er et dilemma som Tyskland, der er den største aftager af energi fra Rusland, har meget svært ved at løse. For hvis forsyningen stopper. er hele den tyske økonomi i fare.
Det er ikke usædvanligt at krige fører til stigende priser og efterspørgsel. Energiforsyningerne er essentielle for produktionen af varer, og dermed kommer de stigende priser i den sidste ende også til at betyde prisstigninger i dagligvarehandlen. Transport er en væsentlig del af det globale handelssystem. Verden er i forvejen ramt af 2 års coronakrise. Ruslands invasion er på den baggrund ekstra ubelejligt, og der er risiko for en økonomisk krise og ikke kun en energikrise.
Energikrisen i 1970’erne startede med udbruddet af krig i mellemøsten. Egyptiske tropper krydsede Nilen og gik ind i det af Israel besatte Sinai. Samtidig stormede Syrien Golan-højderne. Det hele skete på den jødiske helligdag Yom Kippur, hvoraf krigen fik sit navn. De arabiske lande gik sammen om at bruge deres olieforsyninger til at presse vesten. Iran, Irak, Libyen, Algeriet, Kuwait og Saudi-Arabien havde i forskelligt omfang sympati og solidaritetsfølelser med Egypten og Syrien, men man kunne også bruge krigen til at presse priserne i vejret. Samtidig undervurderede vesten de arabiske lande, der mødtes til et hastemøde i Wien i de olieeksporterende landes organisation, OPEC. Bagefter mødtes de arabiske lande for sig selv i Kuwait, og her vedtog man en forhøjelse på olieprisen. Det blev til en prisstigning på intet mindre end 70%. Dagen efter vedtog de tilmed at stoppe olieleverancerne helt.
En energikrise var blevet udløst. I de danske lagre var der olie til et par måneder. Man befandt sig i oktober måned og vinteren stod for døren. Det industrielle samfund stod til en afklapsning på første klasse. Stort set alt var afhængig af energiforsyningerne. Man ville ikke alene komme til at fryse, men kunne også risikere at mangle et par nye bukser til at holde varmen i. Anker Jørgensen, den danske statsminister fra Socialdemokratiet, måtte se sig i en alvorlig situation. Selvsagt blev det nødvendigt at spare. For alvor. Gadebelysningen blev halveret. Neonreklamer blev slukket. Danmark blev mørk. Der blev skruet ned for varmen. Til omkring de 18 grader i stuerne. Aviserne kørte talstærke artikler om, hvor meget olie der gik til dit og dat i hverdagens liv. Selv energiforbruget på nationalalteret, TV’et, blev der regnet på. Nogen fandt en dag ud af at hvis man skar tv-programmerne ned 6 timer om ugen, kunne man spare 300.000 liter olie hver uge, men det var der ikke nogen stemning for.
Opfindsomheden var stor. Men det mange virkelig fik ind på hukommelsen var de bilfrie søndage. For ingenting sluger olie som biler. Der var 1.203.243 personbiler i Danmark. Så den 25. november 1973 fik de bilfrie søndage premiere i luksuslandet, der i 1960’erne havde skummet fløden og sat velfærdsstaten på plakaten. Med pisk blev der sat ind fra statsmagtens side. 1.500,- kroner i bøde, hvis man trodsede sparekniven og satte sig ind i sin bil alligevel på en højhellig søndag. Og det var endda i 1970’er priser. I dag ville bøden være et meget større beløb.
Til gengæld fik man lov til at køre på knallert, hvis den ikke kunne køre over 40 km i timen. De sindrige embedsfolk hyggede sig gevaldigt i departementerne. Som under coronakrisen arbejdede man intenst på statens formynderi, og det gav ikke altid lige god mening for alle. Man sænkede hastigheden på motorvejene fra 110 km i timen ned til 80 km i timen, så der kunne spares på benzinforbruget. Alt imens fortsatte oliepriserne med at stige. Så raffinerede tyveknægte begyndte at stjæle det sorte guld fra parkerede biler ved at sutte benzin op fra tankene. Eder og forbandelser over anarkiet og oliens ondskab spredte sig i landet.
Lige lidt hjalp det. For at gøre en svær situation endnu mere svær, blev der varslet en hård vinter forude. Folk forsøgte at hamstre og prøvede at bestille olie forud. Hamstringsbølgen var af ren epidemisk karakter. Danskerne ville ikke fryse en lang vinter, fordi naboen havde fået olie først. På trods af politikeres forsøg på at samle befolkningen i en fælles sag, var alle sig selv nærmest. Svindlerier, sortbørs og tyveknægte arbejdede hårdt på at få det største udbytte ud af denne situation. Og dem der i den sidste ende fik den hårdeste konsekvens at mærke var som altid de allersvageste. Enlige, syge, ældre, folk uden penge.
Ja, det var de fattigste, der måtte fryse mest.
De gode tider man havde vænnet sig til i 1960’ernes boomertid var endegyldigt slut. En krig langt borte gjorde op med illusionen om at det danske samfund kun blev rigere og rigere, uanset hvad man gjorde. Så det blev også en ganske kold jul under tæpperne. Temaet energi var sat på dagsordenen, og det har det været lige siden. I begyndelsen af 1980’erne var ”Nej tak til atomkraft” bedyrelsen om, at der ikke var nogle nemme løsninger lige om hjørnet. Og i 2020’erne har Vladimir Putins invasion af Ukraine afsløret, at der ikke er sket meget siden 1970’erne.
Det er svært at spå om, hvordan den nye energikrise vi står i begyndelsen af, vil udvikle sig. Men sikkert er det dog at de omfattende sanktioner mod Rusland, giver bevægelser på de internationale markeder. Vesten arbejder intensivt på at finde løsninger, og den danske regering meddelte forleden, at man vil udfase enhver anvendelse af russisk energi. I fremtiden. USA meddelte i går, at de allerede udfaser nu, men de har også en langt mindre afhængighed af den russiske energi.
I en tid hvor der ofte står to biler i indkørsel til en gennemsnitlig dansk familie, og hvor bilen er en central del af samfundet, fordi vi har indrettet vores infrastruktur, arbejdsliv og hverdag efter biltransporten, er vi fuldstændig afhængige af prisen på olie. Det skal blive spændende at se, hvordan det går de kommende måneder.
